På den lille fynske skole er der travlt, men fredeligt. I stueetagen besøger vi først computerrummet, hvor eleverne fra 2. klasse arbejder individuelt ved hver deres maskine. Inde ved siden af har 6. klasse dansk og er i gang med at karakterisere personerne i romanen ”Onkel Toms hytte”. I næste lokale har 7. klasse matematik, og ovenpå er der historietime for 9. klasse, som er ved at lære om Koreakrigen og om Danmarks engagement med hospitalsskibet ”Jutlandia”. Oppe under loftet i nabofløjen er 3. klasse ved at lære om kroppen og sanserne og synger den lille sang om vitaminer og mineraler, som natur- og tekniklærer Kirsten Kusk selv har skrevet.
Det er en helt almindelig skoledag, og det kunne være på en helt almindelig dansk folkeskole som den, der ligger næsten lige ovre på den anden side af vejen, Agedrup Skole. Men antallet af tørklædeklædte piger på de ældste klassetrin og den kendsgerning, at samtlige elever har anden etnisk baggrund end dansk, er med til at antyde, at det er det ikke.
Vi befinder os på Al-Salahiyah Skolen. En af de skoler, som blandt politikere og i den offentlige debat omtales som muslimske friskoler. Og når de omtales, handler det næsten udelukkende om, at de er sat under skærpet tilsyn eller ønskes lukket. Det frustrerer skoleleder Ayoub Chahin, som i øvrigt aldrig bruger betegnelsen muslimsk friskole, men ser sig som leder af en ”flersproget dansk friskole”.
”Hvis man kunne løse integrationsproblemerne i Danmark ved at lukke min skole, ville jeg gerne selv gøre det. Men de, der tror det, tager fejl,” erklærer han.
”Der bliver talt så meget om, at muslimerne danner parallelsamfund, men sådan er det ikke. Det er ikke to samfund parallelt ved siden af hinanden. Der er nogle muslimer, der oplever, at de befinder sig under danskerne, og uanset hvad de gør, bliver de aldrig accepteret som danskere. Vi er en af de skoler, som selv føler, vi gør et godt stykke arbejde for at bidrage til integrationen. At give børn og unge, også fra udsatte familier, et håb om at kunne blive løftet op. Hvis man fra politisk hold fortsætter den hårde retorik om muslimer og lukker en skole som vores, er der to grupper, som vinder ved det: de ekstreme grupper og banderne,” tilføjer Ayoub Chahin.
Da et tv-hold fra Danmarks Radio for nylig besøgte Al-Salahiyah Skolen for at optage udsendelsen ”Langt fra Borgen”, fik Ayoub Chahin ikke så mange ord indført. Skolen ligger uden for Odense, et lille stykke længere mod øst ad vejen mod Kerteminde end bydelen Vollsmose, som er kendt for sin høje koncentration af indvandrere og deres efterkommere. Og i udsendelsen blev skolen mest brugt som kulisse for en debat mellem to politikere, den radikale leder Morten Østergaard og Socialdemokratiets integrationsordfører Dan Jørgensen, om ”muslimske friskoler”.
Mens De Radikale henviser til, at alle har ret til at oprette friskole ud fra sit særlige pædagogiske eller værdimæssige standpunkt, betragter Socialdemokratiet skolerne som en hindring for integration af elever med anden etnisk baggrund end dansk og ønsker principielt dem alle lukket. Besøget på Al-Salahiyah Skolen fik dog den socialdemokratiske politiker til at love, at netop denne skole skulle kunne få dispensation.
Ifølge Ayoub Chahin er det betegnende, at politikere og medier taler mere om muslimer end med muslimer. Hans budskab til samtlige de folkevalgte, han møder, er det samme, som Kristeligt Dagblad og andre medier får:
”Kom ud og besøg os. Snak med os. Vi synes, vi driver en god skole, hvor der er fokus på og respekt for faglighed, og hvor der er den tryghed og accept, som de her børn har brug for. Når man har en stilling som min, er man nærmest mere socialrådgiver, end man er skoleleder.”
Ayoub Chahin anerkender fuldt ud, at der er et stort problem med kriminelle indvandrerbander i Vollsmose og andre steder i landet. Men han påpeger dog, at det kun er en brøkdel af Vollsmoses 13.000 indbyggere, der har noget med dem at gøre.
”Vi ser i dag børn helt ned i 10-12-årsalderen være med i banderne. Men det er netop her, en skole som vores kommer ind i billedet. Kommunen eller en folkeskole kan ikke overbevise Mohammed eller Ahmed om, at de har en chance i Danmark og derfor ikke skal gå ind i en bande, men jeg kan. Vi er de bedste til det, fordi vi kender familierne og selv har den baggrund, vi har,” siger Ayoub Chahin.
Han havde en læreruddannelse med sig fra Libanon, da han i 1989 kom til Danmark som palæstinensisk flygtning.
I øvrigt var den første adresse, han opholdt sig på i Danmark, præcis den samme, som Al-Salahiyah Skolen nu ligger på. Dengang var der flygtningecenter på stedet, og i den mellemliggende periode har computervirksomheden IBM også ejet de bygninger, som i dag er friskole med tilhørende børnehave.
”Jeg kom hertil med intet andet end en drøm om et nyt liv. I dag ejer vi så selv den bygning til 35 millioner, der engang tog imod mig og mange af elevernes forældre som flygtninge. Det er et stærkt signal om, at man kan nå langt, hvis man vil,” erklærer Ayoub Chahin.
Skolelederen gør opmærksom på, at allerede da Al-Salahiyah Skolen blev oprettet i 1998, blev der i værdigrundlaget skrevet:
”Skolen har en klar og moderat opfattelse af islam, der videregives til eleverne. Der tages skarpt afstand fra alle former for ekstrem bevægelse eller ekstremistiske holdninger. Vi ser det som en af skolens vigtigste opgaver at give vores elever gode demokratiske værdier, for det er en vigtig forudsætning for, at vi alle kan have det godt.”
Og det var endda længe før, der fra lovgiverside blev indført det såkaldte friheds- og folkestyrekrav til alle friskoler, hvorefter mange skrev sådanne erklæringer ind i værdigrundlaget.
Når medierne og Dansk Friskoleforening opgør de såkaldt muslimske friskoler, når de op på i alt 29 skoler med tilsammen over 5400 elever.
Det dækker over vidt forskellige skoler, nogle med en meget snæver fundering i en bestemt nationalitet eller forståelse af islam, mens andre dækker et bredere bagland. Al-Salahiyah Skolen har 10 nationaliteter blandt eleverne, herunder palæstinensere, irakere, tyrkere, pakistanere og bosniere, og selvom den er oprettet af sunni-muslimer, så tilhører 40 procent af eleverne den shia-muslimske forståelse af islam.
Skoledagen begynder med 20 minutters morgensamling på først arabisk, så dansk, og den består af en fortælling, en sang og nogle meddelelser.
Ud over de almindelige danske skolefag har skolen arabisk modersmålundervisning og et særligt fag, der hedder kulturforståelse. Her kan man lære om islam, men også om, hvorfor danskerne holder jul. Bøn og anden direkte religionsudøvelse er ikke på programmet, og det er blandt andet på den baggrund, at skolelederen finder betegnelsen ”muslimsk friskole” misvisende.
”Hvis man i Libanon omtalte en skole som muslimsk skole, ville det betyde en skole, der uddanner imamer,” forklarer han.
Omvendt ser han ingen grund til at benægte, at han selv og samtlige elever er muslimer. Hvis man konfronterer ham med den kritik, som går ud på, at muslimer og indvandrere i det hele taget bør blandes mere med etnisk danske elever for derved bedre at tilegne sig danske værdier, peger han på, at de to store folkeskoler i Vollsmose, Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen, stort set kun har elever med indvandrerbaggrund, for de etnisk danske familier har for længst trukket sig.
”De skoler gør også et fint stykke arbejde. Vi gør brug af den ret, vi har ifølge Grundloven til som mindretal at gå sammen om en skole, som hviler på vores kulturgrundlag, men som underviser på lige fod med andre danske skoler og i øvrigt lever op til lovens krav,” siger Ayoub Chahin.
Han gør opmærksom på, at i de nationale ranglister, hvor skoler er opstillet efter, hvor meget de løfter eleverne fagligt set i forhold til såkaldt socioøkonomiske faktorer, er Al-Salahiyah Skolen nummer 1 blandt alle fynske skoler og nummer 19 på landsplan:
”Jeg er kommet til Danmark fra et land, der ikke havde demokrati. Jeg har været glad for de muligheder, det danske demokrati har givet mig og andre. Men hvilke demokratiske signaler sender man, hvis man begrænser vores ret til at oprette skoler? Og hvorfor taler man kun om muslimske skoler og ikke jødiske eller kristne skoler? Jeg er meget bekymret over den retorik, som er kommet ind i det danske demokrati de senere år. Mange af os er flygtet fra krige og har været i fare for at blive skudt. Men vi oplever i dag, at vi er havnet i en ny slags krig, hvor man skyder på os med ord.”