Prøv avisen

Louise Frevert banket på plads

Louise Frevert måtte i går give afkald på den vigtige post som Dansk Folkeparties uddannelsesordfører. -- Foto: Scanpix.

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører hedder ikke længere Louise Frevert. Partiets gruppeformand afviser, at der skulle være tale om en straffeaktion

Flere dårlige sager i træk garneret med tilbagegang ved valget til Københavns Borgerrepræsentation kostede i går Dansk Folkepartis Louise Frevert hendes post som sit partis uddannelsesordfører.

Efter at beslutningen var konfirmeret på et gruppemøde, afviste gruppeformand Kristian Thulesen Dahl dog, at der var tale om en decideret straffeaktion mod den åbenmundede DF'er, der den seneste tid har været på kollisionskurs med partiledelsen.

– Vi har det sådan hos os, at der er nogle ting, som vi gerne vil håndtere internt, og som ikke rager andre. Det har imidlertid ikke være situationen for os de seneste par uger. Vi er overbevist om, at vi med de skridt, vi har taget nu, får genoprettet det forhold og får et godt samarbejde – også med Louise – ud af det her, siger Kristian Thulesen Dahl.

Den unge Martin Henriksen overtager nu den forholdsvis tunge post som uddannelsesordfører, mens Frevert fortsætter som ordfører for kultur og ligestilling.

Frevert har i den seneste tid i flere tilfælde kritiseret gruppeledelsen, men i går stod hun nærmest ret ved siden af sin gruppeformand. Både Louise Frevert og Kristian Thulesen Dahl forsikrede da også om, at beslutningerne var taget i enighed og gjorde i det hele taget alt for af afdramatisere den situation, som partiet har befundet sig i.

– Jeg har den opfattelse, at vi har fundet en rigtig god løsning på det her. Alle i gruppen er blevet tilgodeset, jeg er blevet tilgodeset og de folk, der er tilbage i borgerrepræsentationen, bliver tilgodeset, siger Louise Frevert med henvisning til, at der i de kommende fire år skal lægges mere arbejde i københavnsk lokalpolitik, hvis den nu kun tre mand store DF-gruppe på Københavns Rådhus skal være synlige.

– Jeg skal være meget aktiv også på den pind, for det er der så sandelig brug for, siger Frevert, der erkender, at hun måske ikke selv har håndteret situationen lige elegant. Pressen bærer dog også en del af skylden, mener hun.

– Man kan fortryde mange ting i den her tilværelse, og det er da klart, at jeg er smadder ked af, at situationen er blevet så tilspidset. Men det er også mediernes skyld, at de fokuserer så meget på en enkelt person i stedet for at fokusere på Dansk Folkeparti, siger Louise Frevert.

Sagen startede, da Louise Frevert i to omgange måtte fjerne kontroversielle udsagn fra sin hjemmeside. Hun forklarede efterfølgende, at det var hendes webmaster, som havde forfattet indlæggene. Louise Frevert undskyldte sig med, at hun på grund af travlhed ikke havde fået tjekket hjemmesidens indhold.

Hun gik derefter på orlov fra Folketinget. Da hun vendte tilbage, meddelte partiets næstformand, Peter Skaarup, at der måske skulle drages nogle konsekvenser af, at hun på grund af et stort arbejdspres ikke havde haft tid til at kontrollere hjemmesiden.

Det afviste Louise Frevert i første omgang blankt skulle være tilfældet, men kun indtil i går, hvor Frevert og ledelsen altså igen fandt sammen. /ritzau/