Prøv avisen

Mødrehjælpen får en førstemand

Mødrehjælpen skal for første gang i organisationens historie ledes af en mand. Valget skal signalere, at Mødrehjælpen ikke kun er til for kvinder

Mødrehjælpen har fået ny direktør, og valget er faldet på en mand. Mads Roke Clausen, der har fungeret som organisationens vicedirektør de seneste fire år, overtager posten fra nuværende direktør Eva Tufte, der stopper på grund af stress. Den 38-årige far til to bliver dermed den første af sit køn på Mødrehjælpens direktørpost – og det er ikke helt tilfældigt.

– Mads Roke Clausen blev valgt til posten af en enig bestyrelse, fordi han kender organisationen godt og kan føre den linje, der er lagt, videre. Samtidig håber vi på, at vi med valget af en mand kan signalere, at Mødrehjælpen ikke kun er en organisation for mødrene, men for hele familien og dermed altså også for fædrene, siger formand for Mødrehjælpens hovedbestyrelse Elin Schmidt.

Elin Schmidt peger samtidig på, at det er forfriskende med en mand, der brænder og arbejder for familiens og børnenes tarv. Hun håber på at se flere mænd på lignende poster.

Og det er slet ikke usandsynligt, lyder det fra mandeforsker ved Center for Ligestillingsforskning Kenneth Reinicke.

– Det er da lidt overraskende, at netop Mødrehjælpen vælger en mandlig direktør. Men helt overordnet er det udtryk for, at mænd nu også kan bestride ledende poster, i hvad man kan kalde køns- og ligestillingsorienterede organisationer. Det var aldrig sket for 20 år siden uden en masse skrig og skrål, men det kan lade sig gøre i dag. Og det er en tendens, vi bestemt kommer til at se mere til, siger Kenneth Reinicke.

Han henviser til, at Danmark på den måde så småt er ved at nærme sig svenske tilstande, hvor man blandt andet har sat en mandlig ombudsperson til at varetage ligestillingsområdet.

Mødrehjælpens nuværende direktør, Eva Tufte, overlader posten til Mads Roke Clausen den 1. juli. Eva Tufte begyndte sin karriere i Mødrehjælpen som formand for hovedbestyrelsen i 2003 og tiltrådte som direktør i 2004. Hun fratræder stillingen på grund af længerevarende stress.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk