”Så længe der er håb, er der liv, og så skal man ikke slå ihjel. Men når der intet håb er, og patienten ikke får noget ud af livet eller ønsker det, så skal der være mulighed for at vælge aktiv dødshjælp.”
Med disse ord forklarer en kvindelig læge, hvorfor hun selv støtter en legalisering af aktiv dødshjælp og derfor også selv er en del af det meget omtalte netværk Læger for Aktiv Dødshjælp, hvor en anden læge, Svend Lings, har skabt debat med sine udtalelser om, at han i flere tilfælde har ydet aktiv dødshjælp, vel vidende at han dermed brød loven.
Den kvindelige læge, der ønsker at være anonym, men hvis navn er redaktionen bekendt, valgte for nylig at stå frem i Ugeskrift for Læger, og hun fortæller nu også sin historie til Kristeligt Dagblad.
Hun begrunder sit ønske om at være anonym med, at hendes dødeligt syge mand i sin tid døde ved aktiv dødshjælp. Hun ønsker ikke at oplyse, om hun selv stod for denne dødshjælp.
Den kvindelige læge blev en del af Læger for Aktiv Dødshjælp, efter at Svend Lings i 2015 skrev et debatindlæg i Ugeskrift for Læger, hvor han opfordrede læger til at kontakte ham for sammen at danne et netværk.
Gruppen håbede i starten på at få hundredvis af læger som medlemmer og dermed opnå politisk indflydelse. Men der kom aldrig hundredvis af medlemmer. Faktisk nåede man kun op på ni medlemmer, hvoraf to netop har meldt sig ud, efter at Svend Lings har fortalt, hvordan han angiveligt har ydet dødshjælp til 10 personer.
Afsløringen af Svend Lings’ dødshjælp kom også bag på den kvindelige læge. Ifølge hende har netværket ikke kendt noget til hans ulovlige handlinger, men blot fungeret som et internet-forum, hvor de ni læger deler samme ønske om at lovliggøre aktiv dødshjælp.
”Det har aldrig været meningen at yde aktiv dødshjælp. Vi har ikke engang set hinanden. Vi udveksler bare meninger. Den eneste mening er, at vi går ind for, at aktiv dødshjælp bliver lovliggjort,” siger lægen til Kristeligt Dagblad.
Den kvindelig læge tager afstand fra det, hun betegner som ”Svend Lings’ selvtægt”, men efter at have fået hans version opfatter hun Svend Lings’ gerninger som et nødråb om, at nu skal der ske noget. Og, understreger hun, så deler hun stadig hans ønske om at få lovliggjort aktiv dødshjælp.
Gennem sit virke som praktiserende læge i flere årtier har den kvindelige læge oplevet omkring 15 terminale patienter, som har efterspurgt hjælp til aktiv dødshjælp. Hun har afvist alle patienterne, men har stået tilbage med følelsen af at have svigtet dem.
”Jeg overholder ikke mit lægeløfte, når jeg ikke kan hjælpe dem,” siger hun og tilføjer, at hun ville ønske, at lovgivningen tillod, at hun kunne hjælpe de dødssyge patienter.
I den modsatte grøft står Lægeforeningen, som ønsker, at aktiv dødshjælp forbliver forbudt. Den håber på, at sagen kan henlede opmærksomheden på smertelindring som hjælp til døende patienter og ikke aktiv dødshjælp.
”Vi håber, at denne her sag kan sætte fokus på, at nogle patienter ikke får nok hjælp. Hvis du har brug for smertelindring, så skal du have den, også selvom det må afkorte den tid, som du har tilbage,” siger Lise Møller, formand for Lægeforeningens Etiske Råd.
Men ifølge den kvindelige læge er smertelindring ikke nok.
”Man kan fjerne smerter, men man kan ikke fjerne den langvarige proces,” siger hun.
Hun mener, at hvis terminale patienter fik muligheden for aktiv dødshjælp, ville de og deres pårørende bedre kunne nyde den sidste tid. Men, som hun gentager flere gange, skal man være helt sikker.
”Man skal vide, at patienten ikke får noget ud af livet og ikke ønsker det mere. For der er jo ikke nogen fortrydelsesret,” siger hun.
Hun mener, at det i praksis skal fungere sådan, at patienter kan få deres sag forelagt et ekspertpanel. Lidt i tråd med at aborter, der ønskes foretaget efter 12. uge, skal godkendes af Abortsamrådet.
”Det er den samme problematik. Bare i den anden ende af livet,” siger hun.
Men ved spørgsmålet om, hvorvidt psykisk syge også skal tilbydes aktiv dødshjælp, svarer hun klart nej. Aktiv dødshjælp skal kun være en mulighed for terminale patienter, som intet håb har tilbage.
Lægen har selv oplevet, at alt håb er ude. For to år siden blev hendes far alvorligt syg, og i sine sidste fire uger bad han flere gange om hjælp til at dø. Hjælp, som hun afslog. De sidste to uger lå han halvt bevidstløs, og i dag fortryder hun, at hun ikke hjalp ham.
Omkring samme tid fik hendes mand en dødelig lidelse. Han var en mand, der var vant til at have kontrol over sit liv, og det ville han også have til det sidste. Han ville bestemme, når livet ikke var værdigt længere og dø i sit eget hjem. Parret håbede til det allersidste, at han ville få det bedre. Men til slut kunne han knapt nok trække vejret eller synke, og derfor sagde han stop. Til lyden af Beethoven og med hjælp fra forskellige lægemidler døde han.
”Jeg støttede ham i det. Det var hans beslutning. Men som pårørende havde det været rarest, hvis han havde haft professionelle ved sin side,” siger hun.
Den kvindelige læge vil ikke udtale sig om, hvem der hjalp hendes mand med aktiv dødshjælp. I stedet reflekterer hun over, hvorvidt det er meningen, at nogle mennesker skal lide, inden de dør. Om der er en mening i, at en dødsproces tager den tid og den smerte, den tager.
Hun ved det ikke, medgiver hun. Men hun mener, at vi skal bruge lægevidenskaben til at hjælpe de mennesker, som ikke vil ligge hjælpeløse og svage i den sidste tid.
”Vi skal respektere dem, der gerne vil have hjælp til slut, men vi skal også respektere dem, der vil dø naturligt,” konkluderer den kvindelige læge.