Lars Rohde hedder Danmarks nye nationalbankdirektør. Han er tiltrådt efter 15 år som forvalter af lønmodtagerpenge i ATP, hvor han nåede flotte resultater. Lars Rohde har nu givet en række interview, der tegner et billede af en åben og klog direktør, som med pædagogiske forklaringer skaber tillid til Nationalbanken.
En af de varme kartofler, Rohde omtaler, er økonomers usikre prognoser. Selv tænker jeg straks på, at Finansministeriet ventede omkring 4000 flere offentligt ansatte i 2012. Dermed ville man bryde det fald i tallet på de offentligt ansatte, som har været i gang i flere år. Resultatet blev i stedet 10.000 færre offentlige ansatte. Mange varme hænder gik tabt. Blandt dem var især sosu-medarbejdere, men også andre, der er i direkte kontakt med borgerne, herunder for eksempel skolelærere.
Regeringens vækstskøn var for 2013 oprindeligt 1,2 procent. Det er nu nedjusteret til 0,6-0,8 procent med mulighed for en yderligere nedsættelse. Nationalbanken har tilsvarende nedjusteret fra 1,5 procent til 0,8 procent. I midten af nullerne undervurderede Finansministeriet til gengæld regelmæssigt den overophedning af økonomien, som foregik i Anders Fogh Rasmussens (V) statsministertid, og som Danmark skal betale en regning for nu.
LÆS OGSÅ: Lars Rohde bliver ny nationalbankdirektør
Lars Rohde siger med rette, at man ikke kan undlade at lave prognoser og offentliggøre dem. Men han advarer os alle mod at tage dem for bogstaveligt. Han giver selv en række andre eksempler end de ovenfor nævnte på, at økonomerne var dårlige til at forudse. Blandt disse kan nævnes, at økonomerne slet ikke forudså, hvad han kalder Kinas ufattelige vækst, samt finanskrisen i 2008. Endnu i 2007, da de første krisesymptomer viste sig, var det en udbredt opfattelse blandt de fleste økonomer, at krisen kun foregik i Californien. Og man kan føje til Rohdes eksempel med finanskrisen, at den har bredt sig til statsgældskriser i en lang række stater og skabt en faretruende økonomisk ustabilitet, som er slået over i politiske kriser og svære handlingslammelser. Men de første økonomer, der blev bekymrede i midten af forrige årti, fik at vide, at de var sortseere, der skulle se at få skrevet deres økonomiske lærebøger om.
Rohde bruger meteorologien som billede for at få os til at forstå, hvorfor den økonomiske videnskab ikke er så veludviklet. Nok er vejrprognoserne med tiden blevet bedre. Især er de blevet bedre på det helt korte sigt. Men på bare lidt længere sigt er vejret nogenlunde lige så svært at forudsige som økonomisk udvikling, siger han.
Andre økonomer end Lars Rohde peger på, at økonomi er så kompliceret, at det er svært bare at analysere fortiden. For eksempel er der endnu den dag i dag dybe uenigheder blandt økonomer om, hvordan krisen i 1930erne skal fortolkes.
Ingen vil afskaffe meteorologien. Vi vil hellere have usikker besked end slet ingen. Vi ved jo dog, at meteorologerne ret tit rammer ret præcist, når det gælder de allernærmeste dage. Vi ser også flere meteorologer end før, som er bekymrede for klodens klima på det meget lange sigt. Men vi beholder også en sund skepsis, når meteorologerne forudsiger. Det bør vi også gøre, når det gælder økonomers forudsigelser. De bedste til at kaste kvalificeret tvivl over prognoserne er andre økonomer. Derfor burde flere dygtige universitetsøkonomer deltage i samfunds-debatten, så vi kan blive tvivlere på et kvalificeret grundlag. Som tidligere nævnt på denne plads er det kun et meget lille udsnit af universitetsøkonomerne, der deltager i den offentlige debat. Nogle nægter pure at gå ud i det offentlige rum, selvom de er forpligtet til at gøre det ifølge universitetsloven.
Glæden over en lovende nationalbankdirektør blandes samtidig med undren over, at flere ledende embedsfolk i Finansministeriet slet ikke er økonomuddannede. Hvorfor dette ministerium ikke også ledes af topøkonomer, kan være svært at forstå.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator