Prøv avisen

Lolland får ikke Ruth Evensen som kommunalpolitiker

Ni personer stillede op sammen med Ruth Evensen i Det Frie Lolland. Ingen af kandidaterne blev valgt ind. Foto: Pelle Rink/ Denmark

Trods en intens valgkampagne lykkes det ikke Faderhusets Ruth Evensen at blive valgt ind i kommunalpolitik på Lolland

Ruth Evensen og hendes parti Det Frie Lolland opnåede ikke at blive valgt ved kommunalvalget på Lolland.

I alt fik partiet 316 stemmer svarende til 1,2 procent af de samlede stemmer.

Fælles for alle de 10 kandidater, der opstillede for Det Frie Lolland, var, at de var en del af frikirken Faderhuset. Ruth Evensen har dog pointeret, at partiet og kirken ikke har noget med hinanden at gøre.

LÆS OGSÅ: Ruth Evensen står for valgets eneste religiøse parti

Det Frie Lolland har ført en omfattende valgkampagne på Lolland de seneste uger. Ud over at bringe store annoncer de i lokale aviser har partiet også omdelt en 48 siders lang valgavis til samtlige husstande på Lolland.

Alligevel lykkedes det ikke i dag at få nogle af kandidaterne valgt ind.

Ud over at drive partiet og være en aktiv del af Faderhuset har Ruth Evensen været med til at stifte en lang række firmaer på Lolland og driver blandt andet i dag Bandholm Hotel. Under valgkampen har flere kritiseret og udtrykt bekymring for Ruth Evensens arbejde.

Blandt andet har redaktør på Lolland-Falsters Folketidende Torsten Elsvor under valgkampen advaret om, at Ruth Evensen og Faderhuset er ved at udvikle sig til en stat i staten på Lolland.