Ifølge mange kommentarer synes Løkke Rasmussens nye VLAK-regering at være ”kørt fast” i ikke mindre grad, end hans et-parti-regering var det i fjor.
Foreløbig har regeringen lidt et par nederlag på mindre centrale området som uddannelsesloft og politiskole-placering, men det tolkes som optakt til flere nederlag på centrale spørgsmål om boligbeskatning og pensionsalder, som både S og DF har meldt fra over for.
Da disse nederlag for en trænet politisk strateg som Løkke var til at forudsige, kan der være grund til at søge et andet strategisk sigte bag hans dispositioner: Måske kan der være grund til at hæfte sig ved nogle centrale pointer fra Løkkes nytårstale og fra hans allerførste præsentation af treparti-regeringen.
I nytårstalen var det gennemgående tema: ”Alle skal have et håb for fremtiden”, ”Vi skal gøre alle til fremtidens vindere”, blev gentaget talen igennem.
Prioriteringen var næsten endnu tydeligere i Løkkes første pressemøde ved præsentationen af den nye regering.
Her fremdrog han fire punkter som øverst på regeringens dagsorden: For det første skal ”alle have et godt afsæt” ved mulighed for ”faglig fordybelse” og dertil afsættes en halv milliard.
For det andet: ”Alle danskere skal have gavn af globaliseringen” - et middel hertil er nedsættelse af disruption-rådet kort før jul.
For det tredje vil regeringen tage hånd om en jobreform, som skal bringe flere i arbejde gennem ”socialt frikort” og ”job-præmie” og endelig, som et fjerde punkt, skal ”kerne-velfærden styrkes” – især gennem en ledelsesreform.
I nytårstalen var grundtesen om, at ”alle skal have gavn af globaliseringen” koblet sammen med en stærk bekræftelse af det internationale samarbejde gennem frihandel, EU og fælles forsvar.
Overfor dette strategiske sigte står DF og Socialdemokratiet med forskellige tilgange. S er vel i grunden indstillet på at forfølge det overordnede sigte i Løkkes strategi, men er i fremgang og står som sandsynlig vinder af et kommende folketingsvalg.
DF står stadig i målingerne med et betydeligt vælgertab siden valg-succesen. Målinger viser også, at DF mister vælgere til S i betydeligt omfang. Det kan nok for Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl være en understregning af, at flirten med S er risikabel for DF. Men hvad skal de så gøre: Dermed bliver det svært om ikke umuligt for DF at bringe treparti-regeringen til fald. Også fordi Nye Borgerlige – selvom succesen i målingerne er forduftet – stadig er opstlllingsberettiget og i givet fald kan samle DF vælgere, der er vant til 15 års DF-samarbejde med borgerlige regeringer.
Løkke har måske en realistisk indsigt i, at han meget vel kan bringe sin nye regering i en fastlåst situation, hvor et valg efter sammenbrudte forhandlinger kan blive udgangen. Men han har samlet de borgerlige partier. Og Mette Frederiksens nye linje er under stærk kritik fra hendes mulige støttepartier. Udfaldet af et valg kan derfor blive svært at forudsige.
Løkke står nu med en erklæret samlet borgerlig strategi, som han potentielt burde kunne samle ganske mange vælgere bag: At møde en urovækkende Trump, et Brexit og højre-nationale regimer i øst med en forståelse af, at globaliseringsbekymringer hos rigtig mange vælgere må tages alvorligt, men at tilslutningen til et åbent internationalt samarbejde på bunden er stor i befolkningen.
Løkke har dertil nu måttet vænne sig til, at hans tid som statsminister og partileder snart kan være slut. Hans vigtigste ambition kan måske være et pænt valgresultat for Venstre efter en valgperiode, som mange på forhånd regnede med kunne blive ganske kort.
Erik Meier Carlsen er politisk uafhængig kommentator