Løkkes ”rædselsår” er måske ikke så slemt

I flere analyser er det blevet fremstillet som om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen er i krise. Men meget tyder på, at de dystre spådomme er forkerte, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen

 Og under Løkkes styre i en meget vanskelig parlamentarisk situation går det virkelig godt i Danmark. Venstre tabte rigtig mange vælgere til DF i 2015, men nu er Venstre igen klart det største borgerlige parti i målingerne. Rædselsår?
Og under Løkkes styre i en meget vanskelig parlamentarisk situation går det virkelig godt i Danmark. Venstre tabte rigtig mange vælgere til DF i 2015, men nu er Venstre igen klart det største borgerlige parti i målingerne. Rædselsår?. Foto: Rene Schutze/Ritzau Foto.

I den kommende uge begynder den politiske efterårssæson for alvor med regeringens udspil til finanslov og skattereform. August måned har budt på bemærkelsesværdige bevægelser i meningsmålingerne, der kaster nyt lys på kommunalvalget i november og det kommende folketingsvalg, der skal afholdes senest i juni 2019.

Sådan set er det mest bemærkelsesværdige ved augusts målinger, at de viser en ny stabilitet i forhold til valgresultatet for de fleste partier, S og V inklusive, sammenlignet med valgresultat i 2015 – med en markant tilbagegang for DF som eneste undtagelse. Særligt bemærkelsesværdig var augusts Gallup-måling, der viste blåt flertal, hvilket ellers har været fraværende i det seneste år. Det skaber ny spænding om kommunalvalgets udfald.

Meningsmålinger har i de senere år været betragtet med voksende skepsis efter overraskende udfald af den britiske Brexit-afstemning og USA’s præsidentvalg. Der er måske grund til at anlægge en justeret vurdering af målingerne efter en udvikling, hvor målingerne gennem mange år er blevet stadig flere og hyppigere. Borgere, der spørges, har måske en øget tendens til at spille med i forhold til det aktuelle mediebillede med udmeldinger langt fra det seriøse fokus på egen og børns fremtid, der vil afgøre krydset i stemmeboksen.

I forrige valgperiode under Thornings regering viste målingerne i hele perioden en massiv borgerlig overvægt og katastrofal tilbagegang for S, der endte med at gå frem ved valget, selvom blå blok vandt knebent.

Den politiske journalistik og kommentage har nu i mere end et år været præget af udstilling af regeringens nederlag, og det seneste år er beskrevet som ”Løkkes rædselsår”.

Men efter en sommer med få målinger og begrænset medie-fokus på politik viser vælgerne måske, at de slet ikke er så utilfredse med regeringen. Det går jo rigtig godt i Danmark, og Venstre har faktisk opfyldt centrale valgløfter med en markant nedgang i antallet af immigranter, stadig flere i beskæftigelse samt solid fremgang i økonomien generelt.

Alliancen mellem DF og SF har pillet bredt upopulære tiltag ud af regeringens planer og måske blot øget tilfredsheden med den eksisterende politiske tilstand bredt blandt vælgerne.

Regeringen ventes at spille ud i den kommende uge med en stor skattereform, der skal øge gevinsten ved at gå på arbejde. Både De Radikale og Dansk Folkeparti har vist grader af imødekommenhed over for dette projekt. Kan Løkke med en reform isolere S, vil det formentlig give politisk gevinst. Måske store skattelettelser ikke står øverst på alle vælgeres ønskeliste, men de fleste vil nok med en vis glæde tage imod dem.

Det har været en udbredt opfattelse, at Venstre valgnederlag i 2015 især var udløst af Løkkes upopularitet efter massive pressekampagner om hans tøjkøb, men noget taler for, at denne teori er et udtryk for en undervurdering af vælgerne.

Venstres tilbagegang i målingerne begyndte før pressekampagnerne om underbukser med mere med Venstres udmelding om nulvækst i de offentlige udgifter. En sådan nulvækst har Venstre nu opgivet. Og under Løkkes styre i en meget vanskelig parlamentarisk situation går det virkelig godt i Danmark. Venstre tabte rigtig mange vælgere til DF i 2015, men nu er Venstre igen klart det største borgerlige parti i målingerne. Rædselsår?