Prøv avisen

Man passer bedre på nærmiljøet når man selv skaber det

-- Det er virkelig nogle fantastiske børn, siger Kenneth A. Balfelt om eleverne på Tingbjerg Skole. -- Foto: Leif Tuxen.

Det er virkelig nogle fantastiske børn. Selvom deres forældre måske bliver kaldt resursesvage, kan de virkelig klare meget selv. Og dér kan kunst hjælpe, siger Kenneth A. Balfelt, der er ansat som huskunstner på Tingbjerg Skole i et af Københavns mest uroplagede områder

Boligområdet Tingbjerg i udkanten af København lugter som regel langt væk af ballade i medierne. Overskrifter om knivoverfald, skuddramaer og kriminelle indvandredrenge har hurtigt gjort (ghetto)området kendt på den kedelige måde.

Bedre blev det ikke, da en sognepræst i Tingbjerg sidste år til sidst flyttede væk som følge af trusler om overfald. Men egentlig virker Tingbjerg nærmest hyggelig, mens vi kører gennem de lave gulstenede etageejendomme, der lader den milde forårssol stråle ind fra alle sider. Tingbjerg Skole er opbygget af de samme gule mursten, oven i købet opført af den anerkendte arkitekt Steen Eiler Rasmussen, som skolen har hyldet med en buste i forhallen. Og mellem de udtjente turkise borde og bænke i den gamle kantinegang står det klart, at Tingbjerg Skole ikke rigtig lugter af ballade, men snarere åbner sanserne fra alle sider.

Det store frikvarter er lige begyndt, og det vælter ud fra klasseværelserne med smilende elever. Der er kun enkelte blonde børn i mængden og langt flere små tørklædeklædte piger, end man er vant til at se. Men ellers ligner det en almindelig folkeskole med klassekammerater, der puffer pjattende til hinanden gennem gangene. Og selvom de mange små fugtige vinterstøvler sætter en naturlig dæmper på indeklimaet, er der også fristelser i luften. Den nye kantine rundt om hjørnet når næseborerne med et løfte om en lækker varm ret fra det nye køkken i det fjerne, mens et par håndværkere sætter et mere "malerisk" præg på kantinens sødlige stank.

– Jeg synes, at her lugter mest af lim, udbryder kunstneren Kenneth A. Balfelt, da han viser rundt. Han er ansat som huskunstner på skolen for at hjælpe med at lave det gamle kantineområde om til et nyt kreativt område, som eleverne selv skal være med til at designe. Kunstprojektet, der er udviklet sammen med socialprojektudvikler Jon Sørensen, er et samarbejde med arkitekter, håndværkere, pædagoger og skolelærere om fire indsatspunkter, der hver for sig skal kaste kreativt lys over Tingbjerg. Og er der noget, der binder et område sammen, er det børnene, så de er begyndt med den lokale skole.

– De seneste uger har vi forsøgt at åbne elevernes sanser på forskellige måder. For eksempel har vi lukket dem ind i et farvelaboratorium og lært dem at bruge et 3D-program på computeren. Og der går virkelig nogle seje elever her. Flere af dem overhalede os simpelthen i at bruge programmerne, selvom jeg for eksempel selv har arbejdet med dem i flere år. Der var for eksempel en dreng, der selv tegnede den gamle kantine op i et 3D-program. Og da jeg kom tilbage 10 minutter senere, havde han allerede sat senge ind og lavet en model af sig selv sammen med tre piger, siger Kenneth A. Balfelt og slår en stor latter op:

– Det er virkelig nogle fantastiske børn. Selv om deres forældre måske bliver kaldt resursesvage, kan de virkelig klare meget selv. Og dér kan kunst hjælpe, fordi den kan lade dem udforske deres egen kreativitet og resurser, som de måske ikke var klar over, at de havde. Kunst er en anden måde at tænke på. Jeg ved, at mange kunstnere beskæftiger sig med at være kritiske. Men selv synes jeg ikke, at kritik og provokation er interessant i sig selv. Jeg vil hellere lege med løsninger og se, hvad der sker, hvis man vender tingene på en anden måde. For det er også kunst.

– Der var for eksempel en anden dreng her på skolen, et stort brød, som de andre var bange for. Men da vi satte ham til at fortælle om skolen, fortalte han meget passioneret om skolen, så man kunne mærke, at han var stolt af den. Den slags smitter jo også af på de andre. Han viste sig simpelthen at være en god leder. Før blev han måske opfattet som et problem, men nu kunne han blive en del af løsningen. Og det er præcis, hvad vores projekt går ud på. Vi vil hjælpe børnene til at tage ejerskab til deres eget område. Og min rolle er ikke at fortælle dem, hvordan her skal være, men at åbne deres sanser og være facilitator for deres idéer.

Kenneth A. Balfelt er selv opvokset i et boligkvarter, der senere blev stemplet som et socialt belastet område, en ghetto. Men da Kenneth A. Balfelt var dreng i 1970?erne var Værebroparken nordvest for København anderledes:

– Værebroparken var et fantastisk sted at vokse op. Det vrimlede med børn, og fik man lyst til at spille rundbold, var der altid 40 børn til det, ligesom faciliteterne også var der til den slags. Dengang var der kun små problemer. Overboen var lidt højrøstet, og der sad et par og drak på bænken ved siden af supermarkedet. Det var først senere, at problemerne for alvor kom til kvarteret i takt med, at velstanden steg, så folk rykkede ud i parcelhusene, mens man parkerede de såkaldt resursesvage i Værebroparken. Men oprindeligt var det en drøm for en dreng at vokse op i. Og måske udspiller mit arbejde her i Tingbjerg sig egentlig af, at jeg har en sympati for den slags boligområder. Jeg synes, at arkitekturen herude er charmerende med lysindfald alle vegne på grund af de lave bygninger, og når jeg ser på området, tænker jeg ikke på problemer, men på muligheder.

Og uden kunst skaber man blinde vinkler, mener han:

– Jeg havde en professor på kunstakademiet i London, der sagde, at kunst var produktion af "ikke-viden", altså en anden form for viden. Og det betyder, at man anskuer tingene på en anden måde. Det er derfor, at kunststøtte er så vigtig. Kunststøtte er frie forskningsmidler. For der kan komme noget fantastisk ud af at arbejde kreativt med et område, hvor man ikke har lagt så fast på, hvad målet er. Sådan er der ikke mange andre steder, vi arbejder i samfundet. Se tingene på bordet her, siger han og løfter et vandglas op på lærerværelset på Tingbjerg Skole, inden han fortsætter:

– Glasset, kanden og diktafonen i mellem os er jo alle sammen produkter af det kapitalistiske system, der har gjort, at tingene kunne laves til en billig pris. Men selvom dette system har gjort meget godt for os, betyder det ikke, at det er den eneste måde at tænke på. Og jeg ser kunsten som en alternativ tankemåde, som sagtens kan eksistere parallelt med det kapitalistiske system. For det er vigtigt, at vi tillader os selv at fokusere på andet end økonomi. Mange ser for eksempel på folk herude som et problem, men jeg ser nogle fantastiske mennesker, der gemmer masser af resurser i sig. Og ved at åbne deres sanser kunstnerisk håber jeg, at det kan hjælpe dem til at bidrage kreativt til området selv. For man passer også bedre på sit nærmiljø, hvis man selv har været med til at skabe det.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk