I dag er det arkivernes dag, en årlig festdag for de mange lokalhistoriske arkiver i Norden, der de seneste 100 år har indsamlet og bevaret historien om deres lokalsamfund. I år hænger der dog en skygge over markeringen, da arkivernes eksistens og den historie, de bevarer, er under pres.
I en tid, hvor man med et par computerklik kan finde alverdens ting om hinanden på nettet, og hvor der har været sager om datalækager fra firmaer som Facebook, er der kommet skærpet europæisk fokus på beskyttelse af folks personlige oplysninger.
Men EU’s databeskyttelsesforordning (GDPR), der trådte i kraft i maj, skaber problemer for små lokalområders mulighed for at huske deres historie, oplever Jørgen Thomsen, formand for foreningen Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA).
”Forordningen er en potentiel stor fare og en trussel mod arkivernes eksistens. Og så er det åbenlyst tåbeligt. Vores arkiver burde slet ikke være en del af det. Indtil videre fortsætter vi med at samle ind, for det er et nødvendigt arbejde,” siger han og efterlyser en konkret politisk stillingtagen til de lokalhistoriske arkivers situation.
Problemerne skyldes, at der i Danmark findes to forskellige måder at drive arkiv på. Der findes offentlige og lokalhistoriske arkiver.
Den første kategori omfatter Rigsarkivet og kommunalt oprettede og drevne arkiver. De lokalhistoriske arkiver drives til gengæld primært af frivillige og er selvejende, foreningsdrevne eller museumstilknyttede og dermed ikke offentlige arkiver i arkivlovens forstand.
”Og er man ikke det, så kan man ifølge lovgivningen rende og hønse,” siger chefkonsulent ved Rigsarkivet og databeskyttelsesrådgiver Poul Olsen.
Det er nemlig kun offentlige arkiver, der til arkivformål må behandle oplysninger om nulevende personer, eller personer der har været døde i mindre end 10 år.
”At behandle” inkluderer alt fra indsamling til at sætte noget på en hylde. Et eksempel på oplyninger kan være, hvis man som borger giver sin adresse og andet til sine børns fodboldklub for at melde sig ind og kunne få besked om næste fodboldkamp.
Men kan arkiverne ikke bare lade være med at indsamle data, der kan resultere i bøder? Og hvad skal de overhovedet med oplysninger fra strikke- eller tennisklubben?
”Materialer fra foreninger siger jo en masse om, hvilke ting, vi som personer har taget initiativ til. Hvad har vi lavet i vores lokalsamfund, hvad har betydet noget for os? Forestil dig en fortælling om et lokalsamfund uden dets sportsforeninger. Myndighedernes arkiver er vores forbindelse til dem og kan fortælle, hvad vi har betalt i skat. Det offentlige skal selvfølgelig ind over mange ting i tilværelsen, men jeg tror, folk kan følge mig i, at det ikke er deres forbindelse til det offentlige, der er det vigtigste i deres liv,” siger Jørgen Thomsen.
Når oplysninger om personer gives videre til et lokalt arkiv, kan man ikke kan forudse, hvad de i fremtiden vil blive brugt til. Og det har de personer, oplysningerne handler om, ret til at vide, forklarer Poul Olsen:
”Hvad nu, hvis nogen fandt på at profilere personer ud fra hvilke foreninger, de var medlem af? De nye regler handler om at beskytte mennesker, der uden egen vilje er kommet i en offentlig tilgængelig samling, hvor de ikke længere har mulighed for at kontrollere egne data. Du kan jo aldrig kontrollere, om det er slægtsforskning eller stalking, folk bruger arkiverne til,” siger han.
Jørgen Thomsen fra SLA forstår godt lovgivningens intentioner om at beskytte privatlivets fred. Han fremhæver at arkivernes materialer ikke overlades til tilfældige hænder, da foreningen stiller krav til sine medlemmer. Selvom størstedelen af det lokalhistoriske landskab består af frivillige, skal arkiverne have en leder der enten har historikeruddannelse eller som har deltaget i foreningens egen arkivuddannelse på ti dages varighed. Og ifølge formanden stiller arkiverne aldrig dokumenter med personfølsomt indhold til rådighed før efter en periode på 75 år.
Det er i dag også muligt for private at indlevere materiale til offentlige arkiver, men Jørgen Thomsen tvivler på, at de kan overtage de lokalhistoriske arkivers arbejde. Det er ikke et krav, at en kommune har sit eget arkiv, og derfor er det kun godt 50 af landets 98 kommuner, der har et. Til sammenligning findes der flere end 500 lokalhistoriske arkiver. De varetager hver især historien om deres eget specifikke område eller sogn og risikerer nu bøder efter de nye regler.
”Det vil i sidste ende være lammende, især de steder, hvor der ikke er et kommunearkiv. For så er der ingen, der lovligt må påtage sig rollen. Og det ville være dybt naivt at tro, at offentlige arkiver eller Rigsarkivet agter at gøre det på alles vegne. Både af økonomiske årsager, men også fordi styrken ved de lokale arkiver jo er deres store lokale kendskab,” siger Jørgen Thomsen.
Medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale, Morten Helveg Petersen (R), sidder i parlamentets udvalg for borgerrettigheder. Han har deltaget i udformningen af persondataforordningen, og siger, at arkiverne ikke har været en del af overvejelserne. Det har til gengæld firmaer som Google og Facebook.
”Men det fritager ikke nogen af aktørerne fra at sikre sig, at de har folks samtykke til at indhente deres oplysninger, hvor det nu er relevant. De må skaffe sig det eller stoppe med at samle ind på den måde, så længe lovgivningen er, som den er. Det er jo det samme, alle andre skal indordne sig efter, og det er hensigten. Det synes jeg er rimeligt nok,” siger Morten Helveg Petersen (R).
Der er endnu ikke blevet oprettet sager mod arkiver, og det er derfor usikkert, i hvilket leje en eventuel bødestraf skal findes.