Prøv avisen

"Man vænner sig til det grimme"

Inge krogh, tidligere overlæge og medlem af folketinget. Horsens. Foto: Leif Tuxen

Overlægerne i Statens Åndssvageforsorg var magtfulde, og flertallet kæmpede imod den pædagogiske tilgang til udviklingshæmmede, der spirede frem i løbet af 1970erne. Men en række yngre læger forsøgte at gøre op med blandt andet fastspænding. En af dem var Inge Krogh

"Mens jeg var i psykiatrien, sagde en overlæge til mig: 'Husk det første indtryk. Især hvis noget er grimt. Man vænner sig til det grimme, og det er det, man skal bekæmpe'."

Det råd tog den unge læge Inge Krogh med sig. Og hun blev mindet om ordene, da hun i 1962 kom til Statens Åndssvageforsorg på Fyn. Her blev hun præsenteret for pladsmangel, fastspændte børn og en generel håbløshed.

"Når man var ansat i åndssvageforsorgen, gik der ikke ret længe, før man tog det som en selvfølge, at de havde dårlige forhold. Hvis der er 23 på en stue, så vænner man sig hurtigt til, at sådan er det. Og sådan tror jeg, at mange havde det, som arbejdede inden for forsorgen."

Om få måneder fylder Inge Krogh 90 år, og hun fortæller om sine år i Statens Åndssvageforsorg uden omsvøb eller vaklen i detaljer og årstal. Hun er af mange nok mest kendt for sit virke for Kristeligt Folkeparti i Folketinget. Men hun er oprindelig uddannet speciallæge i psykiatri og arbejdede i 13 år med udviklingshæmmede.

I begyndelsen af 1960erne fandtes der ikke store centralinstitutioner for udviklingshæmmede på Fyn som i Jylland og på Sjælland. Derfor ønskede Statens Åndssvageforsorg at samle de udviklingshæmmede fynboer, blandt andet børnene, som blev installeret på et børnehospital i Nyborg. De kom i 1963 rejsende fra hele landet:

"Der kom blandt andet en sending fra Nordjylland. De kunne ikke sige, hvem de var. Alle børnene havde et stykke hæfteplaster på deres tøj med navnet skrevet på. Der var ingen forældre med, og plejepersonalet tog tilbage med det samme. Og så stod man der," siger Inge Krogh og ryster på hovedet:

"Tænk at blive transporteret fra Aalborg til Nyborg. Når man ikke kan tale. Det må have været grusomt."

Børnehospitalet havde tidligere huset epileptiske børn med 12 på hver afdeling. Men da Statens Åndssvageforsorg overtog lokalerne, blev der stuvet dobbelt så mange børn ind på hver afdeling - i alt omkring 200 børn. Badning og spisning foregik på samlebånd:

"Jeg kan huske, at jeg kom ind i et kælderlokale, hvor der sad ti børn på stribe på hver sin stol. Det foregik på den måde, at plejeren stak en ske med kartoffelmos i munden på den første og fortsatte rækken ud. Da hun nåede til den tiende, havde den første sunket. Så begyndte hun forfra."

Opremsningen af manglerne er lang. På voksenafdelingerne på Fyn var pladsforholdene horrible: 27 mennesker om et toilet. Mange børn helt op til 15 år fik kun flydende føde. De havde ikke lært at tygge. Der var kun enkelte kørestole til 200 børn. Og ingen aktiviteter. De fleste børn sad bare dagen hen. Uden særlig adspredelse. Bortset fra at trille lidt med en bold:

"På en afdeling sad en klient konstant op ad et varmeapparat. En dag opdagede man, at hun havde fået et stort brandssår. Hun kunne ikke selv give udtryk for det."

Den første tid i jobbet tænkte Inge Krogh ofte på at give op:

"Jeg kunne ikke tale med dem og foretage en psykiatrisk undersøgelse. Men jeg tænkte også, at her er en opgave, og hvis du ikke tager den, er der måske ikke andre, der gør."

Og efterhånden blev hun glad for kontakten til de udviklingshæmmede:

"Jeg opdagede, hvor glade de var, bare man gned dem på kinden. Selvom mange slet ikke kunne svare. Og efterhånden lærte man, at et ganske lille fremskridt kunne være lige så meget som en studentereksamen for os andre."

Inge Krogh engagerede sig også i kontakten til forældrene. Hun indførte blandt andet forældremøder og holdt foredrag i pårørendeforeningen Evnesvages Vel, det senere LEV.

"Forældrene fortalte, hvor forfærdeligt det var, når de kom gående med deres barn, og deres bekendte gik over på den anden side af gaden. Det var ikke fint at have en åndssvag. Der var skam forbundet med det."

Inge Krogh vender flere gange tilbage til, hvilket fremskridt det var, da forskningen i gener i 1960'erne pegede på nogle af årsagerne til udviklingshæmning.

"Man bebrejdede jo forældrene. Og de havde ofte skyldfølelse. Så den viden var en befrielse for mange."

At fastspænde udviklingshæmmede børn og voksne var helt almindeligt på de store institutioner.

"Det var jo noget, man vænnede sig til. De skulle bindes, når de for eksempel skulle i seng. Og var der en, der var lidt urolig, så bandt man."

Men fastspænding blev også brugt, fordi det var praktisk. For eksempel oplevede Inge Krogh, hvordan en ellers meget velfungerende pige blev spændt fast på en stol, for at en ansat kunne få fred til at skrubbe gulv.

En varm sommeraften i begyndelsen af 1960'erne havde Inge Krogh tilfældigvis et ærinde på en børneafdeling. Hun stoppede og kiggede ind til børnene, som lå og sov: Hvert eneste barn var fastspændt med bælte.

"De havde sikkert været ude om dagen. De sov sødeligt. Det var, lige så de snorkede. Men de var fikserede alle sammen. Og det var jo slet ikke nødvendigt. De rørte sig overhovedet ikke. Jeg tænkte:

'Det går simpelthen ikke'. Og så gav jeg de ansatte besked om, at det skulle høre op. Hvis man var nødt til at binde nogen, skulle man melde det til mig. Jeg ved godt, at der var nogle blandt personalet, der var rasende. De sagde det ikke direkte, men det hørte jeg jo alligevel. Og det blev da fulgt."

I begyndelsen af 1960'erne havde Statens Åndssvageforsorg oprettet Personalehøjskolen, hvor en ny generation af unge mennesker blev uddannet i pædagogik. Inge Krogh sørgede for, at det ufaglærte personale også fik kurser. Og langsomt spirede nye holdninger frem.

"Der var jo meget konservativt på et hospital. Og mange ting som for eksempel at binde var personalet vant til og tænkte ikke over, at man lige så godt kunne lade være."

Hun fik også ændret en anden procedure: Nattevagterne vækkede børnene på hospitalet allerede klokken fem, for at de kunne nå at være rene og pæne, inden morgenpersonalet mødte ind.

"Jeg gav ordre til, at de ikke måtte vækkes før klokken syv. Det var urimeligt at få tingene gjort kun af hensyn til personalet," siger Inge Krogh.

Overlægerne i Statens Åndssvageforsorg indtager i historisk perspektiv ofte en lidet flatterende rolle. De sad hårdt på deres magt, og deres syn på udviklingshæmmede var præget både af en medicinsk tankegang og af ideerne om arvehygiejne. De var blandt andet optagede af at teste og kategorisere de udviklingshæmmede. Og nogle af dem indstillede også udviklingshæmmede til hjerneoperationen også kendt som "det hvide snit".

Overlægerne fra de store centralinstitutioner er stort set alle døde i dag. Og med sig har de taget de fleste af deres holdninger og betragtninger. Men brevvekslinger og udtalelser i datidens presse vidner om, at langt de fleste af dem var lodret imod den nye dagsorden for måden, man behandlede de udviklingshæmmede på, som spirede frem i løbet af 1960'erne og 1970'erne.

"De var da ikke skurke. De havde bare vænnet sig til, at sådan var det. Og de nye idéer trængte ikke frem til dem. Jeg var ikke enig med de fleste andre overlæger på den tid. Jeg var også noget yngre. Og de mente vist, at jeg ikke havde forstand på det, jeg talte om."

Inge Krogh bruger selv udtrykket, at hun "hvirvlede støv op", da hun kom til. Men det kom ikke til åben konfrontation med de andre overlæger. Heller ikke selvom hun blev gode venner med lederen af Statens Åndssvageforsorg, N.E. Bank-Mikkelsen, som kæmpede hårdt for nye tider i forsorgen, ofte med overlægerne som sine modstandere.

"De kunne ikke fordrage ham. Han ville have forandringer. Og det er ikke nemt at afgive magten, når man har en kæmpestor institution og indflydelse."

Forholdene for de udviklingshæmmede med konstant overbelægning på de gamle centralinstitutioner samt de mange ventelister for en institutionsplads skabte debat i slutningen af 1960'erne. Derfor blev der sat penge af til nye institutionsbyggerier. I 1970 bliver centralinstitutionen Strandhøj indviet i Nyborg - med plads til 200 beboere. Institutionen, som senere fik navnet Strandvænget, var efter datidens målestok utroligt moderne - blandt andet med eneværelser.

"Jeg kan huske, at en af de åndssvage spurgte: 'Er alle væggene mine?'. Det var meget usædvanligt på den tid og en fantastisk forandring."

Inge Krogh blev valgt ind i Folketinget for Kristeligt Folkeparti ved jordskredsvalget i 1973. Hun forlod Christiansborg 11 år senere som 64-årig. Og tog overlægekitlen på igen:

"Jeg vendte desværre tilbage til min gamle stilling som overlæge. Der er ikke noget i mit liv, jeg kan sige, at jeg har fortrudt. Ud over det."

Inge Krogh havde i Folketinget selv været med til at vedtage, at ansvaret for de udviklingshæmmede skulle overgå til amterne. Og samtidig havde nye holdninger slået rod: De udviklingshæmmede skulle selv bestemme over deres liv, og det var pædagogerne, der satte dagsordenen.

"Overlægernes tid var forbi. Det var ikke rart. Og jeg havde meget svært ved det. Blandt andet, fordi jeg ikke havde den samme autoritet, som da jeg begyndte. Journalerne skulle også pludselig lægges væk. Ganske simpelthen var de blevet meget mere selvstændige på afdelingerne, og de fandt sig ikke i, at man blandede sig."

Blandt andet forsøgte Inge Krogh at gribe ind over for en udviklingshæmmet, der nærmest levede af lakrids.

"Det ville jeg tage fat på. Han skulle da have ordentlig mad. Men det var umuligt - tænk, det skulle han selv bestemme. De åndssvage var ikke længere patienter. Det var meget mærkeligt - det var, som om de slet ikke ville have læger i forsorgen længere."

Ser du ligefrem udlægningen som et tilbageskridt?

"Intentionen var god, men jeg ved ikke, om man fik fulgt den ordentligt op. Institutioner har aldrig været ideelt, men de kan jo være nødvendige."

Trods de dårlige forhold for mange udviklingshæmmede har Inge Krogh i tilbageblik intet at bebrejde sig selv:

"Nej, jeg har ikke nogen dårlig smag i munden. Jeg forsøgte at gøre det bedre, selvom der naturligvis også har været forsømte ting. Jeg kan ikke huske, at der var nogen kritik af mig, men sådan noget har jeg også altid ladet prelle af."

Og om de dårligdomme, der var mange steder, siger hun:

"Det var jo ikke ond vilje. Sådan var det altså bare. Og man tænkte ikke over det. Jeg syntes jo, det var frygteligt, og jeg havde ikke kunnet holde ud, hvis det ikke var blevet ændret."

Inge Krogh mener, at årsagen til, at der gik så lang tid, før de udviklingshæmmede fik bedre forhold trods både medieomtale og et stort pres fra embedsmændene, skal findes i hele tidsånden:

"Jeg kan ikke se andet, end at tiden har været sådan. Man ville gerne have dem væk. Det tror jeg nok, man må sige, siger Inge Krogh og tilføjer senere: "Det kneb lidt med at se, at de var skabninger som alle andre."