Majs søde milde vejr udeblev - men glade junidage er på vej

Der har ikke været en reel sommerdag i maj. Men allerede et par dage inde i juni vil vi få sol og varme, oplyser DMI

På befrielsesdagen skyllede regnen ned over de vajende vimpler og flag.
På befrielsesdagen skyllede regnen ned over de vajende vimpler og flag. Foto: Claus Fisker.

Hvis du har oplevet maj som køligere end normalt, er det helt korrekt. Før første gang i 22 måneder har vi i Danmark nemlig haft en måned, hvor temperaturen har ligget under middeltemperaturen, fortæller Mikael Scharling, der er klimatolog ved DMI.

”Middeltemperaturen for maj er indtil nu på 9,6 grader. Normalt er middeltemperaturen for hele maj 10,8 grader. Vi tror ikke, at den kommer over 10 grader, men vi forventer, at den ender på 10 grader,” siger Mikael Scharling.

Det er dog ikke kun temperaturen, som stikker ud, når det gælder dette års maj måned. Indtil nu har vi haft 62 millimeter regn, og det ser ud til at fortsætte, så nedbøren ender på 80 millimeter. Til sammenligning falder der normalt 48 millimeter nedbør i maj.

”Og solskin har vi heller ikke haft alt for meget af. 150 timer er det blevet til. Solskin er meget svært at forudsige, men vi ender nok på allerhøjest 180 timer,” siger Mikael Scharling, der forklarer, at solen normalt skinner 209 timer i maj, og dermed konkluderer han, at det har været ”en kedelig maj”.

Det friske majvejr skyldes flere forskellige ting. Det har føltes køligere, fordi vi har vænnet os til at kunne nyde nogle rigtig varme perioder i maj. Det har vi været vant til de sidste mange år, hvor vi har haft sommerdage.

”Men det har der ikke været noget af overhovedet. Der har været ustabilt vejr i hele måneden, og temperaturen er ikke steget så meget, at man har følt, at nu var det sommer. Samtidig har der været en del blæst, og det gør, at temperaturen føles koldere,” siger Mikael Scharling.

Til gengæld kan vi nu se fremad og opleve lune, glade sommerdage, når vi om under en uge går ind i den første officielle sommermåned juni, hvor mange skal holde ferie.

”Månedsprognosen siger, at vi i juni får etableret et højtryk over Nordeuropa. Det betyder, at vi kan få skudt noget varme op over Danmark og få godt vejr og mindre nedbør, så der er håb forude her efter en lidt kold og trist maj,” siger Mikael Scharling, der forventer, at det allerede bliver i begyndelsen af juni, at vejret bedrer sig.

Og hvad endnu bedre er, så ser det ud til, at solskinsvejret vil holde sig stabilt. Dermed forventer meteorologerne, at junivejret vil blive et par grader varmere end den normale gennemsnitstemperatur, som for juni er 14,3 grader.

”Selvfølgelig kommer der også regn, men højtrykket vil lægge en dæmper på regnvejret. Når vejret er domineret af højtryk, vil der nemlig sjældent komme så meget regn,” siger Mikael Scharling.