Mødommen er beviset på den gode familie

Nogle piger med muslimsk baggrund bruger tusindvis af kroner på at købe sig en ny mødom. Men det skal høre op, mener Kristina Aamand, der lancerer en hjemmeside i kampen mod mødomsoperationer

Kristina Aamand er forfatter og foredragsholder og fortaler for unge muslimske pigers ret til selv at bestemme over deres seksualitet. –
Kristina Aamand er forfatter og foredragsholder og fortaler for unge muslimske pigers ret til selv at bestemme over deres seksualitet. – Foto: Foto: Leif Tuxen

En kvinde, der mister sin mødom før ægteskabet, er som en vase, der er gået i stykker. Hun kan aldrig blive hel igen.

Forfatter og socialrådgiver Kristina Aamand er vokset op i Danmark med en muslimsk familiebaggrund og blev derfor som ung pige ofte præsenteret for billedet af vasen.

Og metaforen bruges den dag i dag i muslimske kredse, hvor den intakte mødom er et stort tema for unge kvinders seksualitet. I dag er Kristina Aamand socialrådgiver, sygeplejerske og forfatter til bogen Mødom på mode om muslimske kvinders seksualitet. Og hun er fortaler for unge kvinders ret til selv at bestemme over deres seksualitet.

Godt rygte
Men den ret er meget svær for de unge piger at holde fast på, forklarer hun.

I muslimske kredse er mødommen utrolig vigtig, fordi den er beviset på, at du har været en god pige. Og dermed beviset på, at du kommer fra en god familie med et godt rygte. Og omdømme er meget vigtigt i de muslimske miljøer, forklarer Kristina Aamand.

Hvis pigen ikke længere er jomfru, har hendes forældre ikke opdraget hende ordentligt, og hendes brødre har ikke passet godt nok på hende.

Hammeren falder
Dermed falder hele spørgsmålet om mødommen tilbage på familien. Et stort ansvar for de danske muslimske piger især fordi rigtig mange af dem ikke kan leve op til jomfrukravet.

De er født og opvokset i Danmark, de dyrker sex og synes på en eller anden måde, at de har lov til det. Men samtidig hører de en anden stemme, der fortæller dem, at de skal skamme sig, og at det er forkert. Og den stemme bliver stærkere, når man skal giftes, for så falder hammeren. Det er billedet med vasen igen: at man er ødelagt, ikke kan repareres og ikke har nogen værdi, siger Kristina Aamand.

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i lørdags er idéen om en jomfruhinde, der brister ved den seksuelle debut, imidlertid en myte.

Pengespild
Og det synes Kristina Aamand skal udbredes blandt pigerne, der ind imellem betaler tusindvis af kroner for at få en ny mødom, når ægteskabet nærmer sig, og de frygter at blive afsløret.

De ved slet ikke, at jomfruhinden ikke kan bevise, om man har haft sex eller ej. Og at operationen derfor er det rene pengespild, siger Kristina Aamand.

Det er langtfra alle, der har råd til operation, og derfor krydser nogle piger fingre for, at deres fortid ikke bliver opdaget. Og hvis pigens rygte i forvejen er godt, bliver der sjældent sat spørgsmålstegn ved hendes jomfruelighed.

Men hvis pigen har et dårligt rygte, eller nogen har set hende med en dreng, og der så tilmed ikke er blod på lagnet så kan hun få problemer. Der kan blive ballade mellem familierne. Mandens familie kan finde på at klage over, at de har fået en vare, der er åbnet før tid og så videre.

Ny hjemmeside
Kristina Aamand lancerer til marts hjemmesiden www.nymoedom.dk med oplysninger, tegninger, gode råd, blog og brevkasse. Kristina Aamand vil gerne give pigerne gode råd, så de undlader at blive opereret.

Samtidig ønsker hun, at hjemmesiden kan give fagfolk opdateret viden, så de nemmere kan hjælpe pigerne. Og så skal pigerne have oplysning om deres mødom. At den blandt andet ikke er en hinde, der bliver punkteret ved den seksuelle akt.

Størstedelen af de kvinder, jeg har mødt i mit arbejde eller gennem foredrag, tror, at kvinden er helt lukket ved skeden indtil den seksuelle debut. Men hvis man spørger dem, hvor de tror, menstruationsblodet kommer ud, bliver de helt blanke i i blikket. Der mangler i høj grad oplysning på det her område, siger Kristina Aamand.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk

I muslimske kredse er mødommen utrolig vigtig, fordi den er beviset på, at du har været en god pige. Og dermed beviset på, at du kommer fra en god familie med et godt rygte. -
I muslimske kredse er mødommen utrolig vigtig, fordi den er beviset på, at du har været en god pige. Og dermed beviset på, at du kommer fra en god familie med et godt rygte. - Foto: stckxchng
Kristina Aamand er forfatter og foredragsholder og fortaler for unge muslimske pigers ret til selv at bestemme over deres seksualitet. –
Kristina Aamand er forfatter og foredragsholder og fortaler for unge muslimske pigers ret til selv at bestemme over deres seksualitet. – Foto: Leif Tuxen.