Det er ikke blevet nemmere at orientere sig i verdens fysiske tilstand. Klimaforskerne melder om både højere og lavere globale middeltemperaturer end forventet. Højere og lavere havniveauer. Og flere og færre ødelæggende orkaner. Så går det egentlig værre eller bedre med de klimaforandringer, vi engang hørte så meget om?
Det spørgsmål stillede videnskabsjournalisten Lars Henrik Aagaard for nylig i Berlingske med henvisning til en række nyere forskningsresultater, der alle peger i samme retning: Det står ikke så slemt til som frygtet. Klimaforandringerne er reelle nok, men de er ikke så voldsomme og vil ikke ske så hurtigt, som flertallet af verdens klimaforskere har meldt ud indtil nu.
Eksempelvis har den EU-finansierede undersøgelse Ice2Sea for nylig nedjusteret vurderingen af havniveauets stigning frem mod år 2100 fra 0,9-1,3 meter til cirka 69 centimeter. I det anerkendte tidsskrift Nature Geoscience har det desuden netop vakt opsigt, at klimaet er markant mindre følsomt over for koncentrationen af CO2 i atmosfæren end meddelt af FNs klimapanel, IPPC. Den globale temperaturstigning ved en fordobling af CO2-niveauet forventes her at blive cirka 2,5 grader mod 3,0 grader hos IPPC.
At denne type forskning nu kommer frem og fylder stadig mere, burde gøre det nemmere at være Henrik Svensmark. Han er professor i astrofysik på Danmarks Tekniske Universitet og en af de såkaldte klimaskeptikere, som hele tiden har sagt den dominerende klimaforskning midt imod. Blandt andet ved at sige, at klimaforandringerne ikke vil gå så hurtigt, som de fleste mener, og at de i øvrigt er mere afhængige af solens og mindre af menneskets aktivitet end hidtil antaget. For det synspunkt er han blevet kaldt klimaskeptiker og har lige som mange af sine meningsfæller følt sig videnskabeligt undertrykt.
Men det er ikke blevet nemmere af det skifte i klimadebatten, der er i gang, tværtimod, forklarer han.
Klimaet er siden 2008 nærmest forsvundet fra den politiske og offentlige dagsorden, og samtidig er flere i forskningsmiljøet begyndt at sætte spørgsmålstegn ved de store klimamodeller, der indtil nu har været grundlaget for de fleste forskningsresultater.
2007-rapporten fra FNs klimapanel betragtes heller ikke længere som den vigtigste klimareference, og det er derfor naturligt nok, at alarmisterne nu gør endnu mere for at komme igennem med de budskaber, de har bygget hele deres karriere og troværdighed op omkring. De gider ikke have støj på linjen fra sådan nogle som mig, så det er faktisk blevet endnu sværere for mig at få offentliggjort min forskning.
Selvom forskningsverdenenpå klimaområdet altså fortsat er meget opdelt, er der dog ved at opstå en midtergruppe, der som Henrik Svensmark ikke benægter klimaforandringerne, men stiller spørgsmål ved deres styrke og oprindelse. Og nok så vigtigt: De mener, at der er tid nok til at vente på de rigtige teknologiske løsninger.
LÆS OGSÅ: Skeptikere vinder terræn i klimadebat
Svensmark benægter, at gruppen på nogen måde skulle være organiseret, selvom konspirationsteorier flere gange har påstået det modsatte. Det samme gør professor i statskundskab Peter Neder-gaard fra Aarhus Universitet, som har fulgt den internationale klimapolitik gennem en årrække.
Men selvom midtergruppen stadig er lille og uorganiseret, har flere undersøgelser vist, at den har folkelig opbakning. I hvert fald viste en Washing-ton Post-måling allerede i 2010, at 62 procent af den amerikanske befolkning tror, der er stærk uenighed blandt klimaforskerne om den globale opvarmning. Og den er i færd med også at få politisk rygstød. For nylig sagde Tim Yeo, daværende formand for Komite for Energi og Klimaforandring i det britiske parlament, at naturlige årsager måske nok var mere ansvarlige end mennesket for den globale opvarmning. Han har ellers tidligere udtalt, at skeptikerne var en hurtigt uddøende race.
Herhjemme er der nye toner fra blandt andre Socialdemokraterne, men endnu mere tydeligt fra partiet Venstre, som lige nu kritiserer de energipolitiske beslutninger for at være økonomisk urentable og alt for forhastede, siger Peter Nedergaard:
Politikernes forsvar for de mange klimatiltag, som umiddelbart var økonomisk hul i hovedet, har hele tiden været, at det var vigtigt at gøre Danmark til foregangsland, og at vi i øvrigt ikke havde noget valg, hvis vi skulle nå at gøre noget, inden det var for sent. Hvis det nye midtersøgende billede af klimatruslen virkelig vinder indpas, kan politikerne få meget svært ved at forklare de store problemer med konkurrenceevnen, de meget dyre klimasatsninger har skabt. Og så bliver det pludselig illegitimt at have så høje elpriser og give så store tilskud til vedvarende energi. Det pres er allerede i gang fra især Venstre.
Får den nye midterlinje for alvor vind i sejlene, vil det uvægerligt også få betydning for det almindelige syn på klimaforandringerne, mener Peter Nedergaard.
I en debat præget af enten-eller-holdninger har de fleste udvist en ellers sjælden autoritetstro i forhold til de meget klare udmeldinger fra flertallet af klimaforskerne. Er billedet alligevel ikke så klart, vil folk generelt være mere skeptiske over for fremtidige meldinger, siger han.
Henrik Svensmark forventer ligeledes en anderledes klimadebat fremover, fordi befolkningens tillid til de meget entydige klimaforskere er brudt. Resultatet bliver, at pengestrømmen til klimaområdet vil tørre ud. Men der vil næppe komme nogen selvjustits blandt de mange klimaforskere, som fastholder, at klimaforandringerne sker med stor kraft, og at det i høj grad er menneskets egen skyld.
Ingen har jo lyst til at save den gren over, de selv sidder på. Så det bliver interessant at følge ændringerne i den akademiske verdens magtfordeling, hvis vi andre nu i højere grad begynder at blive hørt, siger han.
At der skulle være en videnskabelig vaklen undervejs, afviser en af landets tungeste klimaforskere, professor Eigil Kaas fra Niels Bohr Instituttet, dog pure. Han er netop vendt tilbage fra et international klimakonference i Wien, og her var enigheden stadig lige stor.
At der lige nu er flere skeptiske artikler og forskere i medierne skyldes andre ting. For det første har klimadebatten de seneste 30 år svinget som et pendul fra overvejende skeptisk over for forandringerne i 1990erne til overvejende overbevist i 00erne. Stemningspilen har ofte været bestemt af enkeltsager og på det seneste også af en vis opgivenhed blandt mange klimaforskere i forhold til at bruge tid på at imødegå skeptikerne. I mellemtiden er forskningen dog kun blevet mere sikker på, at klimaforandringerne er både menneskeskabte og accellererende, påpeger han:
Den almindelige opfattelse blandt førende klimaforskere har ikke ændret sig en tøddel i 30 år. Det er kun i pressen, det går op og ned. Og måske er det i virkeligheden problemet for tiden, hvor der er den udbredte holdning i forskerverdenen, at vi er færdige med forskningen. Vi har bevist alt det, vi kan bevise og er så sikre, som man kan blive, siger Eigil Kaas.
Nu er det politikernes tur til at handle. Derfor frustrerer det mange at skulle kæmpe med politikere, der alligevel ingenting gør, og skeptikerne, som bare bliver ved med at komme med nye påstande. Og derfor tier de måske mere for tiden, hvilket får det til at se ud, som om der er et skifte i gang. Det er der ikke. Klimaforandringerne er mindst lige så alvorlige, som de hele tiden har været, siger Eigil Kaas.