Da billetter til foredraget med Stephen Hawking i aften i DR’s Koncerthus for nylig blev frigivet, var interessen så stormende, som var der tale om en af verdens største musikstjerner. 6000 mennesker stod i kø for at få muligheden for at opleve en 74-årig teoretisk fysiker i rullestol fortælle gennem en computer om sorte huller i universet. Det til trods for, at 27 biografer landet over transmitterer begivenheden direkte.
Ingen andre videnskabsmænd i verden kan tiltrække samme opmærksomhed og begejstring. Det har ingen kunnet i flere årtier, og det er et meget sigende billede på, hvor unik og paradoksal briten er. For hvordan kan en mand, fysisk forkrøblet af nervesygdommen ALS siden han var ung, blive et videnskabeligt fænomen på linje med Einstein, Newton og andre af historiens største teoretiske fysikere?
Og hvordan kan han være det på en måde, så store dele af verden lytter og fascineres, når han fortæller om ting, de allerfærreste forstår? Alene hans bog fra 1988 ”A Brief History of Time” (Hawkings uendelige univers) er solgt i flere end 10 millioner eksemplarer, hvilket gør Hawkings til den bedst sælgende populærvidenskabelige forfatter nogensinde.
En del af hans ikoniske status kan forklares ud fra et ærefrygtindgydende cv. Han fik som 37-årig stillingen som professor i matematik på Cambridge University – en stilling grundlagt i 1663 og blandt andre besat af Isaac Newton. Den holdt han frem til 2009, og i mellemtiden har han blandt ret meget andet ydet det nok væsentligste bidrag til Einsteins generelle relativitetsteori og til forståelsen af sorte huller i universet.
Han har lagt navn til den stråling, man mener kommer ud af hullerne, og måske vigtigst af alt har han viet sit liv til at forene relativitetsteorien og kvantemekanikken – og dermed det største og det mindste i universet – til en teori om alting. Det sidste er endnu ikke lykkedes, men ingen er kommet tættere på end ham.
Så han har altså noget reelt at tilbyde verden, men hans berømmelse er yderligere forstærket af, at den i høj grad er opstået på trods. Da han allerede som 21-årig fik konstateret ALS, forventede ingen, at han ville leve længe. Ingen læger kan forklare, hvorfor han stadig er blandt os, for de færreste lever længere end fem år med sygdommen. Den har da også med tiden berøvet ham næsten samtlige muskelfunktioner, så han i dag er reduceret til det, en amerikansk journalist poetisk har kaldt ”et sommerfuglesind fanget i en dykkerklokkekrop”.
At verdens fremmeste udgrunder af universets mysterier selv er ude af stand til at røre sig, er en vigtig del af fascinationen, men formentlig også afgørende i forklaringen på, hvorfor han har opnået så meget, har han fortalt. For med en dødsdom hængende over sit ubevægelige hoved, har han altid presset sig selv til at udnytte sit intellekt mest muligt.
Hawkings personlige historie er i sig selv så mangefacetteret og farverig, at den i 2014 blev omsat til den Oscarvindende bestseller-film ”Teorien om alting”. Den udødeliggjorde professoren som et åndrigt og dybt humoristisk menneske og fortalte om hans livs store kærlighed, der gav ham tre børn, men som til sidst måtte trække sig fra et samliv udelukkende på Hawkings præmisser.
Uanset hvad, så er han her stadig og bidrager fortsat med væsentlig forskning og debat. Han er eksempelvis en del af det indiskutabelt mest ambitiøse rumprogram til dato, hvor hundredvis af rumskibe i sommerfuglestørrelse skal sendes mod fjerne stjerner med ufattelig stor hastighed.
Og han er en af de skarpeste kritikere over for udvikling af kunstig intelligens, som han mener kan blive menneskehedens undergang, hvis vi ikke passer meget på.
Det sidste er i øvrigt en anden af de mange paradokser, som kendetegner Hawking. Hans liv er nemlig næsten 100 procent styret af kunstig intelligens. Han har for længst mistet talens kraft og kommunikerer nu udelukkende gennem den ene muskel i kinden, han har tilbage.
Via en infrarød kontakt i hans briller bruger han bevægelse i kinden til at flytte cursoren på en computerskærm foran sig og på den måde vælge bogstaver eller ord. Når han har fuldendt en sætning, sender han den til en talesynthesizer, som udtaler sætningen med den robotagtige stemme, der er endnu en karakteristisk del af fænomenet Hawking. På denne måde har han i årtier givet hele foredrag, typisk ”indtalt” på forhånd.
Så når fysikprofessoren i aften går på scenen – utvivlsomt til stående bifald og med hans faste åbningsreplik: ”Kan I høre mig?” – er der med rette store forventninger til at få noget unikt med hjem. Noget om sorte huller, parallelle universer, tiden og teorien om alting.