Man kan ikke uddanne sig for meget, kun forkert

En tredjedel af danskere med uddannelse har et job, de er overuddannet til, men ifølge ny bog er det hverken et problem for den enkelte eller for samfundet

Debatten om overuddannelse begyndte for alvor, da Produktivitetskommissionen i marts 2014 offentliggjorde en rapport, der anbefalede kraftigere økonomiske incitamenter i uddannelsessystemet og kortere og mere praktisk orienterede uddannelser.
Debatten om overuddannelse begyndte for alvor, da Produktivitetskommissionen i marts 2014 offentliggjorde en rapport, der anbefalede kraftigere økonomiske incitamenter i uddannelsessystemet og kortere og mere praktisk orienterede uddannelser. . Foto: Anne Bæk/ ritzau scanpix.

Det er spild af penge, hvis en person uddanner sig til ingeniør, men bagefter kun kan få job som taxichauffør. Men selvom hver tredje dansker, der har en uddannelse, på denne måde har et job, de er overkvalificerede til, er det samlede tab ved dette minimalt.

Det fremgår af en analyse, som i dag offentliggøres i bogen ”Afkast af uddannelse. Det samfundsmæssige og individuelle rationale” fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Ud fra data fra Danmarks Statistik 1999-2015 har økonomerne opgjort det samlede løntab ved overuddannelse for arbejdsmarkedet som helhed til kun 1,7 procent.

”Selvom den første overfladiske betragtning tyder på, at relativt mange er ansat i job, de ikke behøvede deres nuværende uddannelse for at få, kan vi se, at den enkelte alligevel gør det så godt, at produktivitets- og løntabet er ret lille,” siger bogens hovedforfatter, forskningschef Jan Rose Skaksen.

På den baggrund konkluderer han, at den megen tale i de seneste år om, hvorvidt vi er ved at uddanne for mange for meget, skal tages med et gran salt. Til gengæld bekræfter analysen den udbredte antagelse om, at der økonomisk set er for stor en andel af de unge, som vælger uddannelser med et relativt lille afkast.

”Der er to store spørgsmål til afkastet af uddannelse, vi besvarer. I forhold til spørgsmålet, om vi uddanner for meget i Danmark, mener vi ikke, der er så meget at komme efter. Men det er der, hvis spørgsmålet er, om afkastet ville blive større, hvis de enkelte uddannelser blev prioriteret anderledes,” forklarer Jan Rose Skaksen.

Debatten om overuddannelse begyndte for alvor, da Produktivitetskommissionen i marts 2014 offentliggjorde en rapport, der anbefalede kraftigere økonomiske incitamenter i uddannelsessystemet og kortere og mere praktisk orienterede uddannelser. Siden har den såkaldte dimensioneringsreform forsøgt at regulere mængden af studerende i forhold til jobmuligheder. Samtidig er der indført karakterkrav for optagelse på ungdomsuddannelser og et loft i forhold til at tage flere uddannelser.

Lia Leffland er direktør for Akademiet for de Tekniske Videnskaber, som gennem flere år i det såkaldte uddannelsesbarometer har prøvet at udregne, om samfundet får valuta for de penge, der bruges på at uddanne unge. Hun bekræfter, at der samlet set ikke er tvivl om, at uddannelse betaler sig, både for den enkelte og for samfundet. Men hvis man vælger at uddanne sig til tandlæge, står man til at få den dobbelte timeløn i forhold til, hvis man vælger at studere teatervidenskab.

”Danmark er et af de lande i verden, hvor den fremtidige løn betyder mindst for valget af uddannelse. Unge vælger efter, hvad de brænder for, og det er positivt. Så opgaven bliver at vise lidt tydeligere, at tekniske og naturvidenskabelige fag også kan føre til et spændende arbejdsliv,” siger hun.

Stina Vrang Elias, administrerende direktør i Tænketanken DEA, hører til blandt kritikerne af tidens forholdsvis store trafik af unge i retning af de gymnasiale uddannelser med forhåbning om en videregående uddannelse. Denne kritik handler dels om, at det for hver 10. unge student slet ikke lykkes at være i gang med en uddannelse fem år efter eksamen. Men det handler også om, at rammerne for uddannelse og job ændrer sig, mener hun:

”Vi kan ikke dokumentere et stort økonomisk tab ved uddannelse nu. Men siden 2008 er der blevet optaget hele 37 procent flere studerende på de videregående uddannelser, en stor del af dem på universiteterne. Det stigende optag kender vi endnu ikke konsekvenserne af. Desuden har vi et arbejdsmarked, der udvikler sig med ekstrem hast. Vi får sandsynligvis brug for færre, der har læst en meget specialiseret uddannelse i fem år eller mere. Til gengæld får vi brug for flere, der uddanner sig igennem hele livet, i takt med for eksempel den teknologiske udvikling. Derfor tillader jeg mig fortsat at sætte spørgsmålstegn ved, om den model, vi uddanner efter i dag, og som passede fint til det arbejdsmarked, vi havde engang, passer til fremtiden.”