Klimagrøn, EU-blå og velfærdsrød: Løkke vil have fat i de ”anstændige borgerlige”

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde kun lidt for at imødekomme Dansk Folkeparti i sin åbningsredegørelse. Han og regeringen kæmper nu om de vigtige midtervælgere, som afgør næste folketingsvalg

Politisk bragte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med sin åbningsredegørelse til Folketinget i går sig på kant med Dansk Folkeparti ved at omfavne EU-samarbejdet. –
Politisk bragte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med sin åbningsredegørelse til Folketinget i går sig på kant med Dansk Folkeparti ved at omfavne EU-samarbejdet. – . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Om 12 år skal der lukkes for salg af diesel- og benzinbiler i Danmark. Fem år senere skal alle nye biler være elbiler eller andre ”nuludledningsbiler”. Det var den største nyhed i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbnings- redegørelse til Folketinget i går.

Talen var præget af stor optimisme og lagde op til en kommende reform af det danske sundhedssystem, blandt andet med 21 nye sundhedsfællesskaber, der skal bygge bro mellem sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger. Desuden fremhævede Lars Løkke Rasmussen begejstret EU-samarbejdet, som har givet os enorme fordele, og som ikke har gjort os mindre danske.

Apropos EU gjorde bilbranchen hurtigt opmærksom på, at Danmark slet ikke på egen hånd kan forbyde diesel- og benzinbiler fra 2030 – det kræver fælles EU-lovgivning.

I et valgår er den slags teknikaliteter imidlertid af mindre betydning, når der skal sendes signaler til vælgerne. Mere end noget andet udsendte statsministeren et klimagrønt, et EU-mørkeblåt og et velfærdsrødt signal. Vælgerne skulle have at vide, at Venstre er et grønt parti, som sagtens kan overtrumfe oppositionspartiernes målsætning om, at der skal være en halv million elbiler på vejene i 2030. Regeringen vil have en million. Vejen dertil vil blive præsenteret, når regeringen om en uge fremlægger sit udspil til en ny klimaplan.

Det er højt politisk spil af Lars Løkke Rasmussen. Mange borgerlige vælgere er vilde med deres diesel- og benzin- biler, mens elbiler lyder som en dyr luksus for caffe latte-segmentet på Østerbro i København. Han gør sig også sårbar over for kritik af, at regeringen tilsyne-ladende helt har glemt, at landbruget skal bidrage, hvis det skal lykkes at nedbringe udledningen af CO2 på områder, hvor EU’s kvotesystem ikke gælder. Det er udledningen fra transport, landbrug og boliger.

De miljø-økonomiske vismænd gned i går salt i såret med et debatindlæg om, at CO2-reduktioner i netop landbruget og fortsatte energibesparelser i boliger kunne være en billigere og mere effektiv vej til at reducere udledningen af CO2 end en omstilling til elbiler.

Politisk bragte Lars Løkke Rasmussen sig på kant med Dansk Folkeparti med sin EU-omfavnelse og budskabet om, at regeringen vil gøre et nyt forsøg på at skaffe mere udenlandsk faglært arbejdskraft til landet. Det er både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti lodret imod.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, undrer sig højlydt over talen og mener, at valget er rykket tættere på. Det er meget tænkeligt, for det er altid vanskeligt at gennemføre store samfundsreformer, når alle partier har blikket stift rettet mod et kommende folketingsvalg.

Lars Løkke Rasmussen har aldrig været den store værdikriger, og han havde i talen kun et par afsnit om de allerede iværksatte initiativer mod ghettoer og de bandekriminelle.

Det kan se underligt ud, at han tilsyneladende skubber Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) stadig tættere i armene på hinanden, hvis et valg faktisk er nært forestående. Men Lars Løkke Rasmussen ser for tiden nok et helt andet sted hen, nemlig i retning af Det Radikale Venstre og Alternativet og særligt deres vælgere.

De to partier har på hver deres måde lagt luft til Mette Frederiksen og Socialdemokratiets tætte samarbejde med Dansk Folkeparti. Spliden til venstre for midten ser bare ikke ud til at svække Socialdemokratiets chancer for at vinde valget. Tværtimod tyder flere meningsmålinger på, at især De Radikale går frem – og at de nye vælgere til en vis grad kommer fra de borgerlige partier.

Med De Konservatives overraskende budskab for nylig om ikke at ville gøre miljø- og klimapolitik til et centralt tema i valgkampen er der opstået et vakuum for ”den borgerlige anstændighed” i midten af dansk politik. Den borgerlige vælger, der er bekymret for miljøet, stadig ser EU som afgørende for Danmarks fremtid, og som synes, der er skåret for hårdt i den offentlige sektor, er blevet stadig mere politisk hjemløs.

Hvis vedkommende da ikke som EU-parlamentarikeren Jens Rohde har taget springet fra Venstre til Det Radikale Venstre. Jo flere vælgere der tager det spring, desto mindre er Lars Løkke Rasmussens chance for genvalg. Derfor taler han til de vigtige midtervælgere.

Nogle vil kalde det en kynisk analyse, men regeringens farveskift fra grønne realister til klimabekymrede frontløbere er i hvert fald foregået på meget kort tid.