Prøv avisen
Interview

Manden bag Muhammed-tegningerne: Jeg var nok naiv

"I mange liberale demokratier er det blevet for overvældende for mange at håndtere så meget mangfoldighed, og den instinktive reaktion for mange er at få mere kontrol og lukke for grænser," siger forfatter og journalist Flemming Rose. "Disse holdninger skal også rummes. Men vi skal undgå, at nogen bliver tiltrukket af én stærk mand, som man ser i andre lande, eller at man begynder at smide indvandrere ud eller forbyder folk som Rasmus Paludan." Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Manden bag de berømte Muhammed-tegninger, journalist og forfatter Flemming Rose, vil komme ekstreme kræfter til livs gennem dialogkaffe som medlem af bestyrelsen i et nyt center. Tolerance er ikke en medfødt evne, siger han

Flemming Rose spiser da muslimer til morgenmad. Den anklage har en af landets mest aktive og kendte fortalere for ytringsfriheden hørt mange gange. Og derfor har mange måske fået morgenmaden galt i halsen, da de hørte, at ytringsfriheds-forkæmperen nu vil drikke dialogkaffe med radikaliserede og folk med ekstreme holdninger.

”Der er et større behov end nogensinde før for at tale ordentligt med hinanden og prøve at rumme hinandens meninger,” siger Flemming Rose, der tog initiativ til Morgenavisen Jyllands-Postens berømte karikaturer af muslimernes profet Muhammed.

I går blev han præsenteret som medlem af bestyrelsen for Foreningen Brobyggerne, som står bag et nyt Center for Dialogkaffe, der skal arbejde for at hindre ekstremisme og fordomme gennem samtaler blandt andet på skoler og i lukkede miljøer. Det er debattøren og den tidligere SF- politiker Özlem Cekic, der står bag projektet, som bygger på hendes 10 års erfaring med sin såkaldte dialogkaffe med folk af anden opfattelse end hende.

”Jeg har fulgt Özlem Cekic i mange år og mener, at hun har en helt unik evne til at skabe kontakt til andre, uanset om de bryder sig om hende eller ej. Det projekt har jeg enormt stor respekt for,” siger Flemming Rose.

Hvorfor vil du være en del af et dialogkaffe-center?

”Noget af det, jeg lærte af Muhammed-krisen og tiden efter, er, at folk er så forskellige. Folk har forskellige holdninger til tegninger af profeten. I den proces kunne jeg godt forstå imamen, der syntes, at det var tåbeligt og destruktivt. Men med min historie, de mennesker, der har påvirket mig, og de erfaringer, jeg har gjort mig, måtte jeg søsætte det projekt med tegningerne. Det er ikke, fordi jeg er specielt konfrontatorisk anlagt, men for mig er værdier om frihed og tolerance helt centralt. En ting er at forstå det teoretisk, noget andet er at udleve det. Der er et stort behov for at italesætte og vise, hvad de værdier handler om.”

Er der sket noget på det seneste, der har fået dig ind på sporet af dialog og samtale, som Özlem Cekic er fortaler for?

”Den demokratiske proces er under stort pres. Migration og ny teknologi betyder, at mangfoldigheden omkring os er større end nogensinde. Det er ekstremt vanskeligt og nogle gange smertefuldt at leve side om side med folk, der er meget forskellige fra en selv. Selv i en kultur som den danske med en lang tradition for at lytte og have en demokratisk samtale, så har det vist sig også at være svært for danskere. I mange liberale demokratier er det blevet for overvældende for mange at håndtere så meget mangfoldighed, og den instinktive reaktion for mange er at få mere kontrol og lukke for grænser. Det forstår jeg godt, for der er grænser for, hvor meget man kan håndtere og absorbere af andre kulturer. Disse holdninger skal også rummes. Men vi skal undgå, at nogen bliver tiltrukket af én stærk mand, som man ser i andre lande, eller at man begynder at smide indvandrere ud eller forbyder folk som Rasmus Paludan. Og der er Özlem Cekics brobyggeri et vigtigt bidrag til at undgå den udvikling, hvor der skabes fjendebilleder, dæmoniseringer og så videre.”

Har du ændret tilgang til, hvordan ytringsfriheden skal forsvares de seneste år?

”Jeg var nok naiv for 15 år siden, hvor jeg troede, at ytringsfrihed og tolerance var noget, man er født og opvokset med i Danmark. Man fødes ikke med et gen for demokrati. Det er noget, man man skal lære. Det skal kultiveres og praktiseres. Der er mange kræfter i mig, dig og i alle andre, der trækker i andre retninger. Det ligger i den menneskelige natur instinktivt at ville lukke munden på den anden. Jeg har ikke flyttet mig grundlæggende i kernen af diskussionen om ytringsfrihed. Men det har været en overvældende proces, og jeg har tænkt og reflekteret meget over, hvad jeg mener. Ellers forvitrer demokratiet. Derfor handler tolerance for mig om at lære at leve med det, man hader, uden at gribe til vold, intimidering og forbud.”

Hvor langt vil I gå for at få ekstremister og radikaliserede kræfter i tale?

”Hverken Özlem Cekics eller jeg er så naive, at vi tror, vi kan nå alle. Det kan man ikke. Vi kan ikke tage til Grimhøj-moskéen og overbevise en imam om at flytte sig. Men vi skal heller ikke dæmonisere dem. Det handler snarere om at være mere tydelig med, hvor man selv står. Når det er gået galt med integrationen i vestlige lande, skyldes det, at vi ikke har været klare på, hvor vi selv står værdimæssigt, hvad der er til forhandling af sociale normer, relationer mellem kønnene, ytringsfrihed og religionsfrihed. Så når vi tager ud og taler med en leder i en moské, så sidder der forhåbentlig nogle i baglandet og lytter med. Det kan være folk, der er vant til at leve i et ekkokammer og hører den samme fortælling.”

Hvad tror du, der kan komme ud af dialogkaffen?

”Jeg håber, vi kan få en masse empiri og erfaring. Det er ikke forskning, men Özlem Cekics har vist, hvad det kan rykke for eksempel på skoler, hvor de får identificeret fordomme og bliver mere bevidste om, hvad der sker i samtaleprocesser, og hvad man har med hjemmefra. Jeg håber, vi kan være med til at påvirke nogle af de ekkokamre, mange lever i, og som er med til at polarisere samfundet. Jeg kan godt lide kritisk dialog med andre. Jeg elsker at være der, hvor meninger brydes. Det er altid lærerigt.”