Da Søren Pape Poulsen i august 2014 overtog ledelsen af Det Konservative Folkeparti, var der kun få uden for partiet og Viborg, der vidste, hvem den midtjyske borgmester var. Men på flere konservative landsråd havde han høstet bifald for sine engagerede brandtaler. I 2011 sagde han således, at så lang tid der er kommunister, socialister og radikale i Danmark, er der brug for De Konservative.
Og op til kommunalvalget i 2013 rettede han skytset mod Venstre, som han lokalt i Viborg var raget uklar med. Men han var klar til at løbe fra Venstrefolkene, forsikrede han, for ”en Volvo er som regel hurtigere end en traktor” og ”vi bøjer os ikke for nogen Venstrefolk overhovedet”.
Selvom De Konservative på landsplan fik et skidt valg, bevarede Pape sin borgmesterpost. Dermed var vejen banet for, at den veltalende midtjyde kunne debutere i landspolitik ved at gå direkte ind i forreste geled som formand for sit parti. Han afløste Lars Barfoed, som ikke så længe forinden havde afløst Lene Espersen, men var kørt træt og nu bebudede, at der var brug for en formand, der kunne tilføre det gamle parti ”ny ild”. Det fik man så.
Løftet om ikke at bøje sig for Venstrefolk fra 2013 forekommer profetisk i forhold til den forgange uges begivenheder, hvor Søren Pape Poulsen ikke alene bidrog med ny ild, men set med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) øjne decideret brandstiftelse. Tirsdag aften udtalte Pape, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) havde været så uvillig til at indrømme uklarhederne ved ministeriets beregningsmetoder i landbrugsplanen, at De Konservative ikke længere havde tillid til hende.
Løkke prøvede at undgå at fyre sin minister ved at true med valg, men uden effekt. En hård udmattelseskrig sluttede sent fredag aften, hvor Pape konfererede med sine fem gruppefæller og slog fast, at partiets troværdighed og eksistens var på spil. Man kunne ikke bøje sig for Venstrefolk.
Lørdag morgen valgte Eva Kjer Hansen at gå af, men Søren Pape Poulsen undlod omhyggeligt at italesætte det som en konservativ sejr. Ganske vist havde mediernes kommentatorer i dagevis fremmanet billeder af kamp mand mod mand fra den amerikanske filmskat – westernfilmenes showdown, James Dean, der spiller chickeni en hurtig bil i frontal kørsel mod en anden bil eller en pokerspillende Paul Newman, der kalder sin modspillers bluff og vinder hele puljen.
Søren Pape Poulsen sagde til de konfliktlystne journalister, at ”det handler ikke om vindere og tabere” og fastholdt sin fortsatte fulde støtte til Venstre-regeringen. Hvis han skal overleve politisk, skal han nu skal vise sine evner inden for brandslukning.
Da Søren Pape Poulsen i april 2015 indledte sit partis valgkamp ved at erklære krig mod det til lejligheden opfundne begreb ”naziislamisme”, var der stadig ikke mange uden for Viborg og partiet, der vidste, hvem han var. Heller ikke, da De Konservative ved folketingsvalget i juni 2015 med 3,4 procent af stemmerne fik sit dårligste valg i 100 år. Men hvis ikke Pape har fået andet ud af de seneste dages strid med Venstrefolkene, så har sagen gjort ham landskendt.
Mange kommentatorer er blevet overraskede over, at den ellers så gemytlige mand fra Bjerringbro valgte en så konfrontatorisk kurs. Anderledes forholder det sig med dem, som kender ham fra byrådet i Viborg, hvor han to gange har trukket sig sejrrigt ud af konstitueringsforhandlingerne om borgmesterposten – til trods for, at det seneste valg førte til, at der blandt byrådets 31 medlemmer var 12 Venstrefolk, ni socialdemokrater og kun seks konservative.
Vejen dertil var en kombination af rummelig midterpositionering og hård forhandling. I stil med den konservative statsminister 1982-93 Poul Schlüter – det ene af de tre politiske idoler, han har haft, siden han i 1987 blev politisk aktiv i Konservativ Ungdom som 15-årig. De to andre er Ronald Reagan og Margaret Thatcher.
Når 44-årige Søren Pape Poulsen i de seneste år har skabt fortællingen om sig selv, er det historien om drengen, hvis far var landmand og hvis mor arbejdede på et plejehjem. Fra de to adoptivforældre arvede han troen på dels værdien af hårdt arbejde og betydningen af at hjælpe dem, der virkelig har brug for det. Han er ikke akademiker, men begyndte med en shipping-læreplads hos Grundfos og blev siden speditør, lærer og ungdomsskoleleder, inden han blev fuldtidspolitiker.
Han er erklæret konservativ vokset op i Venstre-land. Erklæret troende kristen, som er kirkeligt interesseret og har været menighedsrådsformand – og som udtalte sin forbløffelse over, at det i 2014 kunne interessere offentligheden, at han derudover er homoseksuel. En mand, der forsøger at lancere sig som repræsentant for de virkelige mennesker ude i det danske land – på sikker afstand af københavneri, magtbrynde og DJØF’ere med regneark.
Men billedet af den ”rene” politiker fra Viborg blev i august 2014 anfægtet af sagen om, at Søren Pape Poulsen som bestyrelsesformand i det offentligt ejede Viborg Energi havde trumfet igennem, at selskabet købte retten til som sponsor at lægge navn til det lokale fodboldhold Viborg FF’s hjemmebane. Prisen var på kort tid steget fra 50.000 kroner om året til 3,25 millioner kroner over tre år, hvilket fik kritikere til at tale om ulovlig offentlig støtte til fodboldklubben, men Pape formåede at stå sagen igennem.
Da Søren Pape Poulsen på det seneste konservative landsråd holdt tale, brugte han det billede, at hvis man ser Danmark som et hus, er det efterhånden lidt af et håndværkertilbud, hvor murene sprækker og malingen skaller af. Der er brug for en renovering, og ordentlighed og respekt for hårdt arbejde skal være de bærende værdier.
Billedet er interessant, fordi Pape iscenesætter sig som den dygtige håndværker, der er kommet over fra Viborg for at reparere det hus, de mere garvede, men måske lettere udbrændte Christiansborg-veteraner bestyrer, påpeger Rasmus Tue Pedersen, post.doc. i statskundskab ved Københavns Universitet, der forsker i politisk kommunikation.
”Det er helt klassisk, at man som politiker enten kan sælge sig selv på sin erfaring og indsigt eller på at være et frisk pust udefra, der ikke er fedtet ind i alle rænkespillene. Det er selvfølgelig sandt, at Pape er fra Jylland, mens Løkke har haft sin base i Nordsjælland og nu bor i København. Men jeg tror ikke, vi generelt skal se Pape som en mand, der entydigt repræsenterer provinsen. Jeg tror snarere, han slår på sin manglende akademiske uddannelse og sin manglende landspolitiske erfaring i et forsøg på at vende sin svaghed til en styrke,” siger Rasmus Tue Pedersen.
Han finder det også interessant, at Pape har forsøgt at lancere sig som politisk håndværker, fordi det åbenbart er på mode i dansk politik lige nu:
”Han er oppe imod en Lars Løkke, om hvem Venstre har forsøgt at etablere det som en sandhed, at han er den dygtigste politiske håndværker i Danmark. Det er uklart, hvorfor han skulle være det, men det har været et ganske smart argument at anvende, hvis hans person var under pres. Men forskellen på politik og andet håndværk er jo, at der ikke er nogen objektiv målestok for, hvornår resultatet er godt i politik.”
Da Søren Pape Poulsen trodsede ”superhåndværkeren” for at vælte en minister, hvis plan hans parti hele vejen havde støttet, kan man med rette spørge, om resultatet var kampen værd. Hvorfor var det så vigtigt at udtrykke mistillid? Og hvorfor kunne pludselig så godt som alle konservative se et politisk problem, som de andre i blå blok ikke kunne se?
Det har Rune Slothuus, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, en videnskabelig forklaring på. Han har i en videnskabelig artikel beskrevet det psykologiske fænomen, at menneskers modtagelighed for politiske argumenter bliver mindre, når argumenterne indgår i en situation, hvor politiske partier står stejlt over for hinanden.
Forsøg foretaget blandt vælgere i USA peger på, at hvis der kun er en ringe grad af konfrontation, er man som borger mere åben over for at lytte til argumenter. Men har man sympati for et politisk parti, og er dette parti involveret i en strid om emnet, vinder loyaliteten ofte over argumenterne.
”Det er velkendt, at fakta ofte bliver fortolket selektivt af politikere. Man er tilbøjelig til at fortolke virkeligheden, så den passer ind i den forudindtagede position. Men hverken borgere eller politikere er helt immune over for fakta. Det er muligt at nå dertil, hvor man føler, man er nødt til at skifte position. Det kunne se ud, som om det var det punkt, der indtraf for De Konservative, da Eva Kjer Hansen i tirsdags var i samråd,” siger Rune Slothuus.
For alle andre end de Konservative vakte det undren, at Søren Pape Poulsen kastede sig så hårdt ind i tacklingen af ”manden” – fyringen af miljø- og fødevareministeren – at han ikke tænkte på, hvor ”bolden” – en tillægsaftale til landbrugspakken – trillede hen. Argumentatorisk var det svært for andre end konservative at se logikken. Om det kortsigtede resultat på længere sigt vil gavne partiet er umuligt at sige. Men ingen kan nægte, at Det Konservative Folkeparti med Søren Pape Poulsen som formand har fået ny ild.