Prøv avisen

Lyntest kan fra februar rykke ud til plejecentre og gymnasier

Fra februar skal 60 procent af testkapaciteten med lyntest kunne rykke rundt til der, hvor der er brug for det. Med en lyntest skal der foreligge svar til den testede efter maksimalt 30 minutter. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fremover bliver 60 procent af lyntest-kapaciteten mobil. Dermed kan den for eksempel rykke ud til uddannelser.

Fra 1. februar er det selskaberne SOS International og Carelink, der skal løse opgaven med at lynteste danskerne på det offentliges regning.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland, der på vegne af alle regionerne, har valgt at indgå kontrakt med de to virksomheder.

- Faktisk bliver priserne med aftalerne på baggrund af udbuddet cirka en tredjedel af det, vi betaler i dag, og det er vi rigtig godt tilfredse med, siger koncerndirektør Anders Kjærulff fra Region Midtjylland.

Opgaven med at lynteste borgerne i regionerne er udbudt i en blanding mellem 60 procent mobil beredskab, hvor testkapaciteten flytter sig ud til borgerne, og 40 procent stationært beredskab, som man kender det fra lyntestcentrene i dag.

Det forventes, at det mobile beredskab kan sendes ud til eksempelvis plejehjem og ungdomsuddannelser, hvor det er relevant med øget test og smitteopsporing.

De stationære teststeder skal som minimum være åbne alle ugens dage fra klokken 08.00 til 20.00.

Til gengæld for de lavere priser, får virksomhederne sikkerhed for en minimumsbetaling på 30 procent af aftalen.

Det er ifølge Region Midtjylland mere, end de får i øjeblikket, hvor den fulde testkapacitet langt fra udnyttes.

Carelink skal stå for at lynteste i Region Syddanmark, mens at SOS International skal stå for opgaven i de resterende fire regioner.

Det skal fortsat være muligt at lynteste 100.000 danskere om dagen.

Ved fuld udnyttelse af kapaciteten forventes det, at 41.000 af testene skal foretages i Region Hovedstaden.

Færrest skal klares i Region Nordjylland, hvor der ved fuld testudnyttelse forventes at blive foretaget 11.000 daglige test.

Aftalerne med de to virksomheder træder i kraft 1. februar og varer frem til udgangen af april.

I alt havde syv virksomheder budt ind på opgaven.

/ritzau/