Prøv avisen

Loft over bonusser skal forhindre ludomani

Når spilleselskaber frister potentielle og eksisterende kunder med en ekstra belønning, bør bonussen højst være på 1000 kroner, mener Socialdemokratiet. Et sådant loft skal forhindre udvikling af ludomani. Foto: /ritzau/Thomas Borberg (arkivfoto)

Der skal være en grænse for spilleselskabers lokkemidler, mener S og Center for Ludomani. Spiludbyderne selv frygter, at deres interne konkurrence svækkes.

Spil på nettet kan være hyggeligt tidsfordriv, men det kan også være indgangen til en alvorlig og kostelig afhængighed.

Derfor foreslår Socialdemokratiet en begrænsning på de bonusser, som spilleselskaber bruger til at lokke nye kunder ind i folden.

Skatteordfører Jesper Petersen fortæller, at han forestiller sig et bonusloft på 1000 kroner, samtidig med at man lægger begrænsninger på, hvor mange gange bonusbeløbet kan spilles igennem, før man kan trække pengene ud igen.

- Set fra et forbrugersynspunkt er det meget svært at gennemskue et tilbud, der er baseret på, at man skal spille sit indskud igennem en masse gange.

- Og så ved vi fra undersøgelser, at store bonusser er en af årsagerne til ludomani, siger Jesper Petersen.

Han fremhæver Danske Spil, der - i modsætning til private udbydere - i forvejen har et loft over sine bonusser på netop 1000 kroner.

Hos Center for Ludomani bliver en begrænsning af bonusser set som et vigtigt skridt for at hindre, at personer med hang til online poker, andre kasinospil og væddemål drives ind i en usund spillekultur.

Institutionen behandler personer med spilafhængighed og arbejder for at forebygge ludomani. De mennesker, som søger hjælp, møder ofte op med en massiv spillegæld hængende over hovedet.

- Bonusordninger er et effektivt middel til at lokke nye kunder ind på spilleselskabernes sider. De er også et effektiv instrument til at fastholde folk i at blive ved med at spille, siger centerleder Michael Bay Jørsel.

Bonusser tildeles kunder, der for eksempel modtager 500 kroner i bonus, når de indsætter 500 kroner. For at trække bonussen ud, skal de gennemspille beløbet et vist antal gange med risiko for, at alle pengene går tabt.

Ifølge spiludbyderne selv er bonusser et nødvendigt redskab, som de bruger til at konkurrere med hinanden.

Udbyderne får ofte deres spil fra samme leverandører, og dermed bruges de økonomiske lokkemidler til at skille sig ud, fortæller formand Morten Rønde fra brancheorganisationen Danish Online Gaming Association (DOGA).

- Hvis man piller ved det instrument, piller man også ved konkurrencen på markedet, og det er ikke umiddelbart til spillernes fordel, siger han.

Det er dog hans indtryk, at der sjældent udbydes bonusser over 1000 kroner, som er den grænse, Socialdemokratiet ønsker at sætte.

I Odense har 25-årige Michael Brockdorff gennem tiden fået masser af mail med tilbud om bonusser fra spilleselskaberne. Og de har gang på gang formået at trække ham ind til de virtuelle spillemaskiner på computerskærmen.

Han har i en årrække været ludoman, men har været i behandling for sin afhængighed og spiller ikke længere.

- Jeg blev tilbudt bonusser stort set hver dag fra alle mulige kasinoer. Ofte skulle tilbuddet bruges inden midnat, og så skyndte jeg mig at sætte penge ind, siger Michael Brockdorff.

Han peger på den generelle markedsføring af onlinespil som det helt store problem, når det handler om ludomani.

Dansk Folkeparti er villig til at diskutere Socialdemokratiets forslag, skriver DR. Det samme er Venstre, som dog selv har et udspil på vej på området.

/ritzau/