Måske DF ikke står så stærkt alligevel

Med sin flirt med Socialdemokratiet har DF-formand Kristian Thulesen Dahl kortvarigt presset regeringen, men på længere sigt står han ikke så gunstigt, vurderer politisk kommentator Erik Meier Carlsen

Thulesen Dahl er under pres for at levere et klart bevis for sine evner til at danne forlig med regeringen – uden socialdemokratisk medvirken, hvis han efter valget igen skal kunne forsvare at pege på en borgerlig statsminister.
Thulesen Dahl er under pres for at levere et klart bevis for sine evner til at danne forlig med regeringen – uden socialdemokratisk medvirken, hvis han efter valget igen skal kunne forsvare at pege på en borgerlig statsminister. . Foto: Jens Dresling/ritzau.

Efterårets politiske sæson blev indledt med Dansk Folkepartis sommergruppemøde, hvor det flere gange lød fra partiets formand Kristian Thulesen Dahl, at DF befandt sig i en særlig gunstig parlamentarisk situation. DF-formanden gentog konklusionen flere gange under det efterfølgende pressemøde og i flere interviews. Måske var denne flittige gentagelse et udtryk for, at Thulesen Dahl i realiteten er ved at indse, at hans position slet ikke er så gunstig endda.

Forårssæsonen i dansk politik var præget af det for nogle overraskende tætte samspil mellem DF og Socialdemokratiet. Det lykkedes at håndgribeliggøre alliancen med en blokering af regeringens udspil om nedsættelse af pensionsalderen og vanskeliggøre efterårets ventede forhandlinger om det, der indtil for nylig blev kaldt en ”skattereform”. Men reelt synes inholdet af DF-S-alliancen at være at kunne sige nej.

Sideløbende med dette forløb har der været mange eksempler på, at forholdet melem DF og Venstre er blevet alvorligt forværret – til stor forskel fra det tillidsfulde samarbejde under statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) ledelse i 00’erne.

Forklaringen på dette kan findes i valgresultatet for to år siden. Her opnåede DF en bemærkelsesværdig fremgang, skabt gennem erobringen af især Venstre-vælgere. Den stabile alliance i 00’erne blev skabt mellem to partier, der ikke i nævneværdig grad konkurrerede om de samme vælgere. DF tog i de første år hovedsageligt vælgere fra De Konservative og Socialdemokratiet. Men 2015-valget ændrede denne situation, og V-DF-alliancen blev ustabil.

Løkke Rasmussen ønskede ikke DF med i sin regering, hverken i første eller anden omgang. Og han mistede motivet til at give DF bemærkelsesværdige indrømmelser, der kunne bekræfte utro V-vælgere i meningen med partiskiftet.

Samtidig strammede den nye S-formand Mette Frederiksen – i nær alliance med gruppeformand Henrik Sass Larsen – den socialdemokratiske udlændingepolitik gevaldigt op og deltog i stort set alle de forlig, som regeringen og DF kunne finde frem til. Frederiksens kurs har vundet næsten unison tilslutning i partiet og opfattes åbenbart som autentisk socialdemokratisk og som en korrigering af den kurs, der under særligt Svend Aukens og hans kulturradikale meningsfællers indflydelse førte til dæmonisering af DF og den brede utryghed ved indvandringen i store befolkningsgrupper, specielt blandt mindre privilegerede.

Dermed har Mette Frederiksen alt at vinde ved det snævre samspil med DF – og Thulesen Dahl en del at tabe. DF er ikke klar til at pege på Mette Frederiksen efter næste valg, og DF’s vælgere kan komme i tvivl om DF’s sande politiske identitet. De mange eks-socialdemokratiske DF-vælgere kan finde sig bedre hjemme i Mette Frederiksens justerede socialdemokrati, mens andre vælgere – både dem, der i en snes år har set DF som en del af den borgerlige blok og nye eks-Venstre-vælgere – kan være skeptiske ved Thulesens Dahls flirt med S.

Foreløbig kan meningsmålingerne fremvise en betydelig vælgervandring fra DF til S. Og fra den anden kant kan Nye Borgerlige blive en seriøs trussel for DF. Ganske vist ligger Nye Borgerlige under spærregrænsen i aktuelle målinger, men meget kan ændre sig op til og under den kommende valgkamp – som Alternativet viste det i 2015.

Thulesen Dahl er under pres for at levere et klart bevis for sine evner til at danne forlig med regeringen – uden socialdemokratisk medvirken, hvis han efter valget igen skal kunne forsvare at pege på en borgerlig statsminister. Godt nok er DF-formanden måske Folketingets dygtigste politiker, men udfordringen er stor og hans position snarere kritisk end gunstig.