De to streger trådte tydeligt frem, og hendes verden brød sammen. Louise Baltzer Bertelsen var gravid, og som ung, single og studerende med et bartenderjob var det det sidste, hun havde brug for.
I desperation opsøgte hun Mødrehjælpens abortrådgivning, hvor hun græd sig igennem samtalen. Skulle hun beholde barnet eller få en abort? Efter flere lange rådgivningssamtaler følte Louise sig klar til at træffe sin beslutning.
Den fredag skulle hun i byen med veninderne, men noget sagde hende, at hun hellere måtte tjekke, at det nu var okay at drikke. Noget tid forinden havde hun datet en fyr, men hun havde stoppet det, fordi de var som dag og nat. Desuden havde hun fået at vide, at hun har hormonforstyrrelsen PCOS, og lægerne havde forklaret hende, at hun nok ikke skulle regne med at kunne få børn. På en måde ønskede hun, at testen skulle være positiv, bare for at lægerne ikke havde ret.
Men da stregerne tonede frem i graviditetstestens lille vindue, var det alt andet end glæde, der ramte hende.
”Der var sket det, der ikke skulle kunne ske,” som Louise Baltzer Bertelsen siger.
I panik ringede hun til sin læge, som ikke ville se hende før mandag. Efter weekenden troppede hun derfor op i venteværelset, hvor hun fik udleveret endnu en graviditetstest. Den var god nok, hun var gravid. Men lægen havde ikke tid til at tale med hende, fik hun at vide.
Hvad skulle hun så gøre? Mellem plakater om knogleskørhed og prostatakræft så hun en lille folder. På forsiden var der et billede af to børn og deres mødre. Inden i folderne kunne hun læse, at Mødrehjælpen tilbød abort-rådgivning.
Da hun mødte op hos Mødrehjælpen, vidste hun ikke, om det egentlig var et tilbud for hende. Hun kendte ikke nok til organisationen og troede mest af alt, at det var for voldsramte eller socialt udsatte kvinder. Men hun vidste ikke, hvor hun ellers skulle gå hen.
”Jeg plejer at være selvstændig og standhaftig, men det her var en ny verden, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var et nødråb, da jeg tog derhen,” fortæller hun.
Da hun forsøgte at fortælle sekretæren, hvad der var galt, nåede hun kun at få fremstammet ”jeg er”, inden hun brød grædende sammen. Hun kom til samtale med det samme, og i den følgende halvanden time vendte hun og rådgiveren hele situationen. Hvad gør hun, hvis hun gerne vil have en abort? Hvordan får hun i givet fald en tid til ingrebet? Hvad så bagefter?
Rådgiveren fortalte hende om de praktiske foranstaltninger ved at få en abort. Hun spurgte også om Louises liv og person, hendes økonomi og netværk. Og så stillede hun et spørgsmål, som overraskede Louise Baltzer Bertelsen. Hvad nu, hvis hun valgte at beholde barnet?
Selv havde hun ikke tænkt, at det var en mulighed at beholde barnet. Det føltes på en måde forbudt. Hun og faderen var jo ikke sammen, og han havde tidligere gjort det klart, at han ikke skulle have flere børn. Han havde i forvejen tvillinger.
Louise gik fra Mødrehjælpen lige så forvirret, som da hun kom, og med tankerne kredsende om både det ene og det andet scenarie. Abort eller baby. Hendes omgivelser var ikke sene til at give deres meninger til kende. Faktisk var hendes venner og bekendte meget flittige til at råde hende til både det ene eller det andet, uden at hun nødvendigvis havde bedt om deres holdning. Det hjalp hende ikke nærmere en beslutning.
”Jeg havde altid tænkt, at abort er ligesom at gå i supermarkedet og vælge, om jeg skal have letmælk eller sødmælk, men jeg fandt jo ud af, at det ikke er så enkelt. Det er altid nemt at dømme, inden man står i situationen selv,” siger hun.
Da hun fik en tid til en samtale hos lægen, fortalte han en anekdote om et par med gode job og et barn i forvejen. De ville ikke have endnu et barn og endte med at få en abort. For Louise Baltzer Bertelsen var anekdoten kryptisk, men det lød, som om han mente, at parret burde have beholdt barnet. Prøvede lægen at sige, at hun ikke skulle have barnet, fordi hun var studerende og alene?
Stadig i tvivl gik hun til flere rådgivningssamtaler i Mødrehjælpen, hvor de talte om plusser og minusser ved henholdsvis at beholde barnet og få en abort. Inden hun blev gravid, havde Louise affundet sig med, at hun ikke skulle have børn. Udover at lægerne allerede havde sagt, at det nok ikke var en mulighed, var hun faktisk ikke så glad for børn. Hun så egentlig mest børn som små væsener med lus og snot ud af næsen. Men nu var det umulige sket.
”Hvad hvis det er den eneste chance, jeg får i hele mit liv? For hver gang, det kom over mine læber, når jeg snakkede med folk, satte det sig mere fast,” fortæller Louise Baltzer Bertelsen.
Fra Lucas’ sut hænger en blå suttesnor, som Louise Baltzer Bertelsen selv har hæklet. Det lærte hun, da hun var gravid. Han er lige blevet et år. ”Mors charmetrold”, står der på hans hagesmæk. I deres hjem i Aalborg hænger store lærreder med fotografier af den lille dreng, der ligger i Louises arme. I dag kan hun se, at hun mest af alt overvejede en abort for faderens skyld:
”Jeg har altid følt mig fravalgt eller nedprioriteret i mit liv, om det så var fodbold eller kærlighed. Og nu var jeg ved at fravælge det her barn, fordi faderen ikke ville have det. Jeg følte, at jeg ikke var bedre selv, hvis jeg valgte at nedprioritere mit barn.”
Hun havde svært ved at glæde sig, da hun var gravid, og lige da hun havde født, havde hun svært ved at forstå, at hun skulle være mor til den lille, blålige dreng, der lå på hendes bryst. Både under graviditeten og efter fødslen har hun deltaget i et forløb for unge mødre i Mødrehjælpen med jordemødre og sundhedsplejersker tilknyttet.
I dag er der gået såkaldt speltmor i den for 28-årige Louise Baltzer Bertelsen, der foretrækker at lave Lucas’ mad fra bunden og gerne helt økologisk. Den anden dag formåede hun endda at fiske en pomfrit ud af munden på ham midt i et legeland, for den slags synes hun ikke, at han skal have.
I dag studerer Louise Baltzer Bertelsen digital konceptudvikling. Hun vil gerne være selvstændig, og inden hun blev gravid, ville hun starte en webshop med luksuriøs spiritus. Nu er hun i færd med at åbne en webshop med luksuriøst børnetøj.
Hun er ikke i tvivl om, at hun traf den beslutning, der var rigtig for hende. Hun er heller ikke i tvivl om, at hendes liv havde set anderledes ud, hvis hun ikke havde opsøgt Mødrehjælpen:
”Jeg tror, jeg havde fået en abort, hvis jeg ikke havde været til de samtaler. Ikke fordi at de forsøgte at præge mig i den ene eller anden retning, men fordi jeg blev opmærksom på, at der var to muligheder. På den måde blev det en mere velovervejet beslutning.”