Prøv avisen

Hjemløse i Grønland: ”Man kommer på herberg, og så sker der ikke mere”

Den 37-årige Karl Frederik Egede yderst til venstre på terrassen foran Frelsens Hær i Nuuk. Karl Frederik Egede har været hjemløs i Nuuk i to år og flyttede for et par uger siden til Danmark. Han lider af epilepsi og håber, at han kan få bedre lægehjælp i København, og at det vil lykkes ham at finde en bolig. Billedet her er taget, inden Karl Frederik Egede flyttede til København. Alle fotos: Britta Søndergaard

Hjemløshed er et forholdsvis nyt fænomen i Grønland, og der er et massivt behov for hjælp, for det er livsfarligt at bo på gaden om vinteren i 20 graders frost. Men foreløbig begrænser den offentlige hjælp til Nuuks hjemløse sig til et tilbud om en seng på et herberg. Samtidig forsøger Frelsens Hær og Kofoeds Skole at gøre en indsats

Hver dag klokken lidt over syv vågner den 55-årige Jensine Sigurdsen i seksmandsstuen i den røde træbarak, der udgør kvindeherberget i Nuuk. Hun går cirka en kilometer ud til Kofoeds Skole, der ligger i et industrikvarter tæt på havnen. I fællesrummet med nymalede hvide vægge og blåt væg til væg-tæppe begynder dagen med et par grønlandske sange. Derefter deltager hun i aktiviteter som sortering af genbrugstøj eller syning i et af værkstederne.

Den spinkle og lavmælte kvinde, der er iført joggingbukser og en sweatshirt fra Kofoeds Skoles genbrugslager, har været hjemløs et år. Men der er ikke udsigt til løsning af hendes boligproblem, for ventetiden på en lejelejlighed i Nuuk er 20 år. Derfor er hun lykkelig over, at hun i dagtimerne kan komme på Kofoeds Skole.

Alternativet ville være at stå foran Brugsen eller gå rundt i Nuuks gader på må og få, for herberget lukker klokken 9 og åbner først klokken 15.

Jensine Sigurdsen er en af de godt 30 hjemløse, der arbejder på Kofoeds Skole i Nuuk. Skolen holder til i nyrenoverede lokaler i en tidligere kontorbygning på et havneområde i Nuuk og er sammen med Frelsens Hærs varmestue de eneste to tilbud til Nuuks hjemløse i dagtimerne.

Jensine Sigurdsen er født i kulminebyen Qullissat i Vestgrønland. Byen blev kendt, da de danske myndigheder i 1968 besluttede at lukke byen og flytte de 1400 indbyggere, fordi minen gav underskud. En beslutning, der i 1970’erne gav anledning til store protester i Grønland.

Jensine Sigurdsens familie flyttede til Narsaq i Sydgrønland, og som ung kom hun på husholdningsskole i Danmark. I mange år havde hun skiftende ufaglærte jobs og boede sammen med sin kæreste. De udviklede begge et misbrug af alkohol, og efter at hun og kæresten slog op, stod hun uden tag over hovedet.

Selvom Grønland skriger på arbejdskraft, og flere hoteller har importeret thailandske servitricer og rengøringspersonale, er det ikke lykkedes Jensine Sigurdsen at finde et job.

Hun fortæller, at hun modtager 800 kroner hveranden uge i offentlig hjælp.

”Hjemløshed er et forholdsvis nyt fænomen i Grønland. Vi har med mænd og kvinder at gøre, der i mange tilfælde kommer fra en gammel fangerkultur. De fleste har håndværksmæssige færdigheder. Derfor er Kofoeds Skoles idé om, at der skal arbejdes, en god model for mange af de hjemløse i Grønland,” forklarer lederen af Kofoeds Skole i Nuuk, Gujo Thorsteinsson. Skolens elever fremstiller for eksempel stenfigurer og håndarbejde, der sælges til turister fra krydstogtskibene.

”Er en elev påvirket af stoffer eller alkohol, må vedkommende vente med at komme, til han eller hun er ædru. Vi kan give rammerne, men det er eleverne selv, der må rejse sig,” siger han.

Under en kilometer fra Kofoeds Skole er der trængsel i Frelsens Hærs café i en træbygning ud til en af de større veje i Nuuk.

Her kan alle hjemløse komme, uanset om de er påvirkede af stoffer eller alkohol. På en træterrasse foran huset sidder tre vejrbidte mænd iført vinterjakker og ryger cigaretter.

I det propfyldte lokale serverer det danske ægtepar Helle og Kurt Pedersen madder med leverpostej og kødpølse for mindst 60 mennesker alle hverdage, og om søndagen holder Frelsens Hær andagt.

”Det grønlandske samfund er indrettet sådan, at man åbner sine døre for venner og familie, hvis man har mulighed for det. Men vi møder mange, der efterhånden har opbrugt den mulighed. De bor i opgange eller på kommunens nødherberg, og så sker der ikke mere. I modsætning til i Danmark, hvor der skal laves en handlingsplan. Det er livsfarligt at være hjemløs i et land, hvor temperaturerne i vintermånederne når ned på under minus 20 grader celcius,” fortæller Kurt Pedersen, der ud over at være officer i Frelsens Hær har en fortid som socialrådgiver.

Sidste år kostede vinterkulden i Nuuk to hjemløse livet, og i april 2017 var det lige ved at gå galt igen. En gruppe af Nuuks hjemløse var flyttet ind et nedlagt krudtlager på havnen. I foråret ville kommunen rømme lageret. De tunge jernporte blev låst, mens der stadig befandt sig en hjemløs i bygningen, og den afkræftede og stærkt forkomne mand blev først fundet efter 14 dage.

I Frelsens Hær hjælper den 51-årige Karl Lerch Kurt Pedersen med at bære kasser med mad ud af en varebil. Den høje, venlige grønlænder med en velklippet frisure, har været hjemløs, siden han blev skilt for to år siden, og i dag kommer han både på Kofoeds Skole og på Frelsens Hærs værested. Karl Lerch har haft mange forskellige jobs, og indtil for et par år siden var han teknisk medhjælper i Nuuks kulturhus, men et misbrug af hash og alkohol satte en stopper for hans arbejdsliv.

I perioder har han røget hash tre-fire gange om dagen, men nu forsøger han at begrænse hashrygningen til en gang om dagen.

”Jeg ville gerne i afvænning, men det er svært at få plads. Som hjemløs kommer man på herberg, og så sker der ikke mere,” siger Karl Lerch.

59-årige Debbo Povlsen tilbringer også de fleste af ugens dage på Kofoeds Skole og i Frelsens Hærs lokaler. Debbo Povlsen kommer oprindelig fra Østgrønland, og hun er en dygtig perlesyerske.

I modsætning til Karl Lerch er hun ikke hjemløs. Hun bor sammen med sin mand, der er handicappet, efter at han blev ramt af en hjerneblødning. Grønland er et af de samfund i verden, hvor selvmordsraten er højest, og tre af Debbo Poulsens fem voksne børn har taget deres eget liv. Til tider har smerten over familietragedien været så stor, at livet har føltes uudholdeligt.

Men tilværelsen er blevet lidt lettere at bære, efter at hun er blevet elev på Kofoeds Skole.

”Det har hjulpet, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste i verden, som har det svært. Når jeg syr, kan jeg nogle gange tale om de ulykkelige ting, jeg har oplevet,” siger Debbo Povlsen.

Sociolog, ph.d og adjunkt Steve Arnfjord fra Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) fremhæver, at indsatsen for at hjælpe hjemløse og socialt udsatte voksne grønlændere kun lige er begyndt, og at behovet for hjælp er stort.

”I mange år har politikerne og kommunen helt forståeligt fokuseret meget på grønlandske børns problemer. Men det har betydet, at indsatsen for hjemløse og andre socialt udsatte er blevet underprioriteret. Der er brug for frivillige og kirkelige organisationer, der hjælper hjemløse med helt basale ting som mad, tøj og husly. Og så er der brug for en socialpolitisk indsats rettet mod den enkeltes problemer. En fjerdedel af de hjemløse i Grønland er for eksempel kvinder, og vi har mange unge hjemløse. De har brug for helt andre tilbud end midaldrende hjemløse mænd,” siger Steven Arnfjord.

I erkendelse af problemernes omfang har Steven Arnfjord selv sluttet sig til en frivillig forening, der arrangerer suppekøkken for hjemløse i Nuuk hver onsdag aften.

Grønland er et af de lande, hvor selvmordsraten er højest. Tre af 59-årige Debbo Povlsens fem voksne børn har taget deres eget liv. Til tider har smerten over familietragedien været så stor, at livet har føltes uudholdeligt. Men hendes tilværelse er blevet lidt lettere at bære, efter at hun er begyndt at komme på Kofoeds Skole i Nuuk. Debbo Povlsen er en dygtig perlesyerske og har syet den østgrønlandske bluse, hun er iklædt på billedet.
55-årige Jensine Sigurdsen bor på kvindeherberget i Nuuk, men tilbringer dagtimerne på Kofoeds Skole, hvor hun blandt andet sorterer tøj. Det er en stor hjælp at komme på skolen, og Jensine Sigurdsen havde stoppet sit alkoholmisbrug, da Kristeligt Dagblad mødte hende i Nuuk.