Mandlige sportsstjerner flyver højest og skinner klarest

Mandlige sportsudøvere er bedre betalt og har højere status end deres kvindelige kolleger. Blandt andet derfor er der kun få piger, der har ambitioner om en karriere i sport, lyder det fra kønsforskere. En idrætsforsker er dog af en anden holdning: Mændene er bare dygtigere, mener han

Gulddrengene vinker ud mod den tusindtallige skare, som er mødt op på Rådhuspladsen for at hylde de nykårede europamestre i håndbold. –
Gulddrengene vinker ud mod den tusindtallige skare, som er mødt op på Rådhuspladsen for at hylde de nykårede europamestre i håndbold. –. Foto: Rune Evensen.

Der var ikke så meget som et statsfinansieret propelfly i luften, da det danske kvindelandshold i håndbold i 1994 fejede alle modstandere af banen og vendte hjem fra EM i Tyskland med guldmedaljer om halsen. Og det står i skarp kontrast til gårsdagens aktiviteter i det danske luftrum, hvor ikke mindre end to toptunede F-16 jagere kom på vingerne for at eskortere det danske håndboldlandshold sikkert hjem fra EM-sejren i Norge. Sidst militæret sendte kampfly i luften, var det også for at fejre en mandlig holdpræstation nemlig da fodboldlandsholdet i 1992 hentede EM-guld i Sverige, og det på trods af, at de kvindelige håndboldspillere har vundet flere guldmedaljer og OL-sejre i de mellemliggende år.

Tendensen kommer dog ikke bag på Gertrud Pfister, der forsker i køn og idræt ved Institut for Idræt på Københavns Universitet.

Sport opfattes stadig som en mandeverden. Den blev opfundet og udviklet af mænd, og det er fortsat mænd, der tjener mest og høster størst beundring for deres præstationer. Derfor er det slet ikke overraskende, at de mandlige håndboldspillere fejres, som de gør. Det er faktisk mere overraskende, at kvinderne overhovedet har fået opmærksomhed. Det er helt unikt, siger Gertrud Pfister.

Hun henviser til en undersøgelse af mediernes sportsdækning i 10 europæiske lande heriblandt Danmark der viser, at kvindesport kun udgør seks procent af den samlede dækning. Medierne er dermed med til at favorisere de mandlige udøvere fremfor de kvindelige også i de tilfælde, hvor deres præstationer er direkte sammenlignelige. Det smitter af på de unge pigers karrieredrømme og ambitioner, mener forskeren. Hun har selv stået bag en rundspørge blandt skolebørn, der viser, at hvor drenge ofte peger på sportshelte som idoler, så peger piger på ganske andre idoltyper.

Gertrud Pfister bakkes op af Karen Sjørup, ligestillingsforsker ved Roskilde Universitetscenter.

Når kvinderne spiller, taler vi om, at pigerne klarer det godt, men når mændene spiller, er det selve nationen, der står på spil. Så det er klart, at der er større status i at være sportsstjerne som mand. De tjener også langt mere end kvinderne, der ofte må have et job ved siden af deres sport, siger Karen Sjørup.

Verner Møller, der er professor ved Institut for Idræt på Aarhus Universitet er ikke enig.

Med al respekt for de kvindelige håndboldspillere, så kan man ikke sammenligne deres præstationer med mændenes sejr i Norge. Mændene spiller på et højere niveau, og konkurrencen er hårdere. Dertil kommer, at mænd generelt er bedre sportsudøvere. Det er jo derfor, man deler kønnene op, siger han.

Verner Møller peger på, at det godt kan være, at mange efterlyser en større grad af ligestilling i sporten i USA må man blandt andet ikke længere bruge betegnelsen sportsmand, men skal benytte ordet sportsperson men han siger samtidig, at ligestillingsvisionen af rent fysiologiske årsager er ren utopi.

Hvis kvinder og mænd begyndte at konkurrere, ville forskellen på de to køns formåen bliver udstillet i pinlig grad. Og det kan jeg ikke se nogen pointe i. Derfor kan jeg heller ikke se noget galt i, at et lille beskedent land som Danmark vælger at fejre en uhørt præstation på en uhørt måde for eksempel ved at sende jagerfly i luften, siger han.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk