Lokalsamfund står sammen mod atomaffald

De seneste fem år har borgergrupper fra hele landet kæmpet imod, at atomaffald fra den nedlagte ...

De seneste fem år har borgergrupper fra hele landet kæmpet imod, at atomaffald fra den nedlagte forsøgsreaktor på Risø graves ned i deres områder. Snart afgøres atomaffaldets fremtid. - Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto

Det her var så himmelråbende forkert, at jeg måtte råbe vagt i gevær
Bendy Poulsen

Borgergrupper har de seneste fem år kæmpet imod, at atomaffald fra den nedlagte forsøgsreaktor på Risø graves ned i deres områder. Inden udgangen af februar vil forskningsminister Søren Pind (V) modtage en anbefaling til, hvad der skal ske, og her vil det vise sig, om borgernes indsats har båret frugt

En augustdag i 2012 satte borgere fra Lolland, Kerteminde på Fyn, Bornholm samt Skive og Thyholm ved Limfjorden hinanden stævne på en café i Roskilde. Selvom borgerne kom fra vidt forskellige steder i landet, havde de en fælles bekymring: atomaffald.

Året forinden var seks lokaliteter, beliggende i de fem kommuner, blevet vurderet bedst egnede til nedgravning af atomaffald fra en nedlagt forsøgsreaktor på Risø ved Roskilde. Den nyhed skabte røre blandt borgerne i områderne, som derfor samlede sig i lokale borgergrupper, og på tværs af landet blev der på caféen i Roskilde, inden en rundvisning på Risø, etableret en fælles front mod nedgravning af atomaffaldet.

”Vi blev enige om at stå sammen fremadrettet i hele processen, være hinanden behjælpelige med information og finde ud af, hvad man i andre lande gør med atom- affald. Mange af os er vokset op i en tid, hvor man er blevet lært, at man skal håndtere sit affald forsvarligt, så hele grundtanken om at tage radioaktivt og kemisk affald og grave det ned i jorden, hvor det på længere sigt vil sive ud, strider imod al fornuft og lærdom fra flere årtier. Det er, som om man skruer tiden tilbage, når man vil grave det ned,” siger Anders Rask, der er formand for Morads, Foreningen mod Radioaktivt Affald i Skive.

Borgergruppernes fælles mission har siden mødet været at stoppe planen om nedgravning af atomaffaldet, hvis mængde svarer til 250 fyldte lastbiler. Om det er lykkedes, bliver de snart lidt klogere på. I denne måned er en indstilling om den fremtidige håndtering af atomaffaldet på vej til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V). Bag indstillingen står en gruppe embedsmænd, der har undersøgt emnet siden juni 2016. Formentlig vil indstillingen pege i én af to retninger i forhold til, hvad der skal ske med atomaffaldet: Enten skal affaldet graves ned i jorden på en af de seks lokaliteter i et såkaldt slut-depot, hvor det skal blive liggende til evig tid, eller også skal affaldet placeres i et såkaldt mellemlager, en bygning, der kan placeres over jordens overflade et sted i landet, og som kan huse atomaffaldet i op til 100 år.

Det er den sidste løsning, som borgergrupperne har foreslået efter at have talt med eksperter og besøgt et mellemlager i Holland.

”I Holland har man fundet en anden løsning og bygget et mellemlager, hvor man kan holde tingene under opsyn og opdage tæring, modsat i jorden, hvor det bare vil sive ud. Mit store håb er derfor, at man i Danmark også vælger mellemlagerløsningen,” siger Anders Rask.

Det håb deler han med borgere i de andre berørte områder, blandt andet med Bendy Poulsen fra Thyholmgruppen Mod Atomaffald. På halvøen Thyholm er Hvidbjerg blevet udpeget som en mulig lokation, og Bendy Poulsen har derfor besøgt mellemlageret i Holland hele to gange. Første gang tog han turen i bil sammen med sin hustru. ”Min kone og jeg fik en fantastisk rundvisning, hvor de fortalte om, hvordan de havde gjort i Holland, og da vi kørte hjem igen, var vi slet ikke i tvivl om, at det var sådan, vi skulle gøre her i Danmark,” siger han.
 
”Når vi laver en mellemlagerløsning, hvor vi har det hele over jorden under opsyn, så kan det ikke forurene vores drikkevand eller biosfære. Vi ved godt, at der skal laves et slutdepot på et tidspunkt, men det skal vi gøre, når vi har viden nok til at kunne lave et slutdepot. Holland siger, at de skal bruge i hvert fald 30 år til at finde frem til den løsning, så hvorfor skulle vi kunne gøre det hurtigere her i Danmark? Jeg synes ikke, det er at udsætte problemet at lave en mellemlagerløsning, men derimod at gøre det på den rigtige måde og skaffe den viden, der skal til. Der er mange lande, der også kæmper med at finde ud af, hvad de skal gøre med deres atomaffald, og de har meget mere end Danmark, så hvis vi venter med at lave et slutdepot, vil udlandet kunne bistå med en løsning,” siger Bendy Poulsen.
 
Han har ikke tidligere involveret sig i borgerinitiativer, men derimod altid bevidst holdt lav profil, da han er selvstændig erhvervsdrivende og ikke ønsker at støde kunder.

Men denne sag var anderledes for ham.
 
”Det her var så himmelråbende forkert, at jeg måtte råbe vagt i gevær,” siger Bendy Poulsen, der arbejder med vvs.
 
For ham har det hele tiden handlet om en frygt for, at en lækage af det nedgravede atomaffald vil forurene drikkevandet.

”Der, hvor de ville grave affaldet ned, var kun halvanden kilometer fra vores drikkevandsboring i Thyholm, og min frygt var, at det ville forurene vores drikkevand med det samme. Dengang de flyttede Cheminova til Thyborøn, blev det sagt, at det ikke ville forurene området, men der blev hældt gift ud på stranden, som slog fisk i Limfjorden ihjel,” siger Bendy Poulsen med henvisning til en af danmarkshistoriens største miljøskandaler.

Det var også frygten for, hvad en nedgravning af atomaffaldet fra Risø vil have af konsekvenser i fremtiden og for fremtidige generationer, der fik Bodil Waagensen, der er formand for Lolland Mod Atomaffald, til at involvere sig.

Ønsket om mere natur og højere til loftet var årsagerne til, at Bodil Waagensen og hendes mand i 2011 flyttede fra Nordsjælland til Lolland. Men der gik ikke længe, før nyheden om, at den lollandske muld ved Rødbyhavn var et af seks mulige steder for nedgravning af Risøs atomaffaldet, dukkede op, og hun begyndte at frygte for den natur, hun netop var flyttet til.
 
”For mig var det alle alarmklokker, der ringede. For det første er jeg dyb modstander af overhovedet at grave affald ned og lægge låg på, for det forsvinder det ikke af. For det andet er det hamrende farligt radioaktiv affald, der ligger på Risø. Det kan tage op til 300 år for det mindst farlige affald at blive nedbrudt og mellem 10.000 og 100.000 år for det langlivede affald. På et tidspunkt vil det sive ned til grundvandet, som har forbindelse til Østersøen og resten af verden,” siger Bodil Waagensen.
 
Hun er, som hun selv siger, ”en handlingens mand”, eller måske rettere sagt handlingens kvinde. Derfor gik der ikke længe, fra hun havde hørt om atomaffaldet, til hun fik samlet 30 mennesker til et møde, stiftet gruppen ”Lolland Mod Atomaffald”, samlet 8000 lollandske underskrifter og lavet en hjemmeside. Det var også på internettet, at samarbejdet med de andre borgergrupper, der var opstået i de andre berørte områder, begyndte.

I efteråret 2012 kunne borgergrupperne samlet overrække den daværende sundhedsminister Astrid Krag (SF), som dengang sad med ansvaret for placeringen af atomaffaldet, 50.000 underskrifter mod nedgravning. Siden har ansvaret for atomaffaldet skiftet ministerium, og det er derfor uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der senere på måneden vil modtage indstillingen om den fremtidige håndtering af atomaffaldet og efterfølgende skal præsentere den for regeringen og Folketinget, der skal finde frem til en løsning. Det har ikke været muligt at få en kommentar om den kommende placering fra ministeren, der er bortrejst.
 
Borgergrupperne håber på et mellemlager, som alle landets 98 kommuner kan tilbyde at lægge grund til, men frygter, at atomaffaldet ender med at blive gravet ned i jorden et af de seks udvalgte steder. Men der er ikke grund til at frygte konsekvenserne af en nedgravning, vurderer Povl Ølgaard, der er professor emeritus ved DTU og Forskningscenter Risø.
 
”Affaldet har efterhånden stået på Risø i en del år, så der er ikke meget radioaktivitet tilbage. Hvis man deponerede det i et lerlag et eller andet sted i kongeriget Danmark, vil der ikke være nogen som helst risiko ved det, for lerlaget forhindrer de radioaktive stoffer i at bevæge sig.”
 
”Det er så lidt farligt, at jeg kan sige, at man gerne må deponere det under min græsplane. Jeg vil bare ikke have selve nedkørslen på min græsplæne – det må man lave hos naboen, for det bliver et stort jordarbejde,” siger Povl Ølgaard.