Bertel Haarder er manden, der tager værdikonflikterne

Gennem sit lange virke har kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) taget mange slagsmål, og ved at vælge ham til at lede indsatsen mod ”hadprædikanter” har statsministeren sikret sig en garvet forhandler og ro i højskole-Venstre. Næsten

Et gennemgående træk i karakteristikken af Bertel Haarder (V) er hans loyalitet over for den regering og det parti, han er med i. –
Et gennemgående træk i karakteristikken af Bertel Haarder (V) er hans loyalitet over for den regering og det parti, han er med i. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det kommer lidt overraskende, udfaldet mod tænketanken Justitias direktør, juristen Jacob Mchangama. Men man er ikke i tvivl om, at kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) er træt af, at han og hans regering bliver beskyldt for at være i fuld gang med at underminere tros- og ytringsfriheden.

”Jeg håber da ikke for Jacob Mchangama, at ulven nogensinde kommer. Nu har han råbt ’ulven kommer’ så tit i denne her sag, at hvis ulven skulle komme, er der ingen, der ville tage det alvorligt. Hvordan kan han være troværdig, hvis der på et tidspunkt sker noget, der er grund til at være bekymret over?”, spørger ministeren retorisk.

”Denne her sag” er regeringens forsøg på at dæmme op for de islamiske såkaldte hadprædikanter, som blev afsløret i TV 2’s serie ”Moskéerne bag sløret” tidligere på foråret.

Jacob Mchangama var i fredags en af oplægsholderne på et møde arrangeret af Grundtvigsk Forum i Vartov København, hvor hovedspørgsmålet lød:

”Politikerne siger nej til hadprædikanter – siger de også nej til religionsfriheden?”.

Af dagbladet Informations referat fremgår, at den juridiske tænketanks direktør mener, at politikerne er ved at falde for fristelsen til forbud mod ytringsfriheden, og at de derved svækker den politiske kultur, som ellers har nydt godt af, at censur og ensretning har været lagt på hylden i mange år.

At den slags bekymringer luftes på et møde i netop Grundtvigsk Forum må gøre ondt på en minister, der i hele sit virke har holdt den grundtvigske fane højt. Bertel Haarder er manden, der i bøger med titler som ”Grænser for politik” og ”Slip friheden løs” går imod, at staten blander sig i alt.

Hvor han for eksempel definerer frisind som den holdning, at ”min nabo lige så vel som jeg selv må være fri til at fastholde og praktisere sin holdning, hvad enten det gælder livsmønster, religion, skolegang eller andet,” som han skrev i bogen ”Grænser for politik” fra 1990.

Det frisind har Bertel Haarders tidligere kampfælle på ministerholdet, Birthe Rønn Hornbech, anklaget Venstre for at have afskrevet. Til Morgenavisen Jyllands-Posten den 16. maj sagde hun, at ”Venstre har fuldstændig forladt sine liberale pejlemærker. De fatter ikke, hvad frihed er, de kører bare videre med populismen. De tror fejlagtigt, man kan høste vælgere på disse tiltag, men Dansk Folkeparti vil altid sidde tilbage og sige ’plus moms’”.

Foreløbig er det mest tiden til de politiske forhandlinger, der er blevet tillagt moms. TV 2’s udsendelser viste blandt andet, at imamer underviser i, at man må stene utro kvinder, at man må slå børn, hvis de ikke beder, når de er fyldt 10 år, at muslimske kvinder ikke må arbejde, hvor der er mænd til stede, at kvinder skal finde sig i voldelige ægtemænd, og at man gerne må lyve sig til at få boligstøtte fra kommunen.

Straks efter den sidste udsendelse stod politikerne i kø for at overgå hinanden med forslag, der skulle bremse imamer og moskéer. Der var forslag om at lukke Grimhøjmoskéen i Århus og om at lukke helt for udenlandske, muslimske forkyndere i Danmark.

Siden fik Bertel Haarder hovedansvaret for at forhandle en politisk aftale hjem om nye indgreb, men også justitsminister Søren Pind (V), integrationsminister Inger Støjberg (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) blev involveret.

Forhandlingerne er stadig ikke færdige, og de sidste dele er nu udskudt til efterårets forhandlinger om satspuljemidlerne, der måske kan bruges til at hjælpe udsatte kvinder i de muslimske miljøer.

Siden Bertel Haarder i 1982 blev undervisnings- og forskningsminister i den første borgerlige firepartiregering, har han aldrig undslået sig politiske oprydningsopgaver, der kunne give ballade.

Som noget af det første i sin ministertid lod han 10 procent flere elever indskrive på alle undervisningsinstitutioner, fordi der skulle spares, og det havde han det helt fint med, også selvom det førte til demonstrationer og protester landet rundt.

Efter regeringsskiftet i 2002 skulle han som ny integrationsminister gennemføre opstramninger af udlændingepolitikken og fremlagde et udspil, der var strammere end Venstres eget valgoplæg.

Det blev umiddelbart positivt modtaget af Dansk Folkeparti, men forhandlingerne med de tidehvervske sognepræster Jesper Langballe og Søren Krarup blev alligevel hårdere end forventet. Bertel Haarders efterhånden velkendte temperament kogte over, da partiet krævede, at traumatiserede flygtninge ikke automatisk skulle have adgang til at få dansk statsborgerskab. Daværende gruppeformand Peter Skaarup rapporterede angiveligt fra mødet til Pia Kjærsgaard, at ”nu er de altså ved at komme op at slås”.

Bertel Haarder skulle ifølge flere tidligere portrætbøger have sagt til Jesper Langballe: ”Man skulle godt nok ikke tro, du var præst!”, samtidig med at han smækkede en stak papirer hårdt i skrivebordet.

Efterfølgende forsvarede han loyalt den samlede aftale, og et gennemgående træk i karakteristikken af ham er netop hans loyalitet over for den regering og det parti, han er med i. Hvilket formentlig er en vigtig del af forklaringen på, at han er blevet sat for bordenden i de vanskelige forhandlinger om stramningerne af reglerne for religiøse forkyndere.

Vel ligger nogle af stramningerne naturligt inden for Kirkeministeriets ressortområde, men da der tillige er juridiske og integrationsmæssige konflikter, kunne statsministeren lige så vel have valgt at lade Søren Pind eller Inger Støjberg stå i spidsen, eller han kunne selv have gjort det, som Dansk Folkeparti krævede på et tidspunkt.

Ved at vælge Haarder har Lars Løkke Rasmussen imidlertid sikret sig en garvet politisk håndværker til opgaven, samt at den del af det grundtvigske højskole-Venstre, der er utryg ved Inger Støjberg, skulle føle sig på fastere grund.

Nok var der kritiske røster i Vartov forleden, og nok har for eksempel tidligere generalsekretær i Sudanmissionen, missionsteolog og konsulent Mogens Mogensen, rettet en skarp kritik af regeringens indgreb i et blogindlæg. Især et forslag om at kriminalisere visse ytringer, som undergraver dansk lovgivning, sidestiller han med noget, man kender fra totalitære stater.

Men i Venstres eget bagland har der været stille, og hidtil har stramningerne af de borgerlige frihedsrettigheder fået opbakning fra et meget bredt flertal i Folketinget.