Prøv avisen

Man kan ikke vælge rationelt mellem kultur og fattige børn

En af de organisationer, der modtager støtte via indsamlinger, er Frelsens Hær. I dagene op til jul uddeler organisationen poser med mad og gaver til mindrebemidlede som her på billedet, der stammer fra 2013. Foto: Jonas Olufson/Polfoto

Velgørenhed handler om følelser, og man kan ikke rationelt afgøre, om det ene formål er bedre end et andet, fastslår forsker. Til gengæld kan man godt støtte mere eller mindre rationelt, når man først har afgjort, hvor man vil lægge en indsats

Julen er gavernes tid, også for de hundredvis af almennyttige organisationer, som samler penge ind til deres mange forskellige formål. For dem er december som hovedregel en helt afgørende måned.

Men hvorfor overhovedet give penge til almennytte, og hvordan afgøre, hvor behovet er størst? De spørgsmål sætter Kristeligt Dagblad lys på i en serie interviews op til jul.

Et er, hvordan den enkelte finder ud af at fordele sine gaver, noget andet er, hvordan organisationer og fonde udvælger arbejdsområder og støtteværdige formål.

Henrik Mahncke er analysechef hos Realdania, og han har tidligere i år forsvaret sin ph.d.-opgave på CBS, Copenhagen Business School i København med den lidt kringlede titel ”De store gaver – Filantropiens gensidighedsrelationer i teori og praksis”.

Han har i 15 år beskæftiget sig med filantropi og ikke mindst de almennyttige og erhvervsdrivende fondes uddeling af penge.

Henrik Mahncke fremhæver, at når fonde støtter gode formål, har de en ramme at arbejde ud fra, nemlig deres fundats. Det er den historiske arv, de hviler på, men fundatsen er ofte meget bredt formuleret. Derfor er det op til fondenes bestyrelser at afgøre, hvad det vil sige, at man for eksempel skal støtte ”socialt og kulturelt arbejde.”

”Der findes ikke en rationel måde at afgøre, om man bedst hjælper verden ved at støtte kultur, sociale formål eller geografiske yderområder. Man kan ikke sige, at det ene er bedre end det andet. Det er et spørgsmål om holdninger og følelser. Og det er helt legitimt,” siger Henrik Mahncke.

”Fondsbestyrelserne har bevillingsretten og kan vælge mellem forskellige ansøgninger, og nogle gange bevilliger de penge til nogle meget risikable projekter, der til gengæld fører meget godt med sig, hvis de lykkes. Andre gange giver man penge til noget mere sikkert, hvor man måske fra tidligere erfaringer ved, at det ikke vil gå helt galt,” siger han.

Tilsvarende er det heller ikke for den enkelte et rationelt valg, om man eksempelvis vil støtte hjemløse i Danmark eller flygtninge i Aleppo. Til gengæld har man bedre muligheder for at træffe rationelle valg, når man først har bestemt sig for, hvad man gerne vil gøre en indsats for.

”Så står man over for at afgøre, om man vil give penge til en hjælpeorganisation for hjemløse, eller om man vil købe Hjemløseavisen af en hjemløs henne foran den lokale Netto-butik. Det er et valg, man i højere grad kan træffe ud fra rationelle overvejelser,” siger Henrik Mahncke.

Netop spørgsmålet om, hvor almennytte gør gavn, tages indimellem op i debatten om velgørenhed.

Her er det blevet hævdet, at bistanden kan være direkte skadelig ved fastholde udsatte personer i en negativ situation.

”Jo, det er, som Andrew Carnegie (amerikansk milliardær og filantrop fra 1800-tallet, red.) skrev i ”The Gospel of Wealth” (Rigdommens Evangelium), at ’hvis jeg giver 1000 dollars til velgørenhed, er der stor sandsynlighed for, at de 950 dollars vil være spildte eller direkte skadelige’,” siger Henrik Mahncke.

”Det kan godt være, at hvis jeg giver en sovepose til en hjemløs, går han direkte ind og køber en ekstra elefantøl, og dermed er han i virkeligheden ikke blevet hjulpet til at komme ud af sit misbrug og sin situation. Ønsker man at lindre, eller vil man tage det lange seje træk?”

”Det samme problem kan en fond stå over for, hvis den har besluttet sig for at ville støtte klassisk musik. Skal den give penge til at hjælpe børn til at lære at spille instrumenter, eller skal den støtte opførelsen af en ny koncertsal? Hvad hjælper musikken bedst på langt sigte?,” spørger Henrik Mahncke.

”Den slags afgørelser kræver rigtig megen refleksion, og der er ikke nogen facitliste,” siger han.

Stig Fog har i mange år arbejdet med kommunikation og fundraising i humanitære organisationer, og han peger på to vigtige parametre, når folk skal afgøre, om de skal støtte noget, og i givet fald hvad.

”Det ene er relationen,” siger han og uddyber:

”Det handler om, hvor tæt ens relation er til dem, der skal have gavn af støtten. Hvis vi ser flygtninge i gadebilledet eller hører om flygtninge i medierne hele tiden, eller hvis vi har en bekendt, som har fået konstateret kræft, så er relationen stærk,” siger Stig Fog.

”Det andet er situationen. I 1980’erne stod miljøsagen stærkt. Der var nedsmeltningen i Tjernobyl, og døde hummere i Kattegat. Det er nødvendigt at skabe fælles fortællinger, og det er blevet vanskeligere i en ny medievirkelighed. Når unge mennesker får deres informationer fra Facebook, og hvis der ikke er en følelsesmæssig fortælling, kan det være svært at nå dem. Hele befolkningen talte om det dengang, fordi alle så det samme.”

Stig Fog mener, at den væsentligste faktor for, om man giver penge til almennytte, er, om man bliver spurgt.

”Det er desværre den afgørende årsag. Man kan spørge på mange forskellige måder. Man skal spørge på den mest relevante måde på et bestemt tidspunkt, og så er det situationen og relationens styrke. Vi giver næsten alle til indsamlinger, når de står ved døren. Der er den fysiske, menneskelige relation til stede. Hvis vi bliver spurgt i en annonce i avisen, så er der langt færre, som siger ja.”

Generalsekretær Robert Hinnerskov fra Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro, har tæt føling med, hvordan de humanitære, sociale, grønne og kirkelige organisationer klarer sig fra år til år. Paraply- organisationen har i samarbejde med revisionsfirmaet Deloitte gennemført undersøgelser af medlemsorganisationernes regnskaber siden 1998. Undersøgelserne har vist store udsving i, hvor mange penge de forskellige grupper af organisationer har kunnet samle ind fra år til år.

Overordnet er indsamlingsmarkedet blevet professionaliseret, og det afspejler sig i indsamlingsmetoderne.

”Det handler i høj grad om, at opfordringen til at støtte er let at forstå og identificere sig med. Når man bliver kontaktet, skal det være nemt at gennemskue, hvorfor det er vigtigt for mig at støtte netop det, og hvad det er for en konkret forskel, jeg kan gøre. Det er helt afgørende, at man bliver overbevist om, at man gør en forskel, uanset om man vil gøre de syge raske, hjælpe flygtningene eller behandle dyrene ordenligt. Appellen skal være klar og tydelig, gerne med konkrete fakta, der understøtter, at organisationen gør verden til et bedre sted.”

Robert Hinnerskov mener, at mennesket grundlæggende er generøst.

”Der findes naturligvis mennesker, som er dybt optaget af specifikke problemstillinger, men overordnet set tror jeg, at de fleste er ret åbne og ønsker at hjælpe i bredere forstand. For mange er det vigtigere at støtte dér, hvor der er brug for det, end det er at støtte et helt konkret formål,” siger han.

Hans Peter Rasmussen leder i dag afdelingen for salg og loyalitet i Hjerteforeningen, men skrev i 2013 ph.d.-afhandling ved CBS, Copenhagen Business School i København om sammenhængen mellem identitet og lysten til at støtte velgørende formål.

Han mener, at det er de færreste, som alene handler altruistisk, når de giver penge til velgørenhed. I stedet afgøres det ofte af, hvorvidt der er tradition for at støtte en bestemt organisation i ens familie, eller om man har et personligt forhold til den problemstilling, som organisationen arbejder for at komme til livs.

Derudover er ”støttemetoden” vigtig for mange, fortæller Hans Peter Rasmussen og bruger Folkekirkens Nødhjælps ”Giv en ged”-kampagne som eksempel.

”Her viser man meget tydeligt, at man støtter en god sag. Hvis man nøjes med at betale et girokort, så mangler den synlighed, der kan give social anerkendelse. Man får også en god historie, som man kan fortælle resten af verden. Både frekvensen og viljen til at give stiger, hvis andre kan se det,” siger Hans Peter Rasmussen.

Når visse sager og organisationer oplever større folkelig opbakning end andre, skyldes det en flokmentalitet, fortæller Hans Peter Rasmussen.

Den ses blandt andet ved de store indsamlingsshows, som fremmer vores trang til at ”gå sammen med andre”.

Lysten til at ”være en del af klubben”, hvor man ikke skiller sig ud, viser sig dog ikke alene i, hvad vi støtter, men også hvor meget vi støtter med.

”Det er velkendt, at folk oftest vælger at støtte med det midterste beløb, hvis de har flere at vælge imellem. Man vil nødig give for lidt, for man vil gerne passe ind og være en del af normen.”

Andre læser lige nu