Prøv avisen
Historisk set

250-året for ytringsfrihed: Loven er et paradoks

I 1770 under Johan Struensees diktatur fik Danmark en udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske. Foto: Polfoto

Det er i år 250 år siden , at Norden som det første sted i verden sikrede ytringsfriheden ved lov. Det betød dog ikke, at der dermed var mulighed for at sige og skrive, hvad man ville

Den 2. december 1766 udstedtes i Sverige ”Forordning, angående Skrif- och Tryck-friheten”, den første lov i verden, der gjorde friheden til at ytre sig i tale og på skrift til en lovbeskyttet rettighed. Jubilæet fejres med berettiget stolthed i Sverige.

Fire år efter fik Danmark under Struensees diktatur en endnu mere udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske.

Det er egentlig lidt af et paradoks at lovgive om trykkefrihed, fordi trykkefrihed i princippet er den tilstand, der består, så længe ingen lov begrænser det trykte ords udbredelse. Sådan var det, da Gutenberg trykte sine første bøger i Mainz i begyndelsen af 1400-tallet. Men det var også i Mainz, at den moderne, verdslige censur blev opfundet, altså kontrollen af, om det til trykning indleverede manuskript var i modstrid med myndighedernes normer for offentlige ytringer.

Mens censur satte grænser for forfatteres og bogtrykkeres erhverv, kan 1700-tallets lovgivning om trykkefrihed forstås som et forsøg på at sætte grænser for censuren. 1766-lovens første tre paragraffer handler om frihedens grænser.

Ingen måtte lade et skrift trykke, der forbrød sig mod den rette evangeliske lære, anfægtede statens forfatning eller krænkede kongens eller nogen andres ære. Det vil sige, at man på ingen måde søgte at opgive kontrollen med det trykte ord. Det var vilkårligheden, man opgav.

Den norske retshistoriker Dag Michaelsen har beskrevet trykkefriheds- og censurlovgivningen som et forsøg på at lovregulere informationssystemer. Det var et led i tidens almindelige tendens til at lovgive om stadig flere områder af samfundslivet. Ikke alene forfatternes og bogtrykkernes virksomhed, men hele samfundet var i stigende grad blevet et informationssystem bygget på skriftlighed, trykt såvel som håndskreven.

En meget væsentlig del af 1766-loven var retten til fri drøftelse af både den lovgivende og dømmende magts virksomhed. Det vil sige, at den introducerede indsigt i forvaltningens og domstolens sagsbehandling som en afgørende borgerret, der er kædet direkte sammen med retten til at ytre sig om samme. Det er en bestemmelse, der har haft stor betydning for svensk forvaltningskultur til den dag i dag. Medens aktindsigt i Danmark grundlæggende meddeles som et privilegium, en undtagelse fra det bestående, betragtes den i Sverige som en selvfølge.

Både Danmark-Norge og Sverige blev udsat for statskup i 1772. I Sverige overtog kongen, Gustav III, store dele af den magt, som Riksdagen indtil da havde udøvet, og i Danmark blev Struensee sat fra bestillingen af enkedronningen i ledtog med fremtrædende embedsmænd.

Samtidig skete der i begge lande en indskrænkning af den frihed, som indtil da havde hersket for forfattere og bogtrykkere. Selvom det betød en mindre frimodig tone i debatten, havde den idé en gang for alle slået rod, at den offentlige drøftelse af samfundsanliggender var et gode.

I Danmark skete den mest omfattende indskrænkning ved den såkaldte trykkefrihedsforordning fra 1799. Straffene var drakoniske, men loven blev håndhævet med mildhed af domstolene.

Der kendes kun to eksempler på dødsdomme, og de blev endda omstødt til livsvarigt fængsel. Landsforvisning blev også anvendt i enkelte tilfælde. Langt de fleste overtrædelser af Trykkefrihedsforordningen blev straffet med bøde, hvis de tiltalte da ikke blev frikendt. Forordningen blev ophævet i begyndelsen af 1848.