De griner lidt ad Diana Troelsen fra Engesvang.
Nogle gange rynker de også brynene, for det lyder som en dårlig undskyldning, når hun forklarer, at hendes toårige søn Alexander er pylret, fordi fuldmånen har holdt ham oppe hele natten.
Hos lægen er beskeden, at de intet kan gøre, men Diana tvivler på, at de tror hende, når hun fortæller, at drengen sover som en sten fra halv otte om aftenen til halv syv om morgenen - undtagen ved fuldmåne. Så skriger han og vælter rundt i sengen. Dagen før og dagen efter pylrer han i timevis, men falder dog i søvn, og sådan har det været, lige siden han blev født. Hendes mindste dreng på knap et år sover derimod helt normalt.
På en række danske og udenlandske hjemmesider fortæller tusindvis af mennesker tilsvarende historier. Om endeløse nætter og bizarre drømme. Om ikke at blive taget seriøst og om den ubehagelige fornemmelse af at være underlagt et mystisk fænomen, som ingen rigtig ved noget om, og som mest er knyttet til fortællinger om varulve og folk, der bliver sindssyge.
Flere undersøgelser har gennem årene fundet bemærkelsesværdige udsving på netop fuldmånenætter. Her begås der mere kriminalitet, patienterne på de psykiatriske hospitaler er mere urolige, epileptikere får værre anfald, og der begås flere selvmord. Antallet af fødsler skulle sågar være påvirket af månen.
Disse undersøgelser er dog stærkt omdiskuterede, og de fleste er blevet tilbagebevist. Langt størstedelen af den efterhånden omfangsrige forskning i den såkaldte månesyge, eller the lunar effect (måneeffekten), som fænomenet også kaldes, afviser i det hele taget enhver sammenhæng mellem månens cyklus og menneskets psyke.
Blandt danske psykiatere og søvnspecialister er den almindelige opfattelse da også, at der mest af alt er tale om en psykologisk effekt. Vi lægger mærke til fuldmånen, når der sker usædvanlige ting, og i vores søgen efter en forklaring kobler vi de to ting sammen. Alligevel er det svært helt at afvise månens kraft, mener overlæge og direktør i den nordiske søvnklinik Scansleep, Jan Ovesen. Han hører jævnligt om folk, der lider af månesyge, og henviser til, at der trods alt er tale om et himmellegeme, der er kraftfuldt nok til at påvirke tidevandet.
- Selvfølgelig kan man forestille sig, at månen også har en effekt på mennesket. Mig bekendt er der bare ikke fundet beviser på det, siger han.
Samme tilgang har man i Psykiatrifonden, som arbejder for at udbrede kendskabet til psykiske sygdommes årsager. Her tror overlæge og direktør Jes Gerlach ikke på, at det hele bare er ren psykologi. Der er formentlig et gran af realiteter.
- Men ud fra den viden, vi har lige nu, må vi sige, at der samtidig er en meget stor overbygning af noget, som ikke er virkeligt, forklarer han.
At månen påvirker mennesket er langtfra en ny tanke. Månen har traditionelt været og er stadig omdrejningspunkt for visse religiøse kulturer.
De ældste hulemalerier er fyldt med måner, og ordet månesyge er også gammelt af oprindelse. Længe var det en betegnelse for visse sindslidelser, som man mente kunne opstå, når månens stråler ramte den sovende. Det engelske ord lunacy, som betyder sindssyge, er således en afledning af det latinske ord luna, der betyder månen.
Forestillingen om månens kraft møder man også i Bibelen. Her helbreder Jesus en månesyg dreng, "som kastes til jorden af en ond ånd, og han fråder, skærer tænder og bliver helt stiv" (Mark. 9, 14-29). Senere fandt man ud af, at den onde ånd i virkeligheden var sygdommen epilepsi, men man kendte ikke dens årsag, og den mystiske måne fortsatte derfor længe med at få skylden. Denne misforståelse er dog så godt som udryddet i dag.
Sikkert er det dog, at dyreverdenen i høj grad påvirkes direkte af månens cyklus. Børsteormene forlader eksempelvis kun deres huler ved fuldmåne. Ål trækker primært mod Sargassohavet ved nymånens mørke, ligesom laks og havørreders farefulde nedtræk mod havet er styret af månens færd.
Hvorfor det er sådan, er der dog kun gisninger om. Og forklaringerne på menneskets reaktioner er endnu mere vage. Klart står det dog, at det næppe er månens lys i sig selv, der er afgørende. Det er simpelthen ikke kraftigt nok. Astronomer afviser også, at månen skulle trække fysisk i mennesket, som det trækker i vandet. Fuldmåne og tidevand er desuden to helt adskilte størrelser. Nogle mener, at fuldmånen skaber mere varm og fugtig luft, som kan holde folk vågne. Andre peger på, at månens faser er afhængig af dens forhold til solen, og at det faktisk er skiftet i solens elektromagnetiske bølger, der påvirker cellerne i vores hjerner og skaber søvnløshed og ualmindelig adfærd. Ingen af delene er dog bevist.
Tilbage står alle dem, der har svært ved at forstå, hvad der sker med dem eller deres børn en gang om måneden. Enkelte steder har man valgt at skride til handling som eksempelvis i den engelske by Brigh-ton, hvor politibetjentene i 2007 begyndte at opruste på fuldmånenætter som følge af øget uro. Hjemme hos Diana Troelsen har de sat mørklægningsgardiner op. Men de hjælper ikke, og efterhånden er hun begyndt at tro, at forklaringen skal findes i generne. Både hendes svigermor og svigermoderens søster lider af månesyge, mens Dianas mand dog sover som en sten.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro længere. De fleste siger, at det ikke kan passe, og at det er fjollet at tro på, at Alexander er vågen på grund af månen. Men nu har det stået på i to år, og det kan efterhånden ikke længere være et tilfælde. Jeg ville bare ønske, at jeg vidste, hvordan jeg kan hjælpe ham, siger hun.