Politisk redaktør: Løkke tog forgæves et års tænkepause

Fornyet magt i Venstre, nyt parti, farvel til politik? Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har i en ny bog opstillet tre udveje, som ser lige håbløse ud

Særligt under coronakrisen har det været uudholdeligt for Lars Løkke Rasmussen (V) at se til fra sidelinjen og have måttet nøjes med at skrive kritiske klummer i dagbladet BT. – Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Særligt under coronakrisen har det været uudholdeligt for Lars Løkke Rasmussen (V) at se til fra sidelinjen og have måttet nøjes med at skrive kritiske klummer i dagbladet BT. – Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for præcis et år siden trak sig som formand for Venstre, gik han ud fra hovedbestyrelsesmødet i Brejning ad en bagdør. Han var rasende og erkendte, at han i den sindstilstand let kunne komme til at sige noget, han senere ville fortryde. Så han undgik at møde pressen. Ville sove på det hele, hvad der jo altid har været en god medicin mod ukontrolleret krig og kaos.

I sin nye selvbiografi ”Om de fleste og det meste”, som udkommer i dag på Politikens Forlag, fortæller han, at han håber at finde et ”personligt fodfæste” efter den krise, som han har været kastet ud i, siden han reelt blev væltet som partiformand.

Flere store interviews i weekenden efterlader ringe tvivl om, at han efter et års tænkepause har defineret tre valgmuligheder for sig selv: At erkende, at døren til politik er lukket i og kaste sig over noget helt andet. At ”sparke døren ind” til politik og fortsætte (i Venstre, må man formode), men med poster, der giver reel magt. Eller at fortsætte i et helt nyt parti.

Selv siger han, at det er ”tæt på”, at han må træffe en beslutning. Både bog og interviews viser, at den tidligere statsminister er i en noget nær eksistentiel krise over at have mistet magten, eller med et lidt pænere ord indflydelsen. Særligt under coronakrisen har det været uudholdeligt for ham at se til fra sidelinjen og have måttet nøjes med at skrive kritiske klummer i dagbladet BT. Lars Løkke Rasmussen beskriver i et interview i Berlingske sig selv som et politisk menneske, der ubetinget savner politik. Han dur ikke til at være halvt med, som han skriver i sin bog.

Spørgsmålet er, om det egentlig kommer resten af samfundet ved? Og svaret er, at det gør det kun, fordi Løkke ikke nøjes med at bruge sine erindringer som en terapi. Han fremsætter også politiske markeringer, som går stik imod det, hans efterfølger Jakob Ellemann-Jensen har gjort til Venstres politiske linje.

Ellemann-Jensen er i sit første år som partiformand blevet beskyldt for at være politisk uklar, og frustrationerne har spredt sig vidt omkring i partiet, men nogle politiske pejlemærker har han dog sat. Et af de første var, at Venstre ikke længere skulle arbejde for den SV-regering, som Løkke overrumplede alt og alle med at gøre til Venstre-politik midt under valgkampen sidste år.

Senest har den nye formand aflyst VKLA-regeringens plan om at nedlægge regionerne, og måske endnu vigtigere har han droppet tilnærmelsen til De Radikale, i hvert fald hvad angår udlændinge- og retspolitik. Ligesom han har sat som mål, at der skal skabes en ny borgerlig regering med opbakning fra alle borgerlige partier, inklusive Nye Borgerlige.

Det sidste har Lars Løkke Rasmussen ikke kunnet vide, da han skrev sin bog, men bundlinjen er, at Jakob Ellemann-Jensen nu har udstukket en kurs, der peger i en anden retning end Løkkes. Her gør Løkke nu præcis det samme, som han selv blev rasende over, at hans daværende næstformand Kristian Jensen gjorde for et år siden – nemlig at gå offentligt imod partilinjen og underløbe formanden.

Nok lagde han bånd på sig selv, da han forlod hovedbestyrelsesmødet for et år siden, og nok deponerede han angiveligt en del af de mest ubehagelige sider af magtkampen i en sort boks med hængelås på, men vreden og raseriet mod partifællerne lader sig dårligt skjule. Dermed ligger alt åbent for at fortsætte den fløjkrig, som Jakob Ellemann-Jensen ved sin tiltræden sagde, at han var ”dødtræt” af.

Hvordan mon det stiller Løkkes forhåbninger om at kunne vende tilbage til magtens centrum? Selvklart ringe.

Jakob Ellemann-Jensen lod da også i går på Facebook forstå, at han mener, at Løkke ikke kan slippe fortiden, og at Venstre er på vej videre.

Den anden løsning kunne være, at Lars Løkke Rasmussen danner et nyt parti. Det vil han selv hverken be- eller afkræfte, og dermed bekræfter han så alligevel, at han overvejer det. Formentlig ville han kunne samle underskrifter til et nyt ”Liberalt Centrum”, men skulle vejen til magt og indflydelse virkelig være endnu et borgerligt parti?

Nogen kunne fristes til at bemærke, at statsminister Mette Frederiksens (S) magt og manøvremuligheder vokser ligefrem proportionalt med antallet af (små) borgerlige partier.

Skal man tage Løkkes politiske budskab alvorligt om, at der er brug for mere samarbejde hen over midten, især udlændinge- og retspolitikken, har vælgerne allerede to-tre partier at hægte sig på, nemlig De Radikale, Kristendemokraterne og Partiet Fremad, som folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll-Bille, tidligere Liberal Alliance, stadig kæmper en ulige kamp for at gøre opstillingsberettiget.

Den mest nærliggende løsning for Lars Løkke Rasmussen synes derfor at være at smække med døren til politik og kaste sig over noget helt andet. Problemet er, at det til en vis grad er det, han har forsøgt sig med det seneste år, men som hans indre politiske dyr ikke har kunnet affinde sig med.

Så tilbage står, at han har opstillet tre håbløse udveje på sin livskrise, som han mildt sagt ikke har gjort det lettere for sig selv at løse. Hans tænkepause synes at have været spildt.