”Man lærte at overleve”

Hundredvis af børn led under fysiske afstraffelser, seksuelle overgreb og verbale krænkelser på danske børnehjem i årene 1945-1976. Et af dem er den nu 59-årige Arne Roel Jørgensen

To år på børnehjemmet Godhavn resulterede i en traumatiseret barndom, der stadig spøger i den nu 59-årige Arne Roel Jørgensens sind.
To år på børnehjemmet Godhavn resulterede i en traumatiseret barndom, der stadig spøger i den nu 59-årige Arne Roel Jørgensens sind. . Foto: Leif Tuxen.

Arne Roel Jørgensen bladrer rundt i bogen "Godhavnsrapporten". På omslaget af bogen, der blev offentliggjort den 9. maj, er børnehjemmet Godhavn affotograferet, og på siderne er oplevelserne inden for hjemmets mure lagt frem sort på hvidt. Bogen er resultatet af tidligere børnehjemsbørns flerårige pres for at få deres minder om fortiden frem.

Og med den står oplevelserne lige så tydeligt for andre som i Arne Roel Jørgensens egen erindring.

LÆS OGSÅ:Børnehjemsdrenge: Så sig dog undskyld!

"Jeg husker det hele, som var det i går," siger Arne Roel Jørgensen akkompagneret af en tikkende lyd fra køkkenuret i lejligheden i Bagsværd. Lyden af de gentagne "tik – tak – tik – tak" skruer tiden tilbage til 1954, da Arne Roel Jørgensen var 13 år.

Arne Roel Jørgensen pjækkede for meget fra skole og blev sendt på børnehjemmet Fagerlund på Bornholm i fire år. Han trivedes ikke og nægtede at tage tilbage til Bornholm efter en weekend hos forældrene. Men eftersom han var indskrevet på et børnehjem, var han i børneværnets varetægt. Så da hans forældre en dag ikke var hjemme, kom børneværnet og hentede ham og kørte ham til Godhavn i Tisvilde i stedet.

"Jeg sad og ventede foran forstanderens kontor, da tre drenge kom ind. De kunne se, at jeg var ny, og skulle lige vise, hvem der bestemte. Et splitsekund efter lå vi og sloges på gulvet. Og i samme øjeblik kom forstanderen ud og sagde: 'Nåh, du er sådan en', hvorefter han gav mig et par på hovedet. Det var mit første indtryk af Godhavn," fortæller Arne Roel Jørgensen.

Den unge Arne blev iført "fangedragten", som han kalder det blå Kansas-tøj med nummer på brystet, træskoene og karseklipningen. Og dernæst blev han kaldt til samtale hos psykiater Ib Ostenfeld, der udfyldte hans journal.

"Jeg følte mig fuldstændig alene i verden den dag uden nogen form for hjælp. Jeg var paralyseret og kunne ikke tænke. Det føltes uvirkeligt," siger Arne Roel Jørgensen og holder inde et øjeblik.

"Det er svært at forklare. Men fra den dag af og to år frem havde jeg konstant ondt i maven og uro i kroppen. For indstillingen hos personalet var, at de ikke var til for os. Vi var en pestilens. Det vidste vi, for øretæverne fløj jo om ørerne på os."

Godhavn blev oprettet som opdragelsesanstalt og hjem for forældreløse i 1893. Senere blev det anerkendt som skole- og lærlingehjem med plads til 80 drenge. Halvdelen af tiden arbejdede drengene for eksempel i smedjen eller marken. Den anden halvdel var forbeholdt undervisning. 14 medarbejdere udgjorde personalet. Den værste af dem var forstander Bech. En tyk mand med store hænder, der blev flittigt brugt.

"Når man kom ind på Bechs kontor, og Bech begyndte at trække ud i sine seler og slippe dem igen, så vidste man godt, den var gal," fortæller Arne Roel Jørgensen.

Han var berygtet for at give drengene syngende lussinger med begge hænder samtidig på hver side af hovedet. Og hvis det ikke var tilstrækkeligt, blev man smidt ned i sofaen, hvorefter Bech satte sig på én, til man ikke kunne få luft, fortæller Arne Roel Jørgensen.

Flere af de tidligere børnehjemsbørn – dog ikke Arne Roel Jørgensen – har berettet om seksuelle overgreb og desuden brækkede lemmer og ødelagte trommehinder. Arne Roel Jørgensen lærte at bide smerten i sig, men den fysiske vold var ikke det eneste.

Arne Roel Jørgensen var som flere af de andre drenge sengevæder og blev dagligt medicineret med lægemidlet Truxa. Et lægemiddel, der anvendes til behandling af psykoser, men har den bivirkning at give vandladningsbesvær. Og oven i de fysiske overgreb blev drengene påført psykiske.

"De, der tissede i sengen, sov i annekset Blåtårn. Og man skulle tro, jeg endelig fik fred, når jeg kom i seng. Men nej, så spekulerede jeg på, hvad der skete, når jeg vågnede og fandt ud af, at jeg havde tisset i sengen. For når man havde tisset i sengen, fik man også bank. Og de andre drenge hånede en. Man fik at vide, at man stank, og blev sendt under den kolde bruser. Så lige så snart man stod op, begyndte den evige jagt. Og sådan fortsatte det hele dagen," fortæller Arne Roel Jørgensen, mens hans stemme efterhånden forsvinder ind til en stille hvisken, som om de ydmygende oplevelser næsten ikke tåler vidner.

"Man lærte at overleve og indordne sig. Men man var hele tiden som på pinde for ikke at træde ved siden af. Jeg kunne lige så godt have haft fod- og håndlænker på og bind for munden, for jeg kunne hverken sige eller gøre noget i de to år. Jeg kunne kun makke ret."

Hvorfor var der ikke nogen, der greb ind?

"Det gjorde man ikke dengang. Man var helt anderledes autoritetstro. Jeg fortalte nogle ting til mine forældre, men det var jo ubegribeligt for dem, at det kunne foregå. Problemet var også, at staten svigtede sin tilsynspligt. Der kom somme tider en tilsynsførende fra staten og spiste frokost og røg cigarer med Bech. Og så kørte hun igen i sin sorte bil."

De fysiske overgreb på Godhavn fandt ellers sted i en tid, hvor det kun var tilladt at give børn to lussinger, og fra 1968 helt var forbudt. Så myndighederne havde rigelig grund til at skride ind, mener Arne Roel Jørgensen. I stedet forsøgte han selv at finde svar i sit indre på, hvorfor drengene skulle behandles, som de blev.

"Jeg var nødt til at affinde mig med, at der fandtes sådan et menneskesyn. At nogle mennesker kunne gøre det til en livsstil at behandle andre sådan. Og at man valgte at se igennem fingre med det. Jeg klandrer ikke mine forældre for noget, for det er forståeligt, de ikke kunne begribe det. Men mange børn mistede tilliden og kontakten til deres forældre, så de var meget alene, når de kom ud. Jeg følte mig også fremmed og kunne ikke rigtig falde til," fortæller han.

Da dagen omsider kom, hvor Arne Roel Jørgensen skulle hjem, fik han en hjemsendelsesseddel i hånden og en skideballe for den frækhed, det var, at han ikke ønskede at være på Godhavn længere. Og da han gik over mod togstationen, kom en lærer løbende efter ham. For hvad bildte han sig egentlig ind at tage af sted uden at sige pænt farvel og tak for opholdet til forstander Bech?

"Da fik jeg mine sidste bank på Bechs kontor. Den sidste ydmygelse," siger Arne Roel Jørgensen og ser ned i bordet.

Efter to år på Godhavn flyttede Arne Roel Jørgensen for sig selv og forsøgte at skabe et liv på sine egne præmisser. Men det var ikke nemt, efter at al selvstændighed og selvtillid var blevet banket ud af ham.

"Jeg kom ud derfra og formåede aldrig at slå til. Mange tidligere børnehjemsbørn fra Godhavn har været ude i narkotikamisbrug, druk, kriminalitet, kæmpe gæld og masser af ægteskaber," siger han.

Mange gik til grunde, og Arne Roel Jørgensen turede da også rundt i København i flere år på må og få. Her mødte han på et værtshus en engelsk kvinde, som han fik to døtre med. Men kvinden fik en fødselspsykose, så Arne var alene med børnene. Han mødte en anden, som han fik en søn med, som han aldrig har set. Roen indtraf først, da Arne mødte Dorte, som han fik tre børn med og bor sammen med i dag. Men fortiden spøger stadig. En fortid, Arne Roel Jørgensen vil have lagt låg på ved, at socialminister Benedikte Kiær (K) giver en undskyldning på statens vegne.

"Der er mange, der har svært ved at forstå, hvorfor en undskyldning fra staten betyder noget. Men en undskyldning giver fred i sindet. Den betyder, at man erkender, at det, der skete, var forkert og at det, vi har fortalt, er korrekt. Tidligere børnehjemsbørn har fået at vide, at det var os, der var noget galt med, og der er stadig nogen, som lever med troen på, at det var deres egen skyld. En undskyldning kan ikke læge mine sår, men den kan give ro."

holtze@k.dk