Prøv avisen
Månelandingen 50 år

Astrofysiker: Vi kan måske takke Månen for selve livet

Vores interesse for at undersøge Månen har også lært os en hel del om vores egen jord, fortæller professor i astrofysik Anja C. Andersen. Foto: Leif Tuxen

Vi mennesker har meget at takke Månen for. Vi kan blandt andet takke for vor planets stabile rotation og måske endda for selve livet, fortæller Anja C. Andersen, professor i astrofysik og planetforskning, som i næste måned udgiver ”En lille bog om månen”

”Et lille skridt for mennesket. Et stort spring for menneskeheden.”

De første ord, som et menneske udtalte stående på et andet himmellegeme end vor egen jord, var selvfølgelig nøje forberedt hjemmefra. Da Neil Armstrong og lidt senere Edwin Aldrin den 20. juli 1969 stod på Månens overflade, gav det genlyd over hele jorden. Yderligere fem månelandinger senere, i 1972, var interessen i offentligheden kølnet betydeligt, og viljen fra politisk hold til fortsat at bruge penge på Apollo-projektet var borte. Siden har mennesket ikke været på Månen.

Men set med videnskabens øjne er udforskningen af Månen ikke bare en gammel historie fra de glade 1960’ere. Det er historien om, hvordan mennesket ved at rejse til Månen og ved til stadighed at rette blikket ud i rummet har lært kolossalt meget, også om vor egen jord.

I løbet af de 50 år er menneskeheden nemlig blevet en del klogere på, hvor tæt en forbindelse der er mellem det livløse himmellegeme, der roterer om vor jord 384.400 kilometer borte, og os selv. Måske kan vi ligefrem takke Månen for selve livet, siger professor Anja C. Andersen fra Københavns Universitet, som i næste måned udgiver bogen ”En lille bog om Månen” i anledning af 50-året for månelandingen.

”I min bog beskæftiger jeg mig ikke så meget med rumkapløbet og den kolde krig og alle de politiske grunde, der var til at sende et fartøj til Månen. Jeg prøver at se på, hvad menneskeheden videnskabeligt fik ud af det. Og det vigtigste er nok, at vi med månelandingerne har forstået, hvorfor vi overhovedet har en måne,” siger Anja C. Andersen.

Hun uddyber, at i dag er videnskabens hovedteori om Månens opståen, at den er resultatet af et sammenstød mellem Jorden og en anden planet, Theia, som fandt sted for omkring 4,51 milliarder år siden.

Jorden var dengang kun to tredjedele af sin nuværende størrelse. Theia, som var på størrelse med Mars, gik i stykker ved sammenstødet. Månen blev dannet af noget af det materiale, der blev slynget ud ved sammenstødet. Resten af materialet regnede tilbage på jorden og gav vor planet sin nuværende størrelse.

”Da Jorden og Månen på den måde blev skabt sammen, har de været ganske tæt på hinanden. Månen har formentlig dengang nok set 40 gange større ud på nattehimlen. Jordens rotation havde dengang så høj en hastighed, at et jorddøgn kun varede otte timer. Tidevandskræfterne var ekstreme på grund af Månens nærhed. Akkurat en hurtigt roterende jord og et ekstremt tidevand har måske udgjort gode betingelser for tidligt liv,” forklarer Anja C. Andersen og tilføjer:

”Forskerne diskuterer stadig, om tidevandet skal ses som forudsætningen for livets opståen, eller om livet bare har tilpasset sig tidevandet. Uanset hvad kan vi konstatere, at der er meget liv på Jorden, der lever i tæt symbiose med Månen. Det gør vi mennesker nok også mere, end vi er klar over.”

Professoren fortsætter denne mulige skabelseshistorie med at berette, at såvel jord som måne gradvis kølede ned, Jorden sagtnede gradvis rotationsfarten, og Månen bevægede sig længere og længere væk fra jorden. Det gør den stadig. Fire centimeter om året. Men Månen befinder sig fortsat i en afstand, hvor dens masse påvirker – og stabiliserer – Jordens rotation.

”Jorden er en af de planeter, der har den mest stabile rotationsakse. I forhold til for eksempel Mars er den meget lidt kaotisk. Nord og syd har tilsyneladende altid vendt i stort set samme retning. Denne stabile rotation har været med til at sikre stabile betingelser. Det har for eksempel haft betydning, at vi de seneste 10.000 år har haft et meget stabilt klima. I netop denne stabile periode har mennesket formået at indføre agerbrug og er nået dertil, hvor vi er i dag,” forklarer Anja C. Andersen.

Apollo-missionerne huskes måske af nogen mest som en gammel historie fra 1969 om et par mænd, der fløj ud, plantede ”Stars and Stripes” på Månen og fløj hjem igen. Men hele den indsigt i Jordens og Månens tilblivelseshistorie og indbyrdes symbiose, som Anja C. Andersen beretter om, tager afsæt i, at de i alt seks Apollo-missioner, der landede på Månen, hjembragte i alt 382 kilo stenprøver. Også de tre ubemandede russiske Luna-missioner til Månen har hjembragt prøver.

”Vi hører altid om Apollo 11, fordi det var den første bemandede månelanding. Men Apollo 17 var videnskabeligt set den fede. Her var astronauterne faktisk på Månen i hele fire dage, og der var en geolog med. Det betyder meget for videnskaben, at der var én med, som faktisk kunne genkende en sten,” siger hun med henvisning til geologen Harrison Schmitt, som i 1972 ledsagede rumkaptajnen Eugene Cernan ved den sidste bemandende månelanding, hvor der blev samlet ekstraordinært mange stenprøver, både fra det kraterfyldte lavland, hvor alle Apollo-fartøjer landede, og fra Månens højland, som de kørte til i en medbragt månebil.

Kort fortalt viser studierne af Månens geologi, at Jorden og Månen har så meget geologisk til fælles, at det understøtter teorien om et fælles ophav. Der blev ved månelandingerne fundet tre mineraler, som videnskaben ikke kendte fra Jorden. Herunder mineralet armalcolit, hvis navn er dannet som en hyldest til Apollo 11-besætningen Armstrong, Aldrin og Collins, fortæller Anja C. Andersen:

”Men siden er disse mineraler også fundet på Jorden, bare i en meget mindre mængde. Jeg synes, det er tankevækkende, at menneskene skulle til Månen for at få øje på det, som også fandtes hjemme hos os selv på Jorden.”

De seks Apollo-besætninger på Månen har også placeret seismisk udstyr på planeten, som giver forskerne mulighed for at registrere måneskælv i undergrunden. Og astronauterne anbragte en reflektor på Månens overflade. Det er et spejl, som kan rammes med en laserstråle fra Jorden og derved foretage den opmåling som gør, at vi i dag ved, at Månen flytter sig cirka fire centimeter fra os hvert år.

Den forholdsvis præcise aldersbestemmelse af Månen til 4,51 milliarder år blev foretaget for et par år siden, men det var studier af stenprøver fra Apollo 14-missionen i 1971, der lå til grund.

At forskerne til stadighed lærer mere om Månen længe efter Apollo-missionerne, vidner den ubemandede kinesiske månesonde Chang’e 4 om. Sonden foretog i januar i år den første landing på Månens mørke, kolde bagside, og gav blandt andet forskerne indsigt i, at Månens bagside ikke bare er lidt koldere, men meget koldere end den forside, som altid vender mod os på Jorden, og som alle tidligere månefartøjer fra det amerikanske Apollo- og det russiske Luna-program har besøgt.

”Teorien, som jeg tror på, er, at det er Jordens varme, som, især da afstanden mellem Jorden og Månen var meget mindre, har opvarmet den ene side. På dén måde har Jorden formet Månen.”

Men når nu videnskaben har lært så meget af månerejserne, hvorfor er der så ikke flere, og hvorfor har mennesket ikke været med siden 1972? Det korte svar er, at videnskaben altid gerne ville finde ud af mere om Månen, men interessen og pengene til rumteknologi blev kanaliseret i andre retninger. Hvis man skal fremhæve effekter af månerejserne, hører det nemlig også med, at de gav et boost til mange former for rumteknologi. For eksempel alle de satellitter, som siden er sendt ud i Rummet, og som i dag indgår i en hel masse hverdagsrutiner som telekommunikation, tv-transmission, gps-navigation og Google Earth-kortlægning.

Rumrejserne førte også til opdagelsen af en masse nye materialer, for eksempel det solide gummimateriale kevlar, som bruges til cykeldæk, men som dog ikke var stærkere, end at det skarpe månestøv faktisk i løbet af fire dage sled huller i Apollo 17-astronauternes dragter.

Endelig fremhæver Anja C. Andersen, at Apollo 11-besætningen var forsøgskaniner i en hel række eksperimenter, der var så risikable, at hun overvejer, hvilken betegnelse der er mest præcis at hæfte på dem:

”Der var meget, man ikke vidste på forhånd. For eksempel var man usikker på, om månestøvet lå i to centimeters eller to meters tykkelse. Hvis det sidste havde været tilfældet, ville astronauterne ikke have kunnet lette fra Månen igen. Man vidste faktisk heller ikke, om landingsfartøjet kunne løsne sig fra Månens tyngdefelt. Ved starten udsatte de sig for stor fare ved at sætte sig ind i en raket med en eksplosionsmotor af de helt store, og de udsatte sig for vægtløs tilstand, uden at der var den store forhåndsviden om, hvordan kroppen ville opføre sig i den situation. Jeg ved ikke, om man skal sige, at de var meget modige eller ligefrem dumdristige.”

Når Anja C. Andersen holder foredrag, er der altid nogle tilhørere, der spørger, om hun ikke gerne selv vil ud i Rummet. Men hun er ikke sikker på, at hun tør udsætte sig for alt det. Hun bliver også spurgt, hvorfor mennesket ikke er vendt tilbage til Månen siden 1972, og hvornår mennesket sætter foden på Mars. Til det sidste plejer hun at svare, at teknologien til en Mars-rejse er til stede, men spørgsmålet er, hvornår viljen og pengene er der til at gøre det.

”Til alle mine foredrag om Månen er der en måneskeptiker til stede, som tvivler på, at månelandingerne overhovedet fandt sted. Men selv de plejer paradoksalt nok at tro mig, når jeg siger, at en bemandet Mars-rejse er mulig,” siger Anja C. Andersen og tilføjer:

”Spørgsmålet er hvornår. Jeg er stadig sikker på, at vi på et tidspunkt får en månebase og astronauter, der rejser til Mars. Jeg tror, det sker inden for de næste 25 år. Men det troede jeg også for 20 år siden.”

Vi kan konstatere, at der er meget liv på Jorden, der lever i tæt symbiose med Månen. Det gør vi mennesker nok også mere, end vi er klar over.

Anja C. Andersen, professor i astrofysik og planetforskning ved Niels Bohr Instituttet
Anja C Andersen, forsker og aktuel med ny bog om månen. Her fotograferet i Planetariet ved plastikmåne og ægte månesten. Foto: Leif Tuxen