Prøv avisen

Mandlig sygeplejerske: I begyndelsen undskyldte jeg nærmest for at gå på studiet

I begyndelsen af sin studietid var Joachim Christiansen forlegen over, at han som mand læste til sygeplejerske. – Alle fotos: Palle Peter Skov.

Joachim Christiansens venner ville være politimand og forretningsmand. Selv begyndte han på sygeplejerskestudiet for at blive ambulanceredder. Men sygeplejerskeuddannelsen voksede på ham, for det kræver sin mand at fortælle et andet menneske, at vedkommende skal dø

Joachim Christiansen havde aldrig tænkt, at han skulle være sygeplejerske. Nej, uddannelsen skulle være et springbræt til at blive ambulanceredder.

Der var bare ét problem. Interessen for faget voksede, og selvom Joachim Christiansen overfor vennerne i fødebyen Esbjerg stædigt fastholdt sin oprindelige karrieplan, var det på sin vis en bevidst forglemmelse, da han overså ansøgningsfristen for at blive redder.

”I starten var det lidt, som om jeg undskyldte for at gå på studiet. Det var som om, jeg ikke ville stå ved det, selvom jeg jo var glad for det,” siger han.

28-årige Joachim Christiansen er ansat som sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Han er dermed en af de få mænd, der er gået imod strømmen og arbejder i et såkaldt kvindefag. På trods af et årelangt fokus med kampagner på at lokke flere mænd til at blive sygeplejerske udgør andelen af mænd på sygeplejestudiet kun syv procent af de studerende, der netop er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen – en beskeden stigning på et procentpoint sammenlignet med 2017.

Statistikken taler sit tydelige sprog: Når det kommer til valg af uddannelser, er 95 procent af ansøgerne til hovedområdet teknologi, byggeri og transport mænd, mens 87 procent af ansøgerne til fag inden for omsorg, sundhed og pædagogik er kvinder.

Kristeligt Dagblad taler med Joachim Christiansen en tidlig mandag morgen. Han har fri efter at have arbejdet både lørdag og søndag. Fri er måske så meget sagt – når som helst kan hans etårige søn vågne, og så kalder pligterne påny.

Det gik en rum tid, før Joachim Christiansens barndomsvenner indså, at sygeplejerskestudiet ikke alene var et springbræt, men en kommende levevej. Dengang boede han i en ungkarlehybel med to gode venner, der var ved at uddanne sig til at blive politimand og forretningsmand.

I spøg muntrede de sig over, at Joachim Christiansen til dagligt skiftede bleer på ældre, og at det hed sygeplejerske og ikke sygeplejer.

”Når vi bliver færdiguddannet som sygeplejerske, får vi et emblem, vi sætter på uniformen. Da min kammerat fandt ud af det, udbrød han: ’Du behøver altså ikke at uddanne du dig tre og et halvt år for at få lov til at gå med broche’.”

Joachim Christiansen griner, da han fortæller historien. I vennegruppen bliver der givet og taget, og hurtigt begyndte vennernes skepsis at vende – særligt efter de fandt ud af, at Joachim Christiansen var deres adgangsbillet til fredagsbaren på studiet.

Joachim Christiansen forklarer, at han sjældent tænker over sit køn i hverdagen. Af og til falder der en kommentar fra en patient, og nogle gange forveksler patienterne ham og de kvindelige læger, når der er stuegang. For det meste er reaktionerne dog positive, særligt dengang han arbejdede i hjemmeplejen, hvor flere mænd specifikt bad om, at det var Joachim Christiansen, der kom.

”Min egen teori var simpelthen, at de savnede en mand at tale med i hverdagen,” siger han.

På sygehuset er der 160 sygeplejersker. 154 kvinder, 6 mænd. Han nyder sine kolleger og hverdagen, men han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke ønskede sig flere mandlige kollegaer.

”Uden at det må lyde forkert, så kan jeg godt mærke efter en lang uge, at jeg har brug for, at der skal ske noget. Mandehumor er måske så meget sagt, men jeg har brug for en anden tone. Nogle gange kan man godt savne at kalde en spade for en spade og så ellers komme videre.”

Måske er det netop køns(u)balancen, der har gjort, at Joachim Christiansen sammen med flere mandlige sygeplejersker- og sygeplejerskestuderende i ny og næ kommer i den hemmelige loge MASK. En gammel tradition, oprindeligt grundlagt af mandlige sygeplejersker i København, hvor de mødes for at dyrke deres indre hulemand. Her bander de, drikker store fadøl og spiser stegt flæsk ad libitum.

”Det er selvfølgelig komisk og overkompenseret, og det er alle naturligvis klar over. Men samtidig er det jo en form for ironisk afstandtagen til en hverdag, hvor vi opfører os meget pænt og høfligt,” siger han.

I dag udgør mænd blot 3,5 procent af alle sygeplejersker herhjemme, hvilket er den laveste andel i Europa. Til sammenligning udgør mandlige sygeplejersker godt 10 procent af professionen i Norge og 25 procent i Italien. Joachim Christiansen mener, at det lave antal mandlige sygeplejersker i Danmark skyldes en manglende forståelse for faget blandt danske mænd. Han bebrejder dem ikke. Da han var yngre, mente han selv, at det var mere prestigefuldt at være advokat og gå i jakkesæt.

”Måske handler det om pengene,” siger han.

Føler du dig nogle gange som mindre mandig, fordi du er sygeplejerske?

”Nej, ikke personligt. Men nogle gange ville jeg ønske, at flere mænd havde en større forståelse for, hvad jeg som sygeplejerske laver. For det kræver sin mand at stå i de situationer, jeg oplever til daglig, hvor patienter risikerer at dø og sommetider dør. Det kræver sin mand at fortælle et andet menneske, at vedkommende har fået cancer, og at chancen for at overleve er meget lille. Ligesom det kræver sin kvinde. Man skal være stærk for at være sygeplejerske,” siger han og gør et ophold:

”Jeg er sikker på, at sygeplejerskefaget har betydet, at jeg i dag har væsentligt nemmere end mine venner ved at tale om de sværeste ting i livet.”

28-årige Joachim Christiansen er en af de meget få mænd i sygeplejefaget.