Lykke og lyse nætter

BILLEDSERIE Når hylden blomstrer mod sankthans, dukker Thøger Larsens hyldest til det lyse sind og den danske sommer op med usvigelig sikkerhed

Lysende natskyer, der kan opleves på nordhimlen i lyse nætter omkring sankthans. Fænomenet skyldes meget tynde skyer i omkring 80 kilometers højde. Det er så højt oppe, at solen kan skinne på dem midt om natten, så de lyser op med et særpræget, perlemorsagtigt skær. – Alle fotos: Michael Stoltze.
Lysende natskyer, der kan opleves på nordhimlen i lyse nætter omkring sankthans. Fænomenet skyldes meget tynde skyer i omkring 80 kilometers højde. Det er så højt oppe, at solen kan skinne på dem midt om natten, så de lyser op med et særpræget, perlemorsagtigt skær. – Alle fotos: Michael Stoltze.

Jeg elsker sankthans.

Min barndom og ungdom på Bornholm i 1960erne og 1970erne var præget af, at mine forældre var med i et slæng af kunstnere, som efter krigen var rykket til Bornholm for at søge lykken på landet.

LÆS OGSÅ: På vej mod sommersolhverv

Alle brændte for kunsten og arbejdede for at leve af kunstnergerningen på landet tæt på naturen. Det var et hårdt og intenst liv med svingende indtægter, som for de fleste var beskedne.

Men for os børn var det et rigt liv, hvor vi fik kunstnertilværelsen og al naturens og landlivets poesi ind i ufortyndede doser.

Enhver lejlighed til at feste blev udnyttet, og sankthans var en af årets absolut største fester. De bornholmske kunstneres sankthansfester udviklede sig gradvis til større og større sammenskudsgilder, som blev holdt på skift hos familierne.

For os børn var det mageløst. Sankthansaften faldt kort efter skoleafslutningen, hvor vi havde sunget Frihed er det bedste guld henne i skolen og jublende havde sagt farvel til skolepligterne med den klare overbevisning, at den vidunderlige sommerferie aldrig ville få ende.

Traditionen var, at det store bål med heksen først måtte tændes efter solnedgang. Det var altid spændende at se ilden tage fat. Som regel gik der forbavsende kort tid, før hele sankthansbålet stod i lys lue, og heksen futtede af i et inferno af ild og gnister. Og naturligvis skulle Drachmanns midsommervise synges så godt, det nu lod sig gøre på Lange-Müllers stemningsfulde melodi. Den højtidelige sang er bare ikke sådan lige ud ad landevejen, så tit blev det kun til et enkelt vers (det var, før Shu-bi-dua fik sat strøm til det hele og både fik peppet Drachmann gevaldigt op og trukket sangen ind i de flade aers jævne univers).

Så var der anderledes tilslutning til Thøger Larsen og Danmark, nu blunder den lyse nat, som var lige til at gå til med sin billedrige tekst og Oluf Rings ørehængende melodi:

Danmark, nu blunder den lyse nat

bag ved din seng, når du sover.

Gøgen kukker i skov og krat,

Vesterhavet og Kattegat

synger, imens det dugger,

sagte som sang ved vugger.

Men til sankthans sov vi ikke. Den korte, lyse nat skulle gennemleves, og livet og festen fortsatte inde og ude lige til det duggede daggry med morgenkulde og mosekonebryg.

Larsen ramte danskheden og den lyse nordiske stemning på en let og ligefrem måde, uden at det blev for banalt: Hyldene dufter i stuen ind (...) Byger, som går og kommer, det er den danske sommer. (...) Pigernes latter og lyse hår. Hans ord var med til festen.

Thøger Larsen (1875-1928) blev født i Tørring Sogn lidt nord for Lemvig og voksede op på et lille trelænget husmandsbrug ud til fjorden syd for Gjellerodde. Vest for stedet rejste bakkerne bjergene, som familien kaldte dem sig, så den lille gård lå under bjerg lunt i ly for vestenvinden. Stedet og familien tog navn derefter. Da Larsen blot 20 år gammel udsendte sin første digtsamling, Vilde Roser, kaldte han sig Thøger Underbjerg.

Larsen blev stærkt formet af sine omgivelser og fik tidligt trangen til at skrive. Senere i livet skrev han: Jeg kom ud at tjene som Hyrdedreng tretten Aar gammel i 1888 et Liv, der paa ingen Maade tiltalte mig. Tit om Middagen sad jeg ude i Laden og skrev aandelige Sange, der vakte en vis Opmærksomhed blandt mine Medtjenere. Min Far udtalte engang, at da jeg blev konfirmeret, havde jeg overmalet mere Papir, end to Heste kunde trække væk.

Forældrene var med i den stærke indremissionske bevægelse på egnen, og efter faderens død i 1892 ved vi fra en række bevarede breve, at moderen, Kirsten Larsen, forsøgte at påvirke Thøger til at deltage mere i bevægelsen. Men Larsen havde solide rødder i naturen og skaberværket, og familiens og omgivelsernes forsøg på at føre ham ind i den missionske verden forstærkede blot hans kredsen om de jordnære indtryk fra barndommens dage.

Efter faderens død virkede Thøger Larsen som huslærer gennem tre år på gårde i henholdsvis Viborg og Vendsyssel. I 1895 udkom han første digtsamling, som dog fik en temmelig lunken modtagelse af anmelderne og blev karakteriseret som umoden. Mange af digtene var skrevet i realskolen i tiden før faderens død.

I 1896 fik Thøger Larsen arbejde som korttegner hos landinspektør Aaberg i Lemvig, i hvis hus han boede til 1904. Arbejdet tiltalte og optog ham, så det blev ikke til udgivelser i de otte år. Men digtertrangen var der og var blevet forstærket gennem de travle arbejdsår. Fra 1903 til 1923 var han redaktør ved den radikale lokalavis, Lemvig Dagblad, og i 1904 giftede han sig med Thyra Paludan (1872-1961), som blev hans store støtte resten af livet åndeligt som økonomisk. Hun havde en stabil indtægt som kontordame ved vandvæsenet.

I 1904 kom digtsamlingen Jord og i 1905 Dagene som private udgivelser, og da anmelderne denne gang var begejstrede, begyndte Gyldendal at antage Thøger Larsens værker. I 1907 flyttede han og Thyra ind et i et hus, som han havde bygget lige øst for Lemvig Sø, hvor han levede, arbejdede flittigt og var yderst produktiv resten af livet. Bortset fra en rejse sammen med Thyra til refugiet San Cataldo i Italien i 1925 var Larsens verden Lemvig og de nære omgivelser, han kendte så godt dér.

Larsens lille arbejdsværelse blev legendarisk, efterhånden som det fyldtes med bøger og stjernekikkerter. Han blev med hele sin person og digtning et lysende eksempel på, hvad det vil sige at se det store i det små, og udviklede med årene en stor appetit på naturvidenskab og ikke mindst astronomi, som han var yderst optaget af.

Som en hyldest til Larsen blev den populære Planetsti anlagt i årene fra 1984 til 1996 efter idé af Ole J. Knudsen og Claus Nauntoft. Planetstien forløber over en samlet længde på 12 kilometer fra Lemvigs centrum til Gjellerodde, således at man undervejs møder planeterne i deres korrekte relative placering i forhold til Solen i målestokken 1:1 milliard. Venus og Jorden dukker op efter få hundrede meters vandring, men der er over 12 kilometer til Plutos yderste bane ude ved Nissum Fjord. Naturen er enestående undervejs, hvor man blandt andet passerer Underbjerg. Turen kan stærkt anbefales (læs mere og se kort på www.planetstien.dk).

I sine sene år led Thøger Larsen af sukkersyge, og i 1928 døde han, blot 53 år gammel. Han ligger begravet på Lemvig Kirkegård, og på Lemvig Museum kan man opleve hans arbejdsværelse og se en udstilling om byens store digter.

Det er nærliggende at sammenligne Larsen med en anden af egnens store digtere, Jeppe Aakjær (1866-1930). Som digter var Aakjær af et helt andet iltert gemyt med stor sans for forretninger og selviscenesættelse både som debattør og som bondens digter. Thøger Larsen kom ofte i Aakjærs hjem, Jenle, og det er påfaldende, hvordan Aakjærs prægtige ejendom ligger i landskabet nord for Skive ud til fjorden mod øst og med bakker mod vest. Under bjerg?

Larsens lyrik viser, at han i hele sit stilfærdige og flittige liv bevarede barndommens sansekraft og kærlighed til verden, som den for eksempel kommer til udtryk i hans to nok mest populære sange: Danmark, nu blunder den lyse nat fra 1914 og Du danske sommer, jeg elsker dig fra 1923.

Udenfor lyser hylden og dufter i stuen ind. Sådan er det bedst, for duften er så intens, at det ikke går at hente skærmene ind til buketter. Så er det nemlig pludselig, som om katten har sat sig i et hjørne. Men derude er træet jo fortryllende og som skabt til at hylde de lyse nætter. Det lille træ holder af næringsrig jord, så det spirer og gror villigt i vores land og i vores haver.

Ude ved bunken af gløder efter det store bål fortsatte sankthansfesten hele natten for børn, unge og voksne. Varmen fra bålet gjorde godt i den kølige juninat, hvor det gjaldt om at have en lun trøje over ryggen og fodre bålet lidt med brændeknuder undervejs, hvis det brændte for langt ned.

En af kredsens markante personligheder, billedhuggeren Ole Christensen (1932-2000) mestrede kunsten at flække sten med krudtladninger og brugte en del af krudtet på at lave fyrværkeri. Til en sankthansaften omkring 1970 skulle midnat markeres med Oles romerlys, som bestod af jernrør fyldt med krudt og metalspåner. Romerlysene blev stillet op på marken lidt væk fra bålet, lunterne blev tændt, og gnisterne spruttede lysende og hvæsende mange meter op mod midnatshimlen.

Selskabet var muntert, de voksne var vist ret så berusede, og Oles ene romerlys var en fuser. Så han tog det krudtfyldte rør og smed det resolut ind midt i sankthansbålet, som vi sad omkring, så vi kunne se romerlyset brænde dér. Men det antændte stadig ikke, og efter et minut sagde Ole, at vi måske skulle rykke lidt væk fra bålet krudtet var jo nok ved at være lunt. Hvorpå hele bålet rejste sig i et øredøvende drøn af gløder og gnister, som regnede ned over os og spredte sig over en halv tønde land. Heldigvis var skaden begrænset til ødelagt tøj, svedent hår og enkelte lette brandsår. Men det kunne være gået grueligt galt, og Ole blev skældt huden fuld og frataget bestallingen som fyrværkerimester efter denne dramatiske grand finale.

Som regel forløb min barndoms sankthansaftener dog mere fredeligt. Den gode tid, bålet, heksen, snobrødet, legen, den lyse nordhimmel, hylden, de voksne, der opførte sig underligt, talerne, sangene ja, at få lov til at gennemleve årets korteste nat og mærke naturen derude var en stor og magisk gave til en barnesjæl.

Sankthans skal have god tid. Ikke noget med at jappe det er en dødssynd at tænde bålet før solnedgang.

Hermed ønsker jeg en rigtig god sankthans med hyld og lykke og lyse nætter.

Michael Stoltze er biolog og forfatter

Hyldens duft er så intens, at det ikke går at hente skærmene ind til buketter. Så er det nemlig pludselig, som om katten har sat sig i et hjørne. Men derude er træet jo fortryllende og som skabt til at hylde de lyse nætter.
Hyldens duft er så intens, at det ikke går at hente skærmene ind til buketter. Så er det nemlig pludselig, som om katten har sat sig i et hjørne. Men derude er træet jo fortryllende og som skabt til at hylde de lyse nætter.
. Jeppe Aakjærs Jenle nord for Skive i juni. Thøger Larsen kom ofte til her. (
. Jeppe Aakjærs Jenle nord for Skive i juni. Thøger Larsen kom ofte til her. ( Foto: Michael Stoltze).
Bålet, heksen, snobrødet, legen, den lyse nordhimmel, hylden, sangene – sankthans var en magisk gave til en barnesjæl i skribentens barndom.
Bålet, heksen, snobrødet, legen, den lyse nordhimmel, hylden, sangene – sankthans var en magisk gave til en barnesjæl i skribentens barndom.