Prøv avisen

Lysene i vinduerne vil fortsat brænde

I 2014 satte 41 procent af danskerne lys i vinduerne på befrielsesaftenen. Arkivfoto.

4. og 5. maj er de dage fra besættelsestiden, alle danskere uden problemer kan fejre. Selv på 70 års afstand er opbakningen til befrielsesdagens ceremoni fortsat stor

I aften har Peter Yding Brunbech planer om at gå en tur i sit hjemkvarter i Aarhus og foretage en stilfærdig, uvidenskabelig optælling af, hvor mange der har sat tændte stearinlys i vindueskarmen til minde om befrielsesaftenen for 70 år siden.

Han er leder af Nationalt Center for Historie- og Kulturarvsformidling og har stået i spidsen for en undersøgelse, som viser, at 37 procent er meget enige og 36 procent enige i, at vi bør fastholde traditionen med at sætte lys i vinduet for at mindes Befrielsen. 41 procent oplyser, at de selv satte lys i vinduerne på 69-årsdagen i 2014.

”Jeg synes, det er forholdsvis mange, og jeg ser det som tegn på, at historien i disse år kommer til at betyde mere og mere for befolkningen. En del af historieinteressen får måske et lidt poppet udtryk i form af temaparker og den slags, men der er også oprigtig interesse for at bevare traditioner og erindring om fortiden,” siger Peter Yding Brunbech.

Han tilføjer, at den 4. og 5. maj har den fordel i forhold til den danske besættelsestids to andre vigtige datoer, besættelsesdagen den 9. april 1940 og opgivelsen af samarbejdspolitikken den 29. august 1943, at befrielsesdagen er dén, der er mest fælles fodslag om.

”Omkring den 9. april har der været en tilbøjelighed til at bruges dagen til at diskutere og kritisere 1930'ernes SR-regerings forsvarspolitik. Og i forbindelse med 29. august træder modsætningen mellem regering og modstandsbevægelse frem. Befrielsesdagen er den, hvor de politiske modsætninger spiller den mindste rolle,” forklarer han.

Og netop fordi 4. og 5. maj er dage, så godt som alle uden problemer kan fejre, har det altid været befrielsesdagen der var mest fokus på i den kollektive erindring, påpeger Michael Kjeldsen, ekstern lektor i historie ved Roskilde Universitet, som har forsket i ”normaliseringsprocessen” efter befrielsen.

”At skikken med at sætte lys i vinduerne stadig spiller en rolle viser, at befolkningen stadig føler noget for den periode i historien. Og selve ritualet har måske den fordel, at det ikke er omfattet af besættelsestidens indre stridigheder, idet det først er indstiftet i 1946,” siger han.

Selvom mange mennesker rev mørklægningsgardinerne ned den 4. maj 1945, og det ikke kan udelukkes, at der derfor var nogle tændte lys at se i vindueskarmene den aften, så var det i forbindelse med festen på etårsdagen i 1946, at alle sejl var sat til, blandt andet med opfordringer i de landsdækkende aviser for at få danskerne til at sætte lys i vinduerne.

Det lykkedes i et sådant omfang, at da historikeren Nils Arne Sørensen mange år senere interviewede 18 ældre mennesker om, hvordan de huskede befrielsesaftenen, var de fleste tilbøjelige til at blande den sammen med erindringen om lysfesten i 1946.

Ifølge Charlotte S.H. Jensen, udviklingskonsulent ved Nationalmuseet og specialist i folkelige traditioner, kan 4. maj-traditionen kædes sammen med, at vi har mange andre lysskikke, der lever i bedste velgående.

”At vi gerne vil erindre 4. maj 1945 med lys i vinduerne afspejler, at det både er en dato, vi anser for historisk vigtig, og at mange endnu har et personligt forhold til dagen. Det er ikke sikkert, man selv levede dengang, men så har man måske en bedstefar, der kom hjem med de hvide busser eller en mors onkel, der var i modstandsbevægelsen. Det er endnu inden for mands minde,” siger hun og tilføjer:

”Samtidig er lyset i vinduet et enkelt og overkommeligt ritual at deltage i. Vi så det også udfoldet i forbindelse med de voldsomme begivenheder i København i februar. Både ved Krudttønden og Synagogen blev der ikke kun lagt blomster, men også sat lys. Der var også nogle, der fulgte opfordringer til at sætte lys i vinduerne som en måde at vise deres deltagelse på.”