Mai Villadsen holder sig ude af partiopgør om EU-politik

Det bliver uden input fra den politiske ordfører, når Enhedslisten skal diskutere vedtagelse af ny EU-politik.

Fredag holdt politisk ordfører Mai Villadsen tale på Enhedslistens årsmøde. Lørdag skal partiets EU-politik diskuteres, men her holder Villadsen sig ude.
Fredag holdt politisk ordfører Mai Villadsen tale på Enhedslistens årsmøde. Lørdag skal partiets EU-politik diskuteres, men her holder Villadsen sig ude. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

En stor del af timerne på Enhedslistens årsmøde, der varer fra fredag til søndag i København, er afsat til at diskutere partiets EU-politik.

Men det bliver uden deltagelse af politisk ordfører Mai Villadsen. Hun holder sig ude af debatten.

- Jeg synes ikke, at det er væsentligt, at jeg stiller mig op som en anden partiformand, siger Mai Villadsen efter sin tale på årsmødet fredag.

- Jeg er politisk ordfører, og der er vi lidt anderledes end de andre partier. Det er ikke min rolle nødvendigvis at diktere en retning.

I alt fire forslag til partiets EU-politik skal til debat og afstemning på årsmødet.

Et forslag stillet af blandt andre tidligere politisk ordfører Pernille Skipper og EU-parlamentariker Nikolaj Villumsen ønsker en ændring af partiets linje.

Det skal ikke længere være et ønske, at Danmark her og nu melder sig ud af EU, lyder forslaget. EU skal i stedet forandres indefra, og udmeldelse skal kun være aktuelt, hvis det bliver nødvendigt. Men det må ikke være målet i sig selv.

Et andet forslag vil fastholde EU-exit som en del af partiprogrammet. Siden grundlæggelsen i 1989 har det været partiets politik, og derfor kan der vente et nybrud lørdag, når et forslag vedtages.

Og det bliver altså uden input fra Mai Villadsen til de over 300 delegerede.

- Vi har en livlig EU-debat i Enhedslisten lige nu, og jeg kommer ikke til at tilkendegive min holdning til, hvilket af forslagene jeg synes skal stemmes igennem. Jeg synes, at det er vigtigt, at partidemokratiet får plads, og medlemmerne får lov til at vælge, siger hun.

Hun siger videre, at "uenigheder ikke er fremmede" i Enhedslisten.

- Den her uenighed har været i partiet i mange år. Men jeg kan se, at alle medlemmer mener, at der stadig er en kritik af EU som institution, der i mange henseender sætter handel og markedet før klimaet, mennesker og miljø. Den kritik kommer til at bestå.

Spørgsmål: Hvordan har du det med, at EU og Nato har fyldt så meget? Er det mærkesager for dig?

- Det er hverken på grund af EU eller Nato, at jeg gik ind i politik. Det er på grund af behandling af flygtninge, sikre en bedre velfærd, og senere blev det klima.

- Men internationale spørgsmål er fuldstændig afgørende. Europa vågnede op til en anden verden, da Rusland gik ind i Ukraine, så derfor synes jeg det er helt naturligt, vi har de her diskussioner.

- Men nej, særligt spørgsmålet om Nato er virkelig ikke noget, der har fyldt meget i Enhedslisten før i tiden, men nu får vi så den debat på årsmødet, siger Mai Villadsen.

/ritzau/