Det har i mange år været normalt at hoppe i vandet ved i Almindsø i Silkeborg uden en trevl på kroppen. Det har også længe været til debat i lokalområdet, om nøgenbadningen ved søen er i orden eller for meget.
Den seneste uge har uenighederne nået nye højder, skriver Midtjyllands Avis.
Næsten 1500 læsere har kommenteret en artikel delt på Facebook om en far til tre, som mener, at nøgenhed ved søbadet er blevet for meget på familiens gåtur ved Almindsø.
Det er flere fra lokalområdet tilsyneladende enige i:
”Det har taget overhånd ved Almindsø, og det er en plads, der er lavet til familier, ikke nudister,” lyder en reaktion fra en læser.

I de fleste kommentarer bakkes der imidlertid op om de nøgne vinterbadere.
"Bad da bare løs uden tøj på! Hvor er det fedt at man stadig kan det. Og dem, der ikke bryder sig om at kigge på et naturligt menneske, må kigge den anden vej. Og vores børn har da godt af at se lidt forskellige menneskekroppe," skriver en kvinde.
Facebook-opslag med artikel om familiefar, der er imod nøgenbadningen.
Debatten om nøgenhed ved søbadet i Silkeborg får nu også kommunen til at blande sig i de lokales på- og afklædning. Det skyldes dog ikke så meget de glade, nøgne mennesker udenfor på badebroen, men inde i saunaen.
Johan Brødsgaard (R), der er formand for kultur, fritids- og idrætsudvalget i Silkeborg, påpeger over for Midtjyllands Avis, at man i forhold til udendørs badning følger en dom fra 2008, der siger, at den type badning er tilladt på private og offentlige strande. Politikeren er ikke bekymret over, at der er sket en stor stigning i antallet af nøgenbadere efter etableringen af saunaforeningen.
Kommunen vil dog se på reglerne for brugen af søbadets nye sauna, fordi der har været uenighed blandt de over 2500 medlemmer af foreningen, der driver saunaen, om, hvorvidt man må være tildækket i saunaen.
Badegæster, der helst vil beholde tøjet på, oplever nemlig at blive afvist ved døren, kan man læse hos TV 2 Østjylland.
Kommunen "skal nu i dialog med saunaforeningen om reglerne", siger Brødsgaard til Midtjyllands Avis.