Betonen i indvandrerghettoerne skal nogle steder brydes op. Indbyggerne skal flyttes. Andre steder skal der være en ”klar styring” af, hvem der flytter ind.
Det var to af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) bud på opgør med parallelsamfund og ghettoer, da han i aftes holdt sin nytårstale.
”Hullerne i danmarkskortet” skal lukkes, børn af udlændinge skal lære ordentligt dansk, inden de begynder i skolen, og så skal forældre stilles til ansvar for børns fremtid i Danmark, og sender man for eksempel sine børn på genopdragelsesrejse til hjemlandet, fordi de er blevet for danske, er det forældrene, ikke børnene, der skal straffes. Et konkret udspil mod parallelsamfund præsenteres i begyndelsen af det nye år, lod statsministeren forstå.
Udlændingepolitikken fyldte i det hele taget langt det meste i talen, som også kom ind på, at der er økonomisk fremgang, og at Danmark skal være et åbent land for dem, der ”kan og vil” –de udenlandske talenter, og dem, der har forelsket sig i en dansker.
Han gentog sine ord fra åbningstalen til Folketinget i efteråret om, at hans budskab ikke handler om religion eller hudfarve, og han nævnte det muslimske Indonesien som et eksempel på et land, hvor muslimer og kristne kan leve siden om side.
Han talte for, at syriske krigsflygtninge skal sendes hjem, når forholdene i deres land tillader det, men indtil da skal de uddanne sig og arbejde, så de er bedre rustet til at genopbygge Syrien, når de kan komme hjem.
Set lidt fra oven fik statsministeren sat ord på, hvorfor udlændingepolitikken, der tidligere har været en klar vindersag for borgerlige regeringer, i dag er blevet et dilemma eller rent ud sagt et problem.
Kernespørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at integrere flygtninge og samtidig fastholde i årevis, at de skal vende tilbage til deres eget land?
Dansk Folkeparti tror åbenlyst ikke længere på det og har derfor stillet krav om et ”paradigmeskifte”, så flygtninge groft sagt slet ikke skal integreres, men alene opbevares, indtil de kan rejse hjem.
Partiet har krævet dette skifte for at ville acceptere regeringens plan om en skattereform.
Statsministeren betonede, at regeringen vil arbejde for, at ”de gode tider varer ved”, og det kræver mere arbejdskraft til rådighed for arbejdsmarkedet. Lavere skat skal gøre det mere interessant at tage et job, men regeringens ambitioner kan støde på grund, fordi den ikke vil imødekomme Dansk Folkepartis krav på udlændingeområdet.
Regeringens problem er, at Dansk Folkeparti ikke skelner mellem forskellige grupper af udlændinge, som Lars Løkke Rasmussen gør.
For Dansk Folkeparti handler det grundlæggende om at lukke grænserne, hvad enten det gælder flygtninge eller arbejdskraft fra Østeuropa, der måske underbyder eller udkonkurrerer dansk arbejdskraft.
Partiets gruppeformand, Peter Skaarup, efterlyste efter talen, hvad regeringen konkret vil gøre for, at krigsflygtninge kan vende hjem til Syrien.
Det kom statsministeren ikke ind på, fordi det fortsat primært er en konkret, juridisk vurdering, om forholdene er til, at flygtninge kan vende hjem eller ej. Politisk er det svært at se, hvordan regeringen skulle kunne bestemme, at flere flygtninge sendes hurtigere hjem.
Det nærmeste, Lars Løkke Rasmussen kom en åbning over for Dansk Folkeparti, var, at han sagde, at flygtninge skal uddanne sig og arbejde ”med det klare mål, at de skal hjem igen”.
Spørgsmålet er, om arbejde og uddannelse til for eksempelvis syrere kan målrettes deres hjemvenden – mere end fremtidig integration og tilværelse i Danmark.
Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at flygtningebørn eksempelvis skal undervises i arabisk, ligesom partiet ønsker, at familiesammenføringer af ægtefæller udskydes yderligere ud over de tre år, som nogle flygtninge allerede i dag må vente.
Selvom statsministeren overordnet forsvarede en stram udlændingepolitik, fik han også sat en streg under, hvorfor lige netop udlændingepolitikken er blevet et problem snarere end et aktiv for regeringen.