Prøv avisen

Malerier på metrohegn vil udfordre fordomme om kvinder på gaden

Billedkunstneren Stine Renberg har malet illustrationerne til fortællingerne om kvinderne fra Reden. Anna Maries historie og drømme er illustreret med et isbjerg. - Kunstner: Stine Renberg.

En ny kunstudstilling vil udfordre de vante forestillinger om udsatte kvinder i Københavns hårde gademiljø – uden at vise kvindernes ansigter. Den engang hjemløse Anna Marie ser sin livshistorie bedst illustreret af et stort isbjerg

Forbipasserende langs det københavnske metrobyggeri på Vesterbro vil fra midten af denne måned og et halvt år frem kunne møde nogle mennesker, som mange kun kender lidt til og sjældent for de gode historier.

”Møde” er måske så meget sagt, menneskene er der ikke fysisk, og end ikke deres ansigt får de forbipasserende at se. Alligevel er det meningen, at vi skal lære dem bedre at kende: De kvinder, der kommer i det sociale tilbud Reden København, et værested for kvinder ramt af hjemløshed, misbrug eller i prostitution.

Som en udsmykning af metrohegnet fortæller kvinderne korte historier om, hvem de – også–- er; historier, som er bearbejdet af den socialøkonomiske analysevirksomhed SocialRespons, og som kunstneren Stine Renberg har malet illustrationer til. Projektet er støttet af Trygfonden og Vesterbro Lokaludvalg under Københavns Kommune.

48-årige Anna Marie, en af Redens brugere og deltagerne i projektet, bliver helt rørt, da hun får illustrationen af sin fortælling i hænderne: Et grønlandsk isbjerg med en lys og funklende top og en dyb, tung ismasse under den turkise havoverflade, som bliver krydset af et lille skib i horisonten.

”Det siger så meget om mig. Det er mine dybe oplevelser, du ser i det mørke, i dybet. Dem har jeg lært at lægge i en kasse. Men ikke altid. Når vreden kommer, så eksploderer jeg. Skibet, det er håbet og drømmen om at komme ud at sejle igen. Når du sejler, kan du gøre, hvad du har lyst til. Det er en kæmpe frihed for mig. Man slipper for mennesker, slåskampe og larm. En del ting,” siger hun.

Anna Marie, hvis fulde navn er redaktionen bekendt, voksede op i en lille grønlandsk bygd og flyttede som 11-årig til Danmark med sin mor og stedfar. Hun havde en hård ungdom præget af svigt, kom på en efterskole, hvor ”man skal prøve alt”, herunder stoffer, og den hårde ungdom blev fulgt op af et lige så hårdt voksenliv præget af misbrug, vrede og sorg og periodisk hjemløshed.

De lyse stunder kom på havet. Med afløserjobs på skibe, som opvasker eller tjener, på ruter til Grønland, England og Norge og tilbage igen. Anna Maries store drøm er et fast arbejde på et skib, måske især på et, der sejler til Antarktis, så hun kan se Sydpolen. Hun har jo kun set ”et lille punktum” af verden, som hun siger, og det er hendes drømme om havet, hun har bidraget med til metroudstillingen.

En udstilling, hun blev spurgt, om hun ville deltage i, og som hun sagde ja til for at få bugt med fordommene om mennesker som hende.

”Jeg har oplevet mange gange, også med kvinder på Reden, at der bliver set ned på dem, der går på gaden. ’Hun er luder!’ ’Hun er narkoman!’ Det passer jo ikke. Det er vi jo ikke alle sammen,” siger Anna Marie og tilføjer:

”Man er også et menneske. Det er faktisk rigtig søde mennesker, jeg kender dem, rigtig mange af dem. Det er dér, jeg får omsorg.”

Anna Maries intention med at stille sin fortælling til rådighed er ikke væsensforskellig fra intentionen bag udstillingen som sådan. Det fortæller antropolog Ea Helth Øgendahl, der er medejer af SocialRespons og har stået for interviewene med kvinderne.

”Kvinderne bliver tit fremstillet i forhold til deres udfordringer, og vi kunne rigtig godt tænke os at give dem mulighed for selv at fortælle deres historier. Reden er jo et sted, hvor kvinder, der er i misbrug og prostitution, kommer, så det er tit den historie, der bliver fortalt,” siger Ea Helth Øgendah.

Hun ser også udstillingen som en måde at ”bygge bro på” mellem de mennesker, der færdes på Vesterbro.

”Man skal få nogle indblik i livet hos nogle mennesker, der færdes omkring os, og i deres tanker og interesser,” siger hun:

”Der lever og kommer mange forskellige mennesker på Vesterbro. Og en måde at leve godt sammen på, det er jo, at man kender hinanden. Så det her er et bidrag til, at vi kommer til at kende hinanden lidt mere. Generelt synes jeg ikke, at vi kommer hinanden nok ved i Danmark,” siger Ea Helth Øgendahl.

Anna Marie fra Reden er i dag ude af sin hjemløshed. Hun har fået anvist en lille lejlighed på Østerbro i København.

”Det er rigtig godt, men også ensomt,” siger hun med henvisning til fællesskabet blandt misbrugere, som kan være svært at forstå som udefrakommende, men som ifølge hende er stort og gør, at ”man bliver mere forstående over for mennesker”.

Derfor kommer hun stadig i Reden København og i Morgencafé for Hjemløses hus for socialt udsatte i Københavns Nordvestkvarter.

”Jeg kan ikke undvære det. Jeg skal have nogle at snakke med,” siger hun.

De tunge oplevelser fra fortiden vil nok altid skvulpe under overfladen, ude af syne for uindviede. Men hun har store, maritime drømme om fremtiden og i første omgang store forventninger til at se sin lille historie udstillet.

Udstillingen havde i søndags fernisering i Ungdomskirken på Vesterbro i København.