Prøv avisen

Løkke: Svært at hjælpe briter, der har hænderne i lommen

Storbritanniens premierminister, Theresa May, er mandag rejst til Strasbourg for at tale med EU-ledere om brexitaftalen, som det britiske parlament tirsdag skal stemme om. (Arkivfoto) Foto: Christopher Furlong/Ritzau Scanpix

Statsministeren mener, at Storbritannien gør det svært for EU at hjælpe med at få en brexitaftale på plads.

Tirsdag skal Storbritanniens premierminister, Theresa May, igen forsøge at overbevise det britiske parlament om, at det skal sige ja til den brexitaftale, som hun har forhandlet på plads med EU.

Det ser på forhånd ikke let ud for Theresa May at få flertal i parlamentet, vurderer britiske medier.

Allerede mandag aften er May i Strasbourg for at mødes med EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker.

Det er ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bare svært at se, hvad EU så kan gøre.

- Man kan vel sige, at det er svært at give en hjælpende hånd til folk, der står med begge hænder i lommen, siger statsministeren til Politiken.

I januar forkastede det britiske parlaments Underhus den aftale om brexit, som Theresa May havde forhandlet på plads med EU.

Siden har premierministeren haft travlt med at få strikket en ny aftale sammen, som kan blive godkendt af parlamentet.

Det er stadig den såkaldte bagstopper, som er problemet. Det er spørgsmålet om grænsen mellem Irland og den nordirske provins, der hører under Storbritannien.

Fredsaftalen for Nordirland fra 1998 siger, at denne grænse skal være åben, men når Storbritannien forlader EU, bliver grænsen en af EU's ydergrænser.

I Mays aftale står der, at Storbritannien er med i EU's toldunion og i det indre marked, indtil der er fundet en løsning, som kan holde grænsen åben og Storbritannien ude af EU.

Her stejler brexitparlamentarikere. De frygter, at det holder Storbritannien i EU på ubestemt tid. De ventes at stemme nej til Mays aftale.

De interne britiske uenigheder gør det svært for EU at blande sig, mener Lars Løkke Rasmussen.

- Hvad er det, vi skal komme i møde? Det er jo briterne selv, der har sat deres røde linjer, som definerer spillet.

- Så medmindre de bliver mere præcise eller justerer deres krav, er det svært at se, hvad vi kan være behjælpelige med, siger statsministeren til Politiken.

Hvis Theresa May får godkendt aftalen i parlamentet ved tirsdagens afstemning, forlader Storbritannien EU natten mellem 29. og 30. marts.

Ved et nej kan brexit blive udskudt. Det skal der i givet fald stemmes om senere på ugen.

/ritzau/