En af historiens mest berømte aha-oplevelser fandt sted i Syrakus på Sicilien i det andet århundrede før Kristi fødsel. Tænkeren og matematikeren Archimedes var af den lokale konge blevet bedt om at udtænke en metode til at finde ud af, om hele den mængde guld, der var afsat til formålet, var blevet brugt til hans nye krone, eller om guldsmeden havde beholdt noget af guldet og smeltet mindre ædle metaller i kronen. Archimedes kunne veje kronen, men havde svært ved at finde en metode til at beregne dens rumfang præcist.
En tur i de offentlige bade løste problemet. Da hans krop sænkede sig ned i vandet, kunne han se vandstanden stige tilsvarende. Hvis det var en tegneserie, ville tegneren afbilde en lysende pære i en tankebobbel over ham. Eller måske – i betragtning af, at glødepæren først blev opfundet af Edison godt 2000 år senere, i 1879 – et lys.
”Heureka, heureka!” skulle den stadig sparsomt påklædte Archimedes have råbt, mens han stormede ud af badeanstalten. Det betyder: ”Jeg har fundet svaret, jeg har fundet svaret.”
En anden aha-oplevelse indfandt sig, da den svenske opfinder Alfred Nobel sidst i 1800-tallet arbejdede med metoder til at gøre det dødsensfarlige flydende sprængstof nitroglycerin mere håndterbart. Under arbejdet skar han sig i hånden og lappede såret sammen med et tyktflydende gelé-plaster, hvilket var en gængs metode til at holde blodet inde i kroppen. Denne gang kunne man være fristet til at anbringe en eksplosion i tankeboblen som symbol på den idé, der efter en hel nats arbejde førte til det første udkast til plastisk sprængstof.
Sådan er videnskabshistorien fyldt med legender om geniale eneres lyse indfald, og hvordan de opstod ud fra tilsyneladende tilfældigheder. Men ifølge Peter Bro, professor i journalistik ved Syddansk Universitet og forfatter til den nye bog ”Aha-oplevelsen – arven fra Alfred Nobel”, er der som regel mere til historien end dét. Hvis man systematisk studerer de processer, som har ført til nogle af de seneste 100 års vigtigste aha-oplevelser, nemlig alle dem, der udløste Nobelpriser, viser det sig, at geniale idéer sjældent bare kommer dumpende.
”Når man får en lys idé, opleves det som et pludseligt, guddommeligt indfald. Nogle taler ligefrem om en ’kognitiv gnist’, altså et lys i hjernen. Men man glemmer tit den lange opbyggelsesperiode, som er en forudsætning for aha-oplevelsen,” siger Peter Bro.
Han opstiller i sin bog, hvad han kalder ”indfaldets formel”, som består af regnestykket problem gange løsning, som igen ganges med indfaldsvinkel. Pointen er, at forskere og andre, der bokser med at løse noget, forsøger at parre et problem med en bestemt løsning, men ofte er det, når den helt rette indfaldsvinkel til emnet viser sig, at glødepæren begynder at lyse.
At aha-oplevelsen forbindes med lys går langt tilbage i kulturhistorien. Bibelen er fyldt med eksempler på, at åbenbaringer viser sig med lys – fra Moses’ syn af en brændende tornebusk til stjernen over Betlehem julenat. Peter Bro vurderer, at glødepæren som billede på den lyse idé viderefører den samme tradition, og det billede er blevet så ikonisk, at det vil overleve, selvom teknologisk udvikling bevirker, at lyspærer skifter udseende.
Glødepæren som symbol på den lyse idé er naturligvis også afbildet på bogens omslag, men der er tilføjet en hånd, som aktiverer den. Pointen med dét er, at det ikke er alle, som er enere af Archimedes’, Edisons og Nobels kaliber. Men lyse indfald er heller ikke kun noget, vi får, men også noget, vi giver til hinanden.
”Jeg er både som forsker og som underviser optaget af aha-oplevelser. Jeg er egentlig uddannet inden for kommunikation, men jeg har fundet ud af, at aha-oplevelser er det, som giver mig energi frem for at sidde og tjene penge på nogle mondæne adresser i København. Der er skrevet mange bøger, som prøver at inspirere læseren til at få idéer, men jeg mener, der har været et hul i vores viden om, hvordan man giver lyse indfald videre til andre,” siger Peter Bro, som ser flere gode grunde til at lede efter opskrifter hos Alfred Nobel og de mange modtagere af hans berømte priser.
”De tre første priser, han indstiftede, i fysik, kemi og medicin, er typisk givet til mennesker, der har fået aha-oplevelser. De to sidste, litteratur- og fredsprisen, gives til dem, der har kunnet påvirke verden i mere idealistisk retning. Det kræver, at man formår at give aha-oplevelser,” forklarer Peter Bro.
Under arbejdet med bogen har han talt med både pr-folk, politikere og præster om deres erfaringer med at give andre mennesker aha-oplevelser. Det viser sig ofte, at den person, der vil have andre til at se lyset, ikke bare skal fortælle tingene direkte, men derimod præsentere stoffet ud fra lige præcis den indfaldsvinkel, som får lyset til at gå op for modtageren. Inden for religion optræder metoden for eksempel i Jesu lignelser, krimiforfattere benytter ledefigurer som den detektiv, igennem hvis perspektiv vi erfarer gådens løsning, og journalister kan hjælpe læseren med at ”se lyset” ved at bruge konkrete mennesker som cases eller overraskende indfaldsvinkler.
”Når jeg underviser journalister, er jeg selv optaget af at gøre dem dygtigere til at finde andre vinkler på verden end de velkendte. Derfor inddrager jeg for eksempel Picassos kubistiske kunst for at forklare, at han var optaget af at vise mange forskellige vinkler på for eksempel en vase eller en violin end den velkendte todimensionelle,” siger Peter Bro, som mener, at såvel journalister som politikere, præster og undervisere på alle niveauer kunne arbejde meget mere systematisk med, hvordan man giver aha-oplevelser videre. Derfor overvejer han at følge sin bog op med en decideret lærebog, som for eksempel kunne anvendes på læreruddannelsen.