Brødrene i et midsjællandsk kloster er dårlige til at faste her op til påske. De kan lide deres morgenkaffe og deres rødvin til aftensmaden, og har man det sådan, må man ty til gaver, for faste, bøn og godgørenhed er de tre principper, katolikker må leve efter i de 40 dage mellem fastelavn og påske.
I marts læste klostrets forstander i Kristeligt Dagblad en historie om Magnus Gylling Mortensen, 18 år, som lider af en alvorlig form for muskelsvind. Magnus kan ikke sidde op, han kan hverken spise eller trække vejret selv, og han taler med gutturale lyde og ved hjælp af en computer.
Men han er så glad for livet. Han har levet længere med sin diagnose end nogen anden dansk patient, og han prøver at holde fast ved jævnligt at rejse til Belgien for at modtage behandling med et dyrt lægemiddel, som myndighederne i Danmark har besluttet, at han ikke kan behandles med her i landet.
I Belgien får han medicinen gratis af producenten, men hans forældre må betale 9600 kroner for indlæggelse og læge på hospitalet, hver gang han er afsted.
”Jeg læste artiklen om Magnus, og så spurgte jeg min medbroder, om han også syntes, at det her skulle være vores faste-almisse i år. Det sagde han ja til, og det var det,” fortæller klostrets forstander, der mindeligt beder om, at både hans og ordenens navn kan undgå at optræde i avisen, da Kristeligt Dagblad beder om lov til at skrive historien.
”For Jesus sagde jo, at når du gør noget godt, så lad være at udbasunere det på alle gadehjørner for at enhver kan se, hvor from du er,” siger han.
Familien Gylling Mortensen sagde ja tak til gaven, og brødrene har allerede betalt regningen for den næste behandling i Belgien, som finder sted til juni.
”Jeg syntes, det var fedt. Det var uventet, og jeg blev overrasket,” skriver Magnus på en sms om gaven.
Lige så enkelt er det for hans mor:
”Jeg fik tårer i øjnene, da jeg fik beskeden om, at de ville støtte os. Det gør jeg også lige nu. Jeg bliver bare så rørt, når folk har lyst til at hjælpe – helt uventet. Det er næstekærlighed, så enkelt er det. Og så at der er nogen, der har set ens søn på den måde.”
Og brødrene blev netop imponeret af drengen, som lever så stærkt under så ubegribelige vilkår, siger forstanderen.
”Tænk at se en dreng, som ligger der på sin seng, og som næsten ingenting kan, og alligevel har han overskud til at fortælle, hvor glad han er for sit liv.”
Dertil kom, at familiens vilkår forekom brødrene at være næsten uoverkommelige.
”Vi syntes også, at det var meget hårde økonomiske forhold, den familie blev budt i deres forsøg på at holde deres søn i live og gøre livet bedst muligt for ham. Ethvert menneske er skabt af Gud, og alle er lige værdifulde. Det, der giver et menneske værdi, er simpelthen, at det er til. Den her familie vil bevare deres søn, netop som han er, og de har gjort det indtil nu,” siger forstanderen.