Måltidet som fællesskab er i opløsning

Vegetarkost, gluten- eller laktosefri mad og særlige diæter. Vores stadig mere individuelle madbehov er i færd med at undergrave måltidets betydning for fællesskabet, mener fagfolk

Det er eksempelvis ved at blive helt legitimt at tage sin egen mad med til parmiddag, hvis man ikke vil spise, hvad der bliver stillet på bordet. Modelfoto.
Det er eksempelvis ved at blive helt legitimt at tage sin egen mad med til parmiddag, hvis man ikke vil spise, hvad der bliver stillet på bordet. Modelfoto. .

Vi kan få det, som vi vil have det, når vi spiser. I supermarkedet er der endeløse rækker af specialprodukter til dem, der eksempelvis ønsker lavt fedtindhold, højt proteinindhold, uden gluten, med vitamintilskud, økologisk eller vegetar. I flyet kan man typisk vælge mellem flere specialmenuer, hvis man ikke vil have den foreslåede. Og hos cateringfirmaerne ind-etter man sig i stigende grad efter, at hver gæst har sit behov.

Udviklingen afspejler, at vi bliver stadig mere individuelle i vores ønsker til maden. Og gør stadig mere for at efterkomme de ønsker. Det er eksempelvis ved at blive helt legitimt at tage sin egen mad med til parmiddag, hvis man ikke vil spise, hvad der bliver stillet på bordet, fortæller Christian Stenbak Larsen, madsociolog og lektor ved global nutrition and health på professionshøjskolen Metropol. At spise sammen og spise det samme har ellers været én af de traditioner, som har holdt længst stand mod den generelle individualisering, men også her sker der i disse år et opbrud i normerne.

”Vi spiser stadig i overvejende grad sammen, men der er opstået en køleskabskultur, hvor der ofte er alternativer til det fælles måltid. Og vi respekterer folks private præferencer og indretter os efter det, fordi vi i stigende grad vægter den individuelle ret højere end fællesskabet,” siger han.

Af samme grund disciplineres børn ikke længere til at spise, hvad de får serveret. I institutionsverdenen er det blevet normalt at lave flere forskellige frokostretter for at efterkomme eksempelvis religiøse behov, og derhjemme får mange børn enten særlig mad eller mad, der er opdelt på tallerkenen, så de kan vælge til og fra. Gryderetten er derfor så godt som død i børnefamilien, siger Christian Stenbak Larsen.

En del af forklaringen på den udvikling kan være, at flere får allergier og intolerancer, eller tror de har det, siger professor i sociologi ved institut for fødevare- og ressourceøkonomi på Københavns Universitet, Lotte Holm. Det bliver under alle omstændigheder taget seriøst i fødevareindustrien, som de seneste år har skabt et enormt marked for specialprodukter. Og det virker selvforstærkende i forhold til at skabe nye værdier i synet på, hvad man vil spise.

”Tidligere spiste man bare uden om det, man ikke kunne lide,” siger hun og fortsætter:

”Men den nye viden om, at der faktisk er madprodukter, som kan gøre os syge, og den stadig stærkere kultur omkring at spise efter ens personlige sundhedsprofil eller værdimæssige overbevisning betyder måske, at det er i færd med at blive mere legitimt at melde ud, hvad man vil spise,” siger hun.

Det sker i et omfang, så det faktisk undergraver måltidets betydning, fordi det ikke i samme grad som tidligere er et fælles projekt, mener lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. Han har skrevet bogen ”Rundt om bordet – trængte måltider og moderne livsformer” og ser udviklingen som et udtryk for, at værdien af det, vi spiser, har ændret sig. Tidligere spiste vi det, der gav os mest energi til at arbejde. I dag defineres måltidet mest af vores egne, sociale projekter. Enten er vi på en særlig diæt, spiser ideologisk eller øver os måske i at lave gourmetmad.

”Der er sket en demokratisering af måltidet, fordi vi spiser mere af lyst, og flere i familien er med til at lave maden. Men samtidig er den socialiserende effekt aftagende, fordi måltidet er blevet et mere personligt projekt. Maden er blevet en identitetsmarkør og noget, vi i stigende grad bruger i fortællingen om, hvem vi er – eller gerne vil være,” siger han.