Lokalhistoriske kirkegårde er sjældne – og bliver stadig mere truede

Nogle steder vil kun en fjerdedel af kirkegårdens gravsteder være i brug på sigt, siger ekspert

kirkegårde, der har fastholdt en bid af lokal- eller kulturhistorien, er ikke kun få, de er også i stigende grad i fare for at forsvinde. Her ses Vorupør Kirkegård i Thy.
Kirkegårde, der har fastholdt en bid af lokal- eller kulturhistorien, er ikke kun få, de er også i stigende grad i fare for at forsvinde. Her ses Vorupør Kirkegård i Thy. . Foto: Leif Tuxen. .

Nordby Kirkegård på Samsø er en sjælden perle. Man behøver kun et luftfoto for at se den helt særlige struktur, der er bevaret her: Hver grav vender mod øst og har form som en grøn firkant, omkranset på fire sider af lave buksbomhække, der ingen steder deles med nabograven. Tilsammen danner gravstederne en mosaik af grønne og farvede enheder, næsten som renæssancens parterrehaver.

Kirkegården er et eksempel på en stort set forsvundet gravstedskultur fra tiden omkring forrige århundredeskifte, hvor gravstedet spejlede bondefamiliens have, og den dag i dag fremviser gravene en næsten overdådig frodighed af stauder, roser, lavendel, hortensia og meget andet.

Men kirkegårde, der på den måde har fastholdt en bid af lokal- eller kulturhistorien, er ikke kun få, de er også i stigende grad i fare for at forsvinde, siger Mette Fauerskov, næstformand i Foreningen for Kirkegårdskultur og kirkegårdskonsulent i Ribe Stift.

”Den helt store trussel mod de bevaringsværdige kirkegårde er, at der i dag er brug for færre gravsteder, blandt andet fordi flere kremeres og på grund af faldende befolkningstal på landet. Allermest sårbare er de bevaringsværdige kirkegårdsstrukturer, for det kræver kun en motorsav, så er de væk for altid,” siger hun.

En række kirkegårdseksperter efterlyste i Kristeligt Dagblad i sidste uge ny lovgivning til at udpege og frede Danmarks få bevaringsværdige kirkegårde. Dem findes der ifølge et estimat fra Foreningen for Kirkegårdskultur omkring 40-50 af i hele landet. Det er især bevaringsværdige landsbykirkegårde, som er i fare for at gå tabt, fordi stadig færre gravpladser er i brug. Det skyldes dels faldende befolkningstal på landet, dels at flere vælger kremering frem for begravelse, og dermed får de et gravsted, der oftest er betydeligt mindre end gravstedet for en kistenedsættelse.

På Nordby Kirkegård er der for eksempel i dag 700 gravpladser, men på sigt vil kun 200 af dem være i brug, siger Mette Fauerskov:

”Det er et meget almindeligt billede, at der på landsbykirkegårdene kun er brug for 25 procent af de gravsteder, der var engang.”

Færre og mindre gravsteder betyder færre penge til vedligeholdelse af dem, der er. Og helt lavpraktisk er en struktur som Samsøs parterremosaik truet, når gravstederne ikke længere fyldes ud.

Kirkegårdskonsulent i Aalborg Stift Mogens B. Andersen peger på, at afviklingen for alvor har taget fart de seneste 5-10 år:

”Den øgede kremering har medført, at den fredningstid, hvor man ikke må røre et gravsted, nedsættes fra 30 år for en kiste til 10 år for en urne, og det betyder, at der er meget hurtigere omsætning på kirkegården. Derfor haster det med at finde en vej til at få dem udpeget og bevaret.”

På Lyø i Det Sydfynske Øhav findes en anden kirkegård, der har bevaret den sjældne struktur, der afspejler bondehaven.

I Sønder Skast Sogn i Sønderjylland bor i dag 106 personer, hvoraf 91 er medlemmer af folkekirken.

De har ikke mange midler til at vedligeholde deres bevaringsværdige kirkegård. På den står landbosamfundets struktur at læse som frosset fast omkring år 1814: Cirka det år omlagde man kirkegården og delte de forskellige parceller ud til sognebørnene alt efter deres magt og status i samfundet.

Inddelingen er 90 procent intakt den dag i dag, og kirkegården er stærkt bevaringsværdig, siger Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur.

”Forandringerne på kirkegårdene er så voldsomme og går med en sådan hast, at vi risikerer, at de går fra at være mindesteder til at blive glemmesteder.”