I det genåbnede Mændenes Hjem på Istedgade dufter der stadig af maling. På væggene er der allerede spor af lilla graffiti. “Det går hurtigt hér,” siger Ivan Christensen, der er forstander ved Mændenes Hjem. Rundt omkring står halvtomme flyttekasser, og håndværkerne går stadig og pusler.
Mændenes Hjem har netop gennemgået en totalrenovering med det formål at skabe værdige rammer for husets brugere og beboere.
“Det gik ikke længere med huller i væggene, graffiti på værelserne og et loft, der næsten var ved at falde sammen. Det er en pligt at tilbyde alle mennesker, uanset deres gerninger, værdige rammer,” siger Ivan Christensen.
Det eneste, der er tilbage fra den gamle 60’erbygning, er den røde trappe i opgangen, og til forveksling ligner Mændenes Hjem nu en moderne offentlig institution med linoleumsgulve, elektroniske låsesystemer og nye sundhedsfaciliteter i form af en læge- og tandlægeklinik.
“Det ligner jo enhver anden læge,” siger Ivan Christensen stolt.
Under lægeklinikken er der et nyrenoveret fixe- og rygerum - hvor der også ryges stærkere sager end almindelige cigaretter. Her er der også et venterum, når folk kommer ind ude fra gaden. Selvom det kan virke paradoksalt at have en lægeklinik ovenpå et fixerum, er det at skabe tryghed, selv når man fixer, en væsentlig del af at skabe værdige rammer, mener Jacob Eilenberger, der har arbejdet ved Mændenes Hjem i otte år.
“Her har de en eller anden form for tryghed i stedet for at stå ude på gaden. Her er der et personale, der har deres ryg, holder øje med dem og ikke dømmer dem på nogen måde."
Lige nu er Mændenes Hjem kun åbent for beboerne, men når der er åbent ud til Istedgade, kan døren gå op 600 gange i løbet af en dag. Derfor er der stille i det nyistandsatte opholdsrum, som de kalder kontaktstedet, hvor et bord med croissanter doneret fra den lokale bager er samlingspunktet for de få beboere, der har bevæget sig ud fra deres værelser.
Det er nemlig sidst på måneden, hvilket betyder, at mændene er i en slags dvaletilstand, imens de venter på udbetalingsdag. Efterfølgende er der “højt humør og narkofest i tre dage”, fortæller en af de ansatte.
Vodka til morgenmad
Derfor er det kun Niccki Juhl på 56 år, der vil snakke med os, da Kristeligt Dagblad besøger Mændenes Hjem et par dage efter udbetalingsdag. Niccki Juhl, der egentlig er døbt Heino efter sin far, har ikke taget stoffer i tre år. Til gengæld har han fået to glas vodka til morgen for at komme igennem de her triste tider, siger han.
Niccki Juhl viser os op til sit værelse, der ligger på femte sal, imens vi bliver eskorteret af en medarbejder.
Undervejs passeres et værelse, hvor døren står halvåbent. En mand er faldet i søvn og hænger i en stofrus over kanten af sengen.
Niccki Juhl er en velformuleret mand, og det er derfor, at han er blevet valgt til at repræsentere de 48 beboere i Mændenes Hjem.
“Jeg mener, at jeg har et godt mundtøj til at snakke med folk uden at være fræk. Jeg vil gerne være med til at sprede rygtet om, hvordan mennesker som os har det,” siger han.
Foruden at være socialt engageret i Mændenes Hjem, hjælper han med at holde facaden ren for skidt og skodder, som beboerne kaster ud af vinduerne. Det tjener han 200 kroner på.
“Det er for at aktivere mig selv, ellers går jeg i stå,” siger han.
Niccki Juhl er udlært bager, men da hans bagermester tilbage i 80’erne fik et hjertestop og butikken lukkede, begyndte Niccki Juhl sammen med en flok venner at drikke og tage stoffer.
“Vi var nogle stykker, der fik os nogle bajere, og så begyndte vi at ryge hash.”
Han har sporadisk boet på Mændenes Hjem i sammenlagt seks år. Før boede han i Albertslund, hvor han kommer fra, med sin ekskone. Niccki Juhl har tre børn fra to ægteskaber. De har allerede besøgt ham i det nye Mændenes Hjem to gange.
Selvom gardinerne stadig er trukket for, og der ligger cigaretskodder på sofabordet, fornemmer man de lyse og lune værelser, som forstanderen Ivan Christensen mener, er ét af kriterierne for, hvad værdige rammer er. Det ligner et efterskoleværelse med indbygget seng og et skab, der dog er for lille, mener Niccki Juhl, hvorfor der ligger tøj i vinduerne og på gulvet.
Udover at renoveringen har til formål at dække basale behov, skal renoveringen være med til at gøre tilværelsen mere tryg for beboerne.
“Før døjede vi med indbrud på værelserne, og folk var bange for at gå ude på gangene. Det håber jeg bliver anderledes,” siger Ivan Christensen. Men selvom der nu er tykke vinduer og trygge døre, er Niccki Juhl ikke tilfreds.
Forstadsidyl
Han var dog gladere for at bo i Valby, hvor de havde eget bad og altan.
“Jeg vil da ikke stå sammen med andre i et bad, hvor man skal have sko på, fordi der er sygdomme, svamp, lus og lopper,” siger han.
“Hvis der er ét sted, man ikke gider at dele toilet og bad med andre, så er det sgu da Mændenes Hjem,” fortsætter han.
“Jeg kunne godt have ønsket mig, at vi havde bad og toilet på alle værelser. Det synes jeg er et værdigt hjem," fortæller Ivan Christensen.
I Valby oplevede personalet også, at beboerne fik mere ro. De begyndte at gå mere op i indretningen på værelserne, og flere efterspurgte potteplanter og ting til at hænge på væggene. De oplevede også, at stofmisbruget faldt for nogle af beboerne.
“Det er jo helt sygt at sende os tilbage. Vi havde ikke nogen, der stod og solgte stoffer uden for huset i Valby. Der var ikke den samme beskidthed som her på Vesterbro,” siger Niccki Juhl.
Mændenes Hjem forsøgte at købe stedet i Valby, men Københavns kommune skulle bruge det til socialpsykiatrisk botilbud. Det er Niccki Juhl meget utilfreds over.
“Bare fordi man ikke har en diagnose,” siger han.
For Ivan Christensen er de efter Valby blevet en erfaring rigere, men han glæder sig samtidig til at komme tilbage på Istedgade:
“Jeg har glædet mig til at komme tilbage på Istedgade. Der var nogle ting, vi kunne i Valby, og så var der nogle ting, vi ikke kunne. Der var nogle, der var megaglade for at bo derude, og så var der nogle, der slet ikke boede der, fordi de var inde på Vesterbro i stedet. Derfor har jeg lært, at vi skal kunne begge dele,” siger Ivan Christensen.