Man kan nå meget på fem minutter

Positivt set og hørt kan det kortfattede være til velsignelse og give opmuntring og styrke under et ellers enerverende langstrakt tidsforløb. Et omhyggeligt udformet digt, et udsøgt skriftsted, et heldigt bevaret citat eller et gennemtænkt brev kan give meningsfylde

Der er tilbagevendende kortformsindslag, jeg så vidt muligt sørger for at høre i radioen. Det kan være bønnen i P2’s transmissioner af Morgenandagten fra Københavns Domkirke. Det er nu også de ofte muntre fem minutter med en naturvejleder i ”P1 Morgen” lige inden klokken 9.00, skriver Leif Hjernøe.
Der er tilbagevendende kortformsindslag, jeg så vidt muligt sørger for at høre i radioen. Det kan være bønnen i P2’s transmissioner af Morgenandagten fra Københavns Domkirke. Det er nu også de ofte muntre fem minutter med en naturvejleder i ”P1 Morgen” lige inden klokken 9.00, skriver Leif Hjernøe. Foto: Nima Stock/ritzau.

En kortfattet udtalelse eller en ubetænksom mail fra en magtfuld politiker kan få uoverskuelige følger. En uoverlagt bemærkning fra Folketingets talerstol kan for altid komme til at præge en politikers eftermæle. Et øjebliks uopmærksomhed kan give livs- varige mén.

Positivt set og hørt kan det kortfattede også være til velsignelse og give opmuntring og styrke under et ellers enerverende langstrakt tidsforløb. Et omhyggeligt udformet digt, et udsøgt skriftsted, et heldigt bevaret citat eller et gennemtænkt brev kan give meningsfylde.

Mod til gavmildhed, kærlighedsytringer og frelsehandlinger kan forvandle os, det pointerede sognepræst Mette Gramstrup under transmissionen af søndagens radiogudstjeneste fra Kristkirken i København. Rette ord i rette tid og på rette sted, det er hvad kirken byder på.

Det er lykkeligvis, hvad litteratur og medier også kan gøre. Ind imellem de lange snakkeprogrammer findes der oaser af små gennembearbejdede indslag. Det lille P1-program ”Danmark kort” er et godt eksempel herpå: Man kan nå meget på fem minutter.

Det kan være brudstykkevis oplæsning af romaner i ”Skønlitteratur på P1” eller små afsnit af ”På sporet af den tabte tid” af den franske forfatter Marcel Proust (1871-1922), der søndag efter søndag troligt bringes i ”Croque Monsieur” på Radio24syv.

Der er tale om velgørende præcist skriftsprog, sådan som man også endnu kan opleve det i for eksempel ”Orientering på P1”. Indslag efter indslag bringes her tydeligt artikuleret efter professionelt redigerede manuskripter på basis af gennemresearchet forarbejde.

Der er også andre tilbagevendende kortformsindslag, jeg så vidt muligt sørger for at høre. Det kan være bønnen i P2’s transmissioner af Morgenandagten fra Københavns Domkirke. Det er nu også de ofte muntre fem minutter med en naturvejleder i ”P1 Morgen” lige inden klokken 9.00.

Det samme gælder et tilsvarende programpunkt med en kulturvejleder i ”P1 Eftermiddag” lige inden klokken 15.00. Her får lytterne korte, men alligevel meget oplysende interviews med repræsentanter fra lokale kulturmiljøer overalt i landet. Gør dog noget lignende i tv!

Det burde være den naturligste sag for denne medieverden, at seerne dagligt blev orienteret om det danske kulturklima, sådan som de dagligt public serviceres af folk med forstand på sport og vejr. Mobilisér landets kulturvejledere. Man kan nå meget på fem minutter!

Som et modstykke til denne kortformsappel vil jeg her slutte med at anbefale at dvæle ved den non stop optagelse af storkereden i Smedager, som kan følges via tvsyd.dk/natur. Klik ind på TV Syd, og se naturfilm gennem en fast kameraindstilling uden musikforurening!

Det er forbilledligt velgørende. I Norge kalder man denne form for nerveberoligende langsomhedsfjernsyn for Sakte-TV. Andre steder taler man om slow television eller live marathon television. Sådan lidt à la Tour de France uden styrt og spurter.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.