Den 44-årige Jeppe Ravn er hverken fattig eller udstødt. Han bor i et nydeligt parcelhus i Roskilde sammen med sin kone, der er social- og sundhedsassistent og parrets to børn på seks og otte år. Huset har de købt, fordi de i sin tid tjente penge på at sælge en lejlighed i København. Han er cand.mag. i middelalder- og marinarkæologi fra Aarhus Universitet, uddannet erhvervsdykker, medlem af Magistrenes Fagforening og tjener en pæn løn, når han ellers er i arbejde. Og det sidste er præcis problemet.
I de 10 år, Jeppe Ravn har været færdiguddannet, har han haft 20 ansættelser og er røget ind og ud af dagpengesystemet. I nogle perioder har han tjent 35.000 kroner om måneden plus pension. Andre måneder har han måttet nøjes med understøttelse. Frem til den 1. december var han i gang med arkæologiske udgravninger i Nordsjælland for et museum, men det tre måneder lange vikariat er netop ophørt. Den usikre fremtid betyder, at Jeppe Ravn ofte har ligget søvnløs de seneste måneder.
Jeppe Ravn tilhører den voksende gruppe af løst ansatte akademikere. Opgørelser fra Akademikernes A-kasse viser, at hver tiende akademiker er løst ansat, og undersøgelser viser, at brugen af projektansættelser vokser herhjemme og i udlandet. Den britiske sociolog Guy Standing taler om et såkaldt ”prekariat”, der lever uden sikkerhed.
Jeppe Ravn skænker stempelkandekaffe op i den hyggelige stue, hvor en kat sover på sofaen. Journalistens første spørgsmål lyder: ”Kan man overhovedet forlange andet end løse ansættelser, når man har valgt et så brødløst fag som arkæologi?”
”Det kan man sige, men i min generation fik vi som unge at vide, at hvis bare I følger jeres hjerte og uddanner jer, så skal det nok gå. Vi var meget mindre målrettede, end de unge er i dag. Jeg valgte arkæologien, fordi jeg altid har brændt for historie og betragtede faget om en slags kald,” fortæller Jeppe Ravn.
De første år, efter at han afleverede speciale i 2006, gik det slag i slag med at få job på forskellige museer. Men finanskrisen i 2008 prægede også kulturinstitutionerne, og han blev arbejdsløs. Jeppe Ravn søgte uden for sit fag. Han blev ansat som Røde Kors-medarbejder, chauffør på en ambassade og blev senere HK-vikar i en offentlig styrelse sammen med omkring 30 løstansatte akademikere. Ansættelsen indebar, at vikarerne blev sagt op inden jul og genansat i januar, så den offentlige arbejdsgiver ikke skulle betale for julens helligdage. De mange løst ansatte i den offentlige styrelse endte med at blive en faglig sag, og Jeppe Ravn og flere andre fik erstatning. Siden blev han lærer på et gymnasium i tre år. Det var et drømmejob, men efter et par år blev Jeppe Ravn afskediget, fordi gymnasiet skulle spare og derfor valgte at skille sig af med de lærere, der ikke havde gymnasielærernes pædagogiske uddannelse.
”Jeg har været glad for at arbejde som arkæolog. Men der er en bagside ved de mange løse ansættelser. Der udvikler sig let en brug-og-smid-væk-kultur, fordi arbejdsgiveren bare kan hente en ny ind. Samtidig er det rigtig svært at dygtiggøre sig fagligt i en tidsbegrænset stilling. Hvilken arbejdsgiver vil betale for et kursus for en midlertidigt ansat? Der går værdifuld viden og samhørighed tabt på en arbejdsplads, når nye ansatte kommer og går. Jeg har haft søde kolleger, men det er anstrengende for dem hele tiden at skulle forholde sig til nye vikarer,” siger Jeppe Ravn.
Han fortæller, at han har stor agtelse for den konservative politiker Per Stig Møller, der betoner betydningen af de samfundsbærende kulturinstitutioner. Men han har svært ved at forstå, at Per Stig Møller og andre borgerlige politikere har været med til at understøtte, at driften af museerne i langt større udstrækning end tidligere baseres på projektmidler og løst ansat arbejdskraft.
”Når man er løst ansat, føler man, at man lever i en meget usikker verden, hvor man kun har sig selv. Alt det gode, man tidligere har gjort, får man ikke kredit for. Man skal hele tiden forsøge at præstere det bedste. Det er også mentalt hårdt hele tiden at være på udkig efter det næste job,” siger Jeppe Ravn.
Han fortæller, at han meget bevidst forsøger ikke at involvere sine to børn i bekymringerne.
”Jeg fik et fif fra en anden løst ansat, der sagde: ’Tag aldrig problemerne med hjem, for så kan du ikke holde til at være løst ansat’. Men selvom jeg for alt i verden prøver at skåne mine børn, så kan jeg se, at de bliver påvirkede. Min datter på otte år har sagt, at jeg ikke skulle bekymre mig. Så hun har luret, at jeg er bekymret for, hvad der sker, efter at mit sidste job er udløbet,” konstaterer Jeppe Ravn.
Han har dog ikke opgivet drømmen om at få et fast arbejde. Han læser oldtidskundskab på universitetet for at kvalificere sig til et job som gymnasielærer. Hvis ikke det lykkes, er han parat til at tage et ufaglært arbejde. For han kan ikke forestille sig at være løst ansat de næste 20 år.