De syv analfabetiske romaer blev rekrutteret til bærplukning, da de rodede i en skraldebunke i Bulgarien. De blev lovet en god løn som bærplukkere i Sverige af en menneskehandler, der kom fra samme klan af romaer. Siden blev de fragtet til Sverige i et folkevognsrugbrød, men da de nåede frem, viste det sig, at deres arbejdsvilkår lå milevidt fra det, de var blevet lovet hjemme i Bulgarien.
De blev sat af uden for en skov, hvor der ikke var ret mange bær. De fik hverken kost eller logi og heller ingen løn for de bær, det lykkedes at plukke. Deres chefer konfiskerede deres pas. Til sidst gik de til politiet, og der blev rejst en sag om menneskehandel mod to af de mellemmænd, der førte dem til Sverige.
LÆS OGSÅ: Myndigheder opdager flere tilfælde af tvangsarbejde i Danmark
Den svenske jurist Christina Voigt var anklager i sagen, og hun fortalte om bærplukkerne på en konference om menneskehandel og social dumping, som Nordisk Ministerråd og Finlands særlige minoritetsombud arrangerede i slutningen af november i Helsinki.
Hundredvis af bulgarske bærplukkere er de seneste somre blevet transporteret til de svenske skove. Og rekrutteringen af bærplukkere følger et bestemt mønster. Hjemme i Bulgarien bliver de lovet en god løn samt kost og logi. Men efter ankomsten, bliver de ofte efterladt i en skov uden mad eller husly. De får ikke altid betaling for de bær, de afleverer. I mange tilfælde må de overnatte i skoven og finde mad i supermarkedets containere. Svensk presse har kunnet berette om fortvivlede bulgarere, der har måttet søge husly i kirker og forsamlingshuse, inden de blev transporteret hjem på den bulgarske stats regning.
Det største problem i retssagen var bærplukkerne. Der var så mange ting, tolken ikke kunne oversætte til dem, og de havde derfor svært ved at afgive vidneforklaringer. De var fattige romaer fra Bulgarien, der ikke havde lært at læse og skrive. De kendte ikke dagene. De kendte ikke begreber som trusler eller afpresning. Og de mennesker, der havde organiseret bærplukkernes rejse til Sverige, var ikke bare samvittighedsløse skurke. De var selv fattige og uvidende og kæmpede for et levebrød, forklarer Christina Voigt.
I nabolandet Finland har den finske forsker Pekka Rantanen undersøgt forholdene for nogle af de omkring 2500 bærplukkere, der i 2011 kom fra Thailand til Finland. De blev lokket med at de kunne tjene mindst 20.000 kroner om måneden ved at plukke jordbær. Men deres reelle indkomst var langt under det halve. Dertil kom, at de skulle betale penge til de mellemmænd, der havde organiseret rejsen. Hvis de påtalte løn og arbejdsforhold, var der ikke noget job næste år.
Arbejdsmarkedet i de nordiske velfærdsstater har ændret sig dramatisk de seneste 10 år. Der er opstået en ny underklasse af udenlandske migrantarbejdere, der arbejder sort som rengøringsfolk, bærplukkere og håndværkere, og som derfor ikke nyder de rettigheder, der ellers kendetegner det nordiske arbejdsmarked.
De seneste år er der også begyndt at dukke sager op om mennesker, der handles til sarbejde. Arbejdere fra for eksempel Østeuropa lokkes til et job under falske forudsætninger, tvinges til at aflevere en del af deres løn til en mellemmand, deres pas konfiskeres, og de udsættes for trusler.
I offentligheden forbindes menneskehandel med prostituerede. Men reelt er en del af de mennesker, der rekrutteres til at arbejde under slignende vilkår helt almindelige håndværkere, gartnere, rengøringsansatte.
Der er stadig forholdsvis få sager om sarbejde, blandt andet fordi ofrene sjældent har interesse i at fortælle om forholdene, og som Pekka Rantanen udtrykker, så er 50 kroner i timen stadig mange penge for en thailænder, selvom det er langt under minimumslønnen i Finland.
Vi står i en helt ny form for arbejdsmarked. Flybilletter og rejser er blevet billige, og mennesker tager fra Østeuropa, Kirgistan, Vietnam og Kina til Norden for at finde job. Den internationale jobsøgning foregår på nettet og er organiseret af professionelle bagmænd. Bagmændenes mål er ikke at være onde, men at tjene penge, forklarer Thord Ingesson, migrantpolitisk ekspert i svensk LO. Han mener, at udviklingen har vidtrækkende konsekvenser.
Vi kender ikke omfanget. Men det er nyt, at der findes mafialignende bagmænd, som for eksempel truer de ansatte og deres familier. Det har vi ikke tidligere oplevet i Skandinavien, lyder det fra Thord Ingesson.
Der findes ingen samlet registrering af sarbejdere i Norden. Og ifølge Eva Biaudet, der er Finlands særlige minoritetsombudsmand og rapportør om menneskehandel, er det meget vanskeligt at få et samlet overblik over problemets omfang. Globalt vurderer FN, at 2,5 millioner på kloden er ofre for menneskehandel til sarbejde eller seksuel udnyttelse.
En barriere er, at vi har svært ved at tro, at mennesker i de velordnede nordiske samfund lever under så horrible forhold. Det er en af grundene til, at så få sager kommer frem i lyset, mener Eva Biaudet.
I Danmark har Center mod Menneskehandel mellem 2009 og 2012 officielt registreret 22 sager, hvor mennesker er blevet udnyttet til sarbejde. Et af de seneste danske eksempler var en ung, bulgarsk mand, der blev udnyttet til at uddele aviser. Han var i Bulgarien blevet lovet, at han kunne tjene rigtig mange penge i Danmark. Men da han kom, fik han frataget sit pas, fik stort set ingen løn og måtte bo under kummerlige forhold.
Den finske anklager Peter Levlin, der har ført sager om sarbejde i det sydvestlige Finland, forklarer, at sagerne har mange fælles træk. Som regel er udlændinge blevet lokket til Finland af mellemmænd fra deres egen etniske eller nationale gruppe. I mange tilfælde betaler de mellemmanden for at skaffe et job. Hvis ikke pengene falder prompte, trues familien i hjemlandet.
Peter Levlin er stødt på sager, hvor ofre for sarbejde frygter for, hvad der vil ske med deres børn i Vietnam, hvis de klager til myndighederne over deres arbejdsforhold.
I Danmark har ph.d.-stipen-diat Trine Mygind Korsby fra Københavns Universitet undersøgt menneskehandel i rengøringsbranchen for Center mod Menneskehandel. Selvom rapportens interviews med 14 rengøringsfolk fra Polen, Filippinerne, Hviderusland, Serbien, Nepal og Kenya ikke afslørede decideret menneskehandel, fortalte de interviewede om arbejdsdage, hvor der blev arbejdet igennem 14 timer i træk og kun holdt pause i bilen på vejen mellem de forskellige kunder. Flere havde store problemer med at afdrage gælden til de mellemmænd, der havde hjulpet dem til Danmark. I nogle tilfælde skulle rengøringsfolkene betale mellemmanden for at få et job.
Den 27-årige Laura fra Polen fortæller i rapporten om lange arbejdstider, og at hun ikke kan melde sig syg.
Så tager man af sted klokken 5 om morgenen og kommer hjem klokken 21. Jeg er som en gæst i mit hjem. Jeg kan ikke melde mig syg, kun hvis det er rigtig, rigtig skidt. Da jeg blev gravid, var jeg på arbejde i otte måneder, jeg blev ikke syg.
Blandt de mennesker, jeg interviewede, var der ikke nogen ofre for menneskehandel. Men undersøgelsen pegede alligevel på alvorlige problemer blandt andet med gæld til mellemmænd, manglende løn og alt for lange arbejdstider, hvilket selvfølgelig er uacceptabelt, fortæller Trine Mygind Korsby. Hun mener, det er vigtigt, at samfundet får øjnene op for, at menneskehandel ikke kun handler om kvinder handlet til prostitution.
Det er vigtigt, at vi begynder at forstå, at menneskehandel også forekommer inden for rengøring, landbrug, gartneri og byggeri. Når vi får øjnene op for, at det ikke kun handler om prostitution, kommer problematikken tættere på almindelige menneskers hverdag, forklarer Trine Mygind Korsby, der i det hele taget advarer mod en firkantet debat om emnet.
Vi skal passe på ikke at udvande begrebet menneskehandel. Det er vigtigt, at vi holder fast i, hvad der er menneskehandel, og hvad der ikke er, siger Trine Mygind Korsby og henviser til, at decideret menneskehandel indbefatter trusler og .
Ofre for menneskehandel skal have den bedst mulige støtte, men ikke alle migrantarbejdere med dårlige arbejdsforhold, er ofre for menneskehandel, lyder det fra Trine Mygind Korsby.
Hun henviser til, at flere af rengøringsfolkene i hendes undersøgelse valgte at arbejde mange timer og bo dårligt, fordi de gerne ville spare så mange penge op som muligt.
Der er nogle brådne kar i rengøringsbranchen, der behandler de udenlandske ansatte meget dårligt. Men omvendt var det for eksempel heller ikke alle i min undersøgelse, som oplevede de mellemmænd, der havde fået dem til Danmark, som the bad guys. I nogle tilfælde følte de, at mellemmændene havde hjulpet dem til et arbejde, hvilket de som udgangspunkt var taknemlige for. Så pointen er, at dette område ikke er så firkantet, som det ofte fremstilles.