Søster efterlyser en ven til sin storebror

For at få sin storebror Lasse Ishøj Enebakk, der har autisme, ud af huset, søger Louise Ishøj Enebakk en ven til ham med et opslag på Facebook

Lasse og Louise Ishøj Enebakk, da de var fire og fem år. Privatfotos
Lasse og Louise Ishøj Enebakk, da de var fire og fem år. Privatfotos.

Louise Ishøj Enebakk er født et år og en dag efter sin storebror, Lasse Ishøj Enebakk.

Alligevel er det hende, der altid har taget sig af ham. Da de var små, bandt hun hans snørebånd, og når de var på besøg hos farfar og farmor og fik 20 kroner til slik, var det hende, der blandede til dem begge. Han kunne ikke overskue alle de mange farverige valgmuligheder. Og hun vidste alligevel lige, hvilken slags bland-selv-slik, der skulle ned i hans pose. Vingummier og tyggegummecigaretter.

Selvom Lasse Ishøj Enebakk, der i dag er 30 år, for længst har lært at binde snørebånd og er flyttet hjemmefra, tager Louise Ishøj Enebakk sig stadig af sin storebror. For han har autisme, og det betyder, at han har svært ved at opretholde venskaber.

Derfor har Louise Ishøj Enebakk, der er 29 år og bor i Farum med sin kæreste og nyfødte søn, skrevet et utraditionelt opslag på Facebook. Her efterlyser hun en ven:

”Jeg søger efter en slags storebror-figur, der kan comitte (forpligte, red.) sig til at bruge et par dage om måneden sammen med min bror – blot et par timer ad gangen.”

Louise Ishøj Enebakk har i lang tid tænkt, at Lasse Ishøj Enebakk mangler en ven i sit liv. En, der har forståelse for hans udfordringer, og som kan aktivere og få ham ud af den ensomme PlayStation-sump.

Louise Ishøj Enebakk med sin storebror, Lasse Ishøj Enebakk, på et foto fra hendes Facebook-side.
Louise Ishøj Enebakk med sin storebror, Lasse Ishøj Enebakk, på et foto fra hendes Facebook-side.

Selvom Louise Ishøj Enebakk og hendes mor gladeligt stiller op, så deler de ikke Lasse Ishøj Enebakks interesse for reptilmesser og monstertruckshows. Og han er heller ikke altid lige begejstret for at have lillesøster og mor med på slæb.

Lasse Ishøj Enebakk har flere gange givet eksplicit udtryk for, at han savner venner. Louise Ishøj Enebakk husker en dag i sommer, da hun og deres mor var på besøg i hans lejlighed i Borup. Som de plejer, drak de kaffe og spiste jordbærkage, og så faldt snakken på hans 30-årsfødselsdag, der var lige om hjørnet.

”Jeg vil holde en fest, men jeg ved ikke, hvem jeg skal invitere,” sagde han og så slukøret ud.

Når han siger sådan noget, bliver Louise Ishøj Enebakk altid ked af det. Og så begynder hun med det samme at tænke på, hvordan hun kan hjælpe ham.

For hun ønsker det bedste for ham. Hun beskriver ham som en kærlig bror. Når hun er på besøg, kan hun få helt op til 10 kram. Og da deres farfar døde for tre år siden, var Lasse omsorgsfuld og lod hende græde alt det, hun ville, selvom han ikke helt forstod det.

Lasse Ishøj Enebakk tør ikke selv efterlyse en ven, men er helt med på, at hans lillesøster gør det for ham. Hun har tilmed tagget ham i opslaget. Han er ikke så god til at udtrykke sig, men Louise Ishøj Enebakk ved, at han er glad for, at hun prøver at hjælpe ham. Han griner lidt fjollet og hun kan se lys i hans øjne, når de taler om det. Selvom han ikke direkte siger det, er hun ikke i tvivl om, at han er taknemmelig.

Der er allerede 20 personer, der har henvendt sig til Louise Ishøj Enebakk og tilbudt at blive venner med hendes bror. Det har overvældet Louise Ishøj Enebakk. Hun havde ikke regnet med, at så mange ville vende tilbage.

Nogle skriver, de synes han ser sød ud, og andre spørger, om han spiller specifikke PlayStation-spil. Louise Ishøj Enebakks næste skridt er at få nogle aftaler i hus og så håbe, at der er en af de 20, der har god kemi med hendes storebror.

Hun har ikke fortalt sin bror om de 20 henvendelser endnu. Men hun er sikker på, at Lasse Ishøj Enebakk følger glad med inde på Facebook.